Et glimrende år for perifære grindcore- og hardcore-udgivelser, et katastrofalt år for de store, samlende metaludgivelser. Med en enlig dansk undtagelse.
I 2019 havde Krigsguden optur over bestialsk dødsmetal, spansk war metal og danske navne som Deiquisitor, Ligæder og Gabestok. Samt selvfølgelig Metal Magic og Kill-Town Death Fest.
For vores proggy koncertjunkie bød 2019 på et utal af koncertoplevelser, hvor Roadburn Festival bidrog til flere af årets helt store højdepunkter. Til gengæld var der få landvindinger på albumfronten, hvor Opeth udraderede al konkurrence og genfandt nerven fra storhedstiden i 00erne.
Selv de bedste udgivelser var præget af at lyde som tidligere udgivelser. Er alle de monumentale udgivelser sat i kø til næste år, eller har vi bare givet lidt op på verden?
Med en enkelt dansk undtagelse glimrede 2019 ved sit fravær af metal, der borede sig ind i bevidstheden. Så det var heldigt, at andre var klar til at ruske op i konventionerne.
Slayer og Mayhem leverede nogle af årets bedste koncerter. Wormwood kom med det stærkeste album, mens den danske scene bød på seje udgivelser fra både veteraner og nye navne.
Der blev skam hørt god metal i 2019, men det burde være blevet til mere i et år, hvor Chapel of Diseases udgivelse fra 2018 blev hørt mere end Arch/Matheos, Martyrdöd, Misery Index og Orm.
2019 blive husket med et ord: "yndlings". Black-yndlingsbandet Darkthrone udgav en fantastisk plade; jeg så et af mine yndlingsbands, Tribulation, live for næsten første gang; og jeg møde og fik gode snakke med en af mine yndlingskunstnere, Gaahl.
Var der noget, der vil indgå i annalerne, når 50-årsjubilæet for heavy metal skal fejres? Eller i det mindste bare for 2010’erne? Jeg tvivler. Men lidt godt er der da at berette.
Dragejægeren ser mastodonterne uddø, men bemærker også, at der er håb for den traditionelle del af metalgenren.
Fremad, videre, nyt – 2018 var ikke præget af hverken stilstand eller tilbageskuende adfærd.
Xenoblight er buldret frem i 2018, og det ses på det samlede resultat, der også indbefatter øvrige lækkerier fra den danske scene, gamle gensyn og en koncert til det hypnotisk sjældne 666.
Krigsguden havde optur over sig selv, dødsmetal, særligt den danske af slagsen, samt comebacks fra Voivod og Judas Priest i 2018.
Judas Priest, Voivod og Sleep leverede alle forrygende comebacks, mens undergrunden ulmede med så mange guldkorn, at det var svært ikke at blive stakåndet. En personlig rekord blev slået med over 400 koncerter i årets løb, og Summer Breeze triumferede endnu engang som årets bedste festival.
Sammenlignet med sidste års undergrundseksplosion har 2018 været et tyndt musikår, hvis man skal spørge denne elitære mandsperson. Metalgenren savner noget radikalt anderledes, som et par udenlandske udgivelser prøver på.
Anaal Nathrakh, Frank Carter og Mike Patton var i fokus, mens blandt andre Satyricon og Zeal & Ardor leverede mindeværdige stunder. Herhjemme var Sunless Dawn, Livløs og Grusom umulige at komme uden om, mener skribenten, der drømmer om verdensherredømme i en verden uden Manowar.
Tribulation, Deadnate, Heilung, Uncle Acid & the Deadbeats og black metal gjorde året udholdeligt for Devilutions blege sydamerikaner, der særligt fik sig en på opleveren til koncerter.
Der var lavvande i de danske punk-udgivelser, men til gengæld er der masser af både dansk og udenlandsk metal i den progressive ende, der sparker igennem.
2018 var som 2017 lidt so-so. Den danske scene leverede få stærke udgivelser og et hav af ligegyldighed. Mangel på opfindsomhed er en kedelig tendens i dansk rock og metal, men heldigvis er der bands i den danske andedam, der tør udfordre. Internationalt var der mere gang i kedlerne.
Endnu et år er gået. Det var vel ikke det bedste metalår gennem tiderne. Faktisk var 2017 vel lidt bedre. Men det var nu heller ikke helt skidt det hele. Så lad os da bare kigge tilbage.