Årslister

2017 har i manges øjne været et sløjt år, rent musikalsk. De gode metalskiver har ikke ligefrem hængt på træerne, og Danmark har fået sin første musical om Tommy og Rasmus Seebach. Heldigvis er der alligevel lidt mørke at se tilbage på, hvis ikke man kan få nok af det i den kolde juletid. 

2017 var et forbandet lorteår, der fulgte et andet forbandet lorteår. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Undergrunden flyder simpelthen over med negative, menneskefjendske og helt generelt skidegode skiver, på trods eller grund af verdens elendighed. 

2017 var præget af umanerligt mange middelmådige og decideret ligegyldige udgivelser. Nationalt såvel som internationalt. Det kan kun blive bedre i 2018.

Der var ualmindelig langt mellem snapsene i 2017. I et allerede formørket år forpassede de allerfleste bands chancen for at lyse op. Men med muligheden for udelukkende at plukke det bedste, danner der sig en liste med punk, indie og metalcore, der går mere end an for denne nye Devilution-anmelder.

2017 blev generelt et bedre metalår end frygtet. Det var måske lidt småt med de helt store nye og epokegørende begivenheder og udgivelser. Men alt i alt var det ikke så slemt som så mange andre år-

Villumsen har i 2017 nydt nye toner fra Slægt, Svart Crown og meget andet, mens Napalm Death på live-fronten gav den en fornøjelig tak mere, så det blev briterne, som stod for den bedste liveoplevelse i det forgangne år.

Det var et år, hvor de sejeste plader fik nitter og spikes til at vokse ud af ens jakke ved egen kraft. Hvis du ikke kan lide dem, kommer de plader og giver dig bank, makker.

En god blanding af 70'er-inspireret rock og black metal i forskellige afskygninger har udgjort det primære soundtrack til året for Devilutions dragejæger, mens den trve heavy metal fyldte alt for lidt. Alt i alt et skuffende år, der skal ties ihjel.

Metalmusikken blev vendt ryggen til fordel for det elektroniske i 2017. Det bærer årslisten præg af. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke blev udgivet god, klassisk tung tråd. 

I 2017 var der en del mere dødsmetal og black metal på anlægget sammenlignet med tidligere år. Det har været rart med lidt personlig genrefornyelse efter en del år, hvor især doom, prog, psych-rock og drone har fyldt mest.

Der gik viking i sydamerikaneren! 2017 blev året, hvor jeg opdagede, at hypen omkring Wardruna er velfortjent, og at Midgardsblot i Norge er verdens bedste festival. Desuden bød året på fantastiske koncertoplevelser, der gav uhyrlige problemer ved årslistetid.

Endnu et år med afdankede middelmådigheder fra gamle travere og masser af guld i undergrunden. Slægt, Vampire og Foscor sikrede fremtiden, mens Voivod, Paradise Lost og Ministry sikrede deres fortsatte eksistensberettigelse.

Kent blev fanget af Power Trip, Solbrud, Firespawn og The Petulant, mens koncerter med I Am Morbid og en bytur med samme står som højdepunkter i 2017.

Korrekturlæserens musiksmag søgte tilbage mod en genformulering af klassisk metalliske dyder i 2017, hvor han på den anden side blev usigeligt træt over overhovedet at skulle beskæftige sig med middelmådigheder fra afdankede større bands.

I 2017 gik Emil Svendsen efter det mørke og stemningsfulde, og det afspejler sig i årslisten, der dog også har et par brutale nedslag

2017 var et usædvanligt år. Fire måneder i Trumps USA bidrog med perspektiv og en ny værdsættelse af hardcore. Men mens undergrunden buldrede løs, var det Body Count og Natjager, der stod for årets højdepunkter med rap-metal og autotunevokal.

Redaktøren hopper med på Slægt-vognen, hylder Tongues, hyper Cleric og Condor og forsvarer Primus. I 2017 genfandt han også en stak køer, udeblev fra Copenhell og blev skuffet over Royal Arena.

2016 var et år med store udsving. Hvor undergrunden markerede sig stærkt med Vektor i front, og toppen lå rimelig fast med Gojira som den store undtagelse. Mens der udenlands var der mere end nok at se til, manglede vi dog noget at rive i indenlands, selvom Halshug, Narcosatanicos og Defecto fik sendt stærke udspil afsted. Og så var der selvfølgelig Volbeat.

Fotografens kaotiske 2016 var præget af et liv på farten med nærmest lige så mange nætter på hotelværelser som hjemme i Camp Devilution. Lidt musik blev der dog også tid til.

Halshug trumfer i dansk metal. De gamle drenge i Artillery kan dog stadig følge med ungdommen. Modsat på den udenlandske front, hvor ikonernes plader er lige til glemmebogen, mens de ukendtes grav gemmer på det sorte guld. På koncertfronten toppede Machine Head med en maratonkoncert i London.