Langsom overgivelse

Langsom overgivelse

De gotiske svenskeres fjerde plade er ensformig, småkedelig og alligevel uafrystelig. Og det er faktisk al ære værd at udfordre sit publikum på den måde, Tribulation gør.

Kunstner
Titel
Down Below
Genre
Trackliste
The Lament
Nightbound
Lady Death
Subterranea
Purgatorio
Cries from the Underworld
Lacrimosa
The World
Here Be Dragons
Karakter
4

Det er nemt at forfalde til bare at blive skuffet over Tribulations fjerde album. ‘Down Below’ er ikke en plade, der kommer bag på én eller gør stormkur til én ved at destillere alt, hvad der er sandt og godt i metal, ud i en formstærk, velkomponeret og fornemt struktureret sangcyklus, sådan som de gjorde det på deres to foregående plader. 

‘The Formulas of Death’ kom med sin psykedelisk-tonede dødsmetal med black metal-elementer til at danne skole for en ny bølge af bands, hvor Slægt herhjemme er et fornemt eksempel på, hvordan man kan forvalte arven fra Dissection via Tribulation. Som om Tribulation selv havde en anelse om, hvad de havde sat i værk, gik de på ‘Children of the Night’ væk fra død og i en langt mere prog-rocket retning via NWOBHM med endnu mere smægtende gotik og vokalen som det eneste vidnesbyrd om deres afsæt i mere ekstrem metal.

‘Down Below’ er tematisk og musikalsk en direkte videreførelse af ‘Children of the Night’, og ikke mindst derfor kommer det umiddelbart til at virke, som om Tribulation træder vande. Det hjælper heller ikke på det, at sangene er svært enslydende eller i hvert fald følger den samme grundskabelon for melodisk dødsrock i midttempo, med lange guitarfigurer krydret med synth-motiver og en rådden gravrøst gennem det hele. Har man hørt førstesinglen ‘The Lament’, føles det, som om man har hørt hele ‘Down Below’.

Grower-potentiale
Men har man allerede en svaghed for Tribulation, er man også villig til at give dem adskillige chancer for at vise, at ens førsteindtryk ikke nødvendigvis afslører alt, hvad ‘Down Below’ rummer. Man håber lidt på, at det vil vise sig at være en grower, der bare skal høres tilstrækkelig mange gange over tilstrækkelig lang tid, før den endelig sidder der.

Det er mildest talt en tung proces at gå igennem, hvis man har det som bunden opgave frem til udgivelsesdatoen og ikke kan lade ens forhold til pladen udvikle sig naturligt over endnu længere tid. Tage pladen frem en gang hver anden måned, fordi man ikke kan lade være, selvom man stadig ikke er helt overbevist, indtil det efter nogle år går op for en, at netop den første usikkerhed og langsomme overgivelse til pladen har betydet, at man har et langt tættere forhold til den end de plader, man spontant begejstredes over og grovhørte i et par måneder for så at lade dem stå og samle støv i reolen bagefter.

Og det er en tung proces, fordi ens ærgrelse over ‘Down Below’ bliver så meget desto større, hvis man havde skruet forventningerne højt op, fordi man kan huske, hvor vanvittig fedt det var at gå og høre ‘Formulas of Death‘ og nogle år senere ‘Children of the Night’ i hovedtelefoner første gang. At man i dem havde fundet præcis den plade, man havde brug for i sit liv i det øjeblik, og man havde mest af alt lyst til bare at flytte ind i den og bo i den. Med syvarmede lysestager, sort velour draperet over sofabordet og godt med eyeliner, lidt som i gymnasiet.

Det er en tung proces, når man hører pladen, mens man cykler gennem sneen, og man godt kan høre, at de enkelte sange er gode, at ‘Lady Death’ med sit instant klassiske omkvæd “Beautiful and severe / Graceful, yet fierce” er som skabt til at sidde i en sofa og begære androgyne goths, men at man også bare kan nøjes med at høre sangen og slippe for selve scenen, fordi den allerede rummer det hele.

Under huden
Når det hele begynder at lyde lige ensformigt nok omkring ‘Subterranea’, kan man endog glædes over, at man med mellemspillet ‘Purgatorio’ lige får en pause, inden pladens anden del brydes en anelse mere op med ‘Lacrimosa’, hvis storslået heltemetalliske indledning vækker en af døsen et øjeblik, mens ‘The World’ til gengæld kammer helt over i Melodi Grand Prix-power metal. Det er ikke videre kønt, mildest talt, men i det mindste slipper Tribulation her kontrollen et øjeblik. Det er bare ikke nok til, at det ikke føles direkte uretfærdigt, når man så står der med sin cykel midt inde i skoven og lige sætter ‘The Formulas of Death’ i høretelefonerne og straks kan mærke, at det er metal af en helt anden kaliber.

Men så alligevel begynder ‘Down Below’ over de par uger, der er til rådighed til at lære den at kende, at krybe ind under huden på en. Man hører den i metroen og tænker, at det da egentlig slet ikke er så dumt alligevel. Man ligger på stuegulvet mellem højttalerne og nyder, at sangene, alle sangene, er så gode hver for sig. Man sidder i gyngestolen en sen aften og indser, at det hele naturligvis er meningen. At Tribulation ikke længere behøver effektmageriet og det hurtige, spontane kick, fordi vi allerede kender dem og ved, hvad de kan. At ‘Down Below’ virkelig kræver en helt anden tålmodighed af sin lytter, fordi Tribulation er i en position nu, hvor de kan tillade sig at stille den slags krav.

Tribulation kan tillade sig at lave en kedelig plade nu, hvor man skal gå helt og holdent ind i den rette stemning, før den holder op med at være kedelig. Det er faktisk al ære værd. Om det så for alvor holder, må de kommende års tilbagevendende lytninger afsløre.