Necrophobic v. 6.6 – atter med bid

Necrophobic v. 6.6 – atter med bid

Død og helvede, med alt hvad det indbefatter. Opskriften er fortsat den samme. Det smager bare lidt bedre end det plejer.

Kunstner
Titel
Mark Of The Necrogram
Dato
23-02-2018
Trackliste
1. Mark Of The Necrogram
2. Odium Caecum
3. Tsar Bomba
4. Lamashtu
5. Sacrosanct
6. Pesta
7. Requiem For A Dying Sun
8. Crown Of Horns
9. From The Great Above To The Great Below
10. Undergången
Forfatter
Karakter
3

Der var engang, hvor Sverige udmærkede sig som Europas pendant til Florida. Entombed, At the Gates, Hypocrisy og Meshuggah med flere satte den forkromede metalliske standard, Göteborg kom på alles læber og en kaskade af melodiske, progressive, infernalske og tekniske afarter af dødsmetalgenren begyndte at tage sin form. Nogle havde deres storhedstid i samtiden, mens andre slog igennem langt senere, men der er også dem, der konsekvent har bibeholdt deres undergrundsstatus, og ret beset befinder Necrophobic sig solidt i denne kategori.

En udbredt holdning lyder, at de startede på toppen i 1993 med ’Nocturnal Silence’, og som en tidlig krydsning mellem Morrisound-inspirerede teknikaliteter  og primalskrigene og de atmosfæriske lag fra det sorte nord lagde bandet også et markant fundament for deres fortsatte virke. Inden opfølgeren var på tapetet, havde David Parland joinet Dark Funeral under aliaset Blackmoon, forsanger Anders Strokirk søgte ligeledes nye græsgange, og på den baggrund kan det egentlig undre, at Necrophobic her 20 år, 7 album og 13 udskiftninger senere, med kun Joakim Sterner som det faste bindeled bag kedlerne, fortsat lyder jævnt identiske med den lyd, de kom frem med i tidernes morgen.

Hvad der dog skiller sig ud fra forgængeren, ’Womb of Lilithvu’, er først og fremmest, at sangskrivningen er blevet mere bidsk, formodentlig i sammenhæng med at Necrophobic her i noget a la version 6.6 har generhvervet guitarduoen Sebastian Ramstedt og Johan Bergebäck, der begge forlod bandet samtidig i 2011. Den hårde tone slås an fra første sekund af det indledende titelnummer, der fræser af sted med skarpe melodilinjer, tæsk på bækkenerne og halvvejs inde får luft til at ånde ud, inden en af albummets stærkeste soli tager fart.



Herfra fortsætter det over stok og sten med den ene hæsblæsende dødssonate og alt, hvad dertil hører af catchy pingpong mellem Ramstedt og Bergebäck, for ikke at nævne Sterners overlegent vekslende tæsk på tønderne. Maskinen er velsmurt, og Necrophobic bærer på ingen måde præg af at være et band med næsten 30 år på samvittigheden.

Bortset fra flirten med gotiske og teatralske dyder på den i øvrigt glimrende 'Hrimthursum' fra 2006 har de sådan set aldrig forsøgt at genopfinde sig selv, og tilsvarende er det også både til bandets styrke og last, at de igen på 'Mark of the Necrogram' holder fast i det velkendte. Ensformigheden melder sig, enkelte fillers afleder opmærksomheden, og med linjer som “We are the masters,/ we suck the blood of life./ Impaler of gods, destroyer of lies, we hear the call from flesh” er tekstuniverset også præcis så forventeligt sort, som man kunne forvente sig af et band ved navn Necrophobic. Anders Strokirk, som i 2014 vendte tilbage efter 20 års fravær, mestrer derudover et brøl så jævnt og monotont, at det aldrig rigtig supplerer med noget væsentligt til helheden. Til gengæld får det så musikken til at stå skarpere frem, med nævneværdige bidrag i den tungt galoperende 'Lamashtu', den storladne, sorte 'From the Great Above to the Great Below' og den borderline black 'n' rollede 'Tsar Bomba'.



Forudsigeligt eller ej, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at Necrophobic i denne form har fundet ind til kernen af deres lyd, og at de på trods af enkelte overflødigheder undervejs har genfundet det bid, som har været savnet de seneste 10 år. Fortsat er der intet, der tyder på, at de på noget tidspunkt har tænkt sig at ændre på grundformularen, men det gør nu heller ikke noget, når den sorte død behandles med så megen schwung og elegance som her.