Der stod Of the Wand and Moon på det meste. Fjenden er gendannelser. Vennerne er dem, der forener læder og nitter med det mere egensindige.
Oven på et magert 2020 præget af covid, hvad angår udgivelser, har vi i 2021 oplevet en opblomstring. Vi har set en reaktion og et forsøg på at imødekomme udfordringerne ved at tænke anderledes og udfordre de gængse normer.
Styrke og tyngde er årets nøgleord. Verden kan deles op i dem, der tør fremtiden, og dem, der ikke gør.
2021 blev den underlige fætter til 2020 - en række virkelig gode album, men ikke mange koncerter, og det har koncertfotografen selvfølgelig en klar mening om.
Først blev koncerterne forbudt. Så kom koncerterne tilbage, nu med stole. Så blev stolene fjernet – juhuu! Så kom stolene tilbage – buhuu! Og så blev der sagt forbudt til koncerterne igen.
Manden med Weekendvesten leder videre efter den gamle skoles nye elever i heavy metal-timen. Det foregik primært udenlands og foran skærmen.
Årets bedste udgivelser kom fra Terminalist, Gabestok, Green Lung og Kanonenfieber, mens Afsky, Mork, Illdisposed og Denial of God leverede 2021's bedste koncerter.
2020 var året hvor koncert numero 5.000 skulle have været fotograferet. Istedet blev det for Devilutions åndelige fyrtårn til en ny terrasse ved sommerhuset, en rød Volvo, et par Facebook-karantæner og en forstærket foragt for alles syge moster.
Hviderussiske Mora Prokaza leverede årets mest vanvittige plade. Afsky skabte en dansk klassiker. Undergang udsendte nok en fæl fuldtræffer, mens Strychnos rejste sig fra graven.
Ja, det var et surt år for os alle sammen. Folk dør stadigvæk af den skide Covid-19. Musikbranchen giver sig selv kunstigt åndedræt (for hvem gør det ellers), og en koncertfotograf uden koncerter har ikke meget at lave om aftenen.
Danmark hænger for alvor i bremsen, hvad angår interessante udgivelser – indenfor denne skribents referencefelt. Heldigvis er der enkelte bands, der holder fanen højt, og et udland der leverer flere spændende og udfordrende plader.
Alting blev vendt på hovedet og ligeså blev min playliste. Den ellers hidtil herskende sortmetal har måtte give plads til dungeon synth, okkult- og eventyrrock, der har vist sig at være lige så gode kompagnoner til et godt glas vin, der i år ofte er blevet nydt ude i naturen.
Når man sådan blev tvunget på bænken, så burde man måske have gjort mere ud af musiklytningen: Men så er det jo nemmere at begrænse sig på årets 5 bedste dit og dat, beretter Villumsen, der udover Ulcerate også fremhæver ting som et skur og vandreture – og i øvrigt sammenligner 2020's forløb med titlerne på Obituarys første fire skiver.
Med et menneskesyn mørkere end vantablack har nordjyden brugt 2020 på at hylde black metal og udvide sine nihilistiske tilbøjeligheder.
2020 var året, der bød på den ene skuffelse efter den anden. Heldigvis kom der dog lidt god musik.
Mærkeligt år, hva’? Men i tilbageblikkets rosarøde linse kan man dog finde en del lysglimt. Dette gælder særligt for albums, der ligger lige på kanten for, hvad man kan byde en Devilution-læser. Men for de modige, der tør læse med, kan man imellem metalcore- og punk-udgivelserne på mit års liste finde nogle albums, der er så gode, at de altså ikke kan udelades. Er Taylor Swift med? Læs med og find ud af det.
Aarhus-redaktionen mener også ting om et 2020, der har været mere hardcore end metallisk, ikke rigtig har kunnet få hævet den danske fane over skulderhøjde og mest af alt bare skal huskes for snart at være overstået.
Mathias Nielsens 2020 er besat af Belgien, navnlig Bütcher, og så savnede han, at Danmark havde mere end minkmasseudryddelse at byde på. For eksempel god musik.
2020 var året, hvor denne småbarnsfar kunne nyde den klassiske metal i fuldt flor, hade internettet lidt mere og juble over, at alle andre heller ikke måtte gå til koncerter.
2020 har været under middel på flere parametre. Heldigvis har der dog trods alt været et lyspunkt eller to. Vi trænger efterhånden alle til lidt orden i kaos og derfor, mine damer og herrer, er det på sin plads med en årsliste. Ganske som vi plejer.