Til både headbang og fællessang
Populær
Med generelt ret korte sange og melodisk tæft har Artillery på 'Face the Fear' udgivet en række catchy sange, der både fræser larmende thrash ud og byder op til fællessang.
Det klassiske danske thrashband Artillery har fuld fart på. Masser af koncerter i hele verden og så hele fem album siden gendannelsen i 2007. Senest 'The Face of Fear', der er det 9. album fra bandet. Her på Devilution var ordene store og karakteren ligeså ved den forrige udgivelse, 'Penalty by Perception'. Det var en klar succes for bandet, og det ville være naturligt "blot" at fortsætte i samme stil.
Men så let synes Artillery ikke, at det skal være. Allerede ved at se på længden af sangene aner man, at kursen er lagt lidt anderledes denne gang. 'Penalty of Perceptions' sange var længere, over halvdelen af skivens sange var på omkring fem minutter eller endda mere. På 'Face the Fear' er det i stedet undtagelsen, hvor kun én sang akkurat runder fem minutter, og normen er i stedet lige omkring fire minutter. Årsagen synes at være, at 'Face the Fear' i stedet går efter effektive sange med et fokus at være umiddelbart catchy. Og det virker.
Thrash og alt muligt andet
Artillery er et thrash-band generelt set. Det høres stadig på de solide riffs og guitarspil fra Stützer-brødrene, men som det også blev påpeget i anmeldelsen af den forrige skive, så er Michael Bastholm Dahl et bæst på vokalen og rammer høje toner i flæng og synger melodier, der kunne fungere fornemt i power metal, glam/sleaze metal og rock. Men ikke kun som blær: Hver en melodi giver mening og former de fede thrashtoner til helstøbte sange, der ikke lader sig begrænse af ét genremæssigt udtryk. Resultatet burde gå lige i hjertet på de fleste metalfans.
Legesyge
Der bliver leget godt, lige fra det hårde fræs i titelnummeret til det mere hardrockede 'Through the Ages of Atrocity' med de store melodier på både guitar og vokal til 'Thirst for the Worst', der har et riff med tonevalg og opbygning, så nostalgien aktiveres, for det lugter lidt af noget, der kunne have været plukket fra 'By Inheritance'. Powerballaden 'Pain' er et ganske fantastisk nummer med stor vokal. Og her ser man også, hvordan Artillery fornemt kan afvige fra thrash-genren, og i hvert fald for denne anmelder kommer der et behageligt minde til danske (med amerikansk sanger) Timeless Hall og dette bands storladne, klassiske heavy metal-kompositioner. Det er dog næppe tilsigtet fra bandets side.
Det er et mere ligetil album end forgængeren. Fyld er der ikke meget af, og hver sang har hooks. Det er skåret godt til, så der kun er det, der er behov for. Stilistisk brydes den røde tråd måske lidt fra sang til sang, men Dahl samler trådene sammen igen. Om albummet er helt så langtidsholdbart som forgængeren, må tiden vise, men der er i hvert fald en række effektive nye skud til sætlisten til den ultimative metalfest med Artillery.