Årslister

Anaal Nathrakh, Frank Carter og Mike Patton var i fokus, mens blandt andre Satyricon og Zeal & Ardor leverede mindeværdige stunder. Herhjemme var Sunless Dawn, Livløs og Grusom umulige at komme uden om, mener skribenten, der drømmer om verdensherredømme i en verden uden Manowar.

Tribulation, Deadnate, Heilung, Uncle Acid & the Deadbeats og black metal gjorde året udholdeligt for Devilutions blege sydamerikaner, der særligt fik sig en på opleveren til koncerter.

Der var lavvande i de danske punk-udgivelser, men til gengæld er der masser af både dansk og udenlandsk metal i den progressive ende, der sparker igennem. 

2018 var som 2017 lidt so-so. Den danske scene leverede få stærke udgivelser og et hav af ligegyldighed. Mangel på opfindsomhed er en kedelig tendens i dansk rock og metal, men heldigvis er der bands i den danske andedam, der tør udfordre. Internationalt var der mere gang i kedlerne. 

Endnu et år er gået. Det var vel ikke det bedste metalår gennem tiderne. Faktisk var 2017 vel lidt bedre. Men det var nu heller ikke helt skidt det hele. Så lad os da bare kigge tilbage.

Anders Molin blev overvældet af fedmen fra mastodonterne Judas Priest og forført af Ghost, mens Royal Arena og Copenhell sloges om de bedste koncertoplevelser. 

Der står blandt andet Sulphur Aeon, Taphos, Baest, Slægt og Helloween rundt omkring på Villumsens årsliste fra et år, hvor hans fokus i høj grad har været uden for metallen med nyt hus og familieforøgelse.

2018 bød på meget god musik, men ikke særlig meget, man for alvor kunne hidse sig op over.

Korrekturlæseren var også i 2018 mest høj på sig selv, Current 93 og Judas Priest. I den nævnte rækkefølge.

Året 2018 bliver husket for en god koncert i Los Angeles, en endnu bedre på Copenhell, god dødsmetal fra både ind- og udland samt skandinavisk black metal.

Heller ikke i det år, hvor Slayer annoncerede deres afgang, er der ved årets afslutning grund til at vende metal og hardcore ryggen endegyldigt, med mindre man er en virkelig trist rockmusiker, der lige har opdaget hiphop.

Redaktøren var svær at imponere i 2018, men han hoppede da med på Judas Priest-vognen, og gamle nisser som Sleep og Voivod scorede også højt på listen.

Det herrens år 2017 har overordnet set været en blandet landhandel, men musikalsk har det da i grunden ikke være helt håbløst. Overraskende nok.

For Pilgaard er årets bedste plader lavet af bands, der er vidt forskellige fra hinanden. Fra Body Count over dansk og dystert til svensk disco-rock. Årets sejeste koncerter var især med thrash-bands og norsk black metal.

Et år, hvor Tom Petty forlod os, et dansk band udgav et mesterværk blot for at trække stikket, og et andet dansk band får uventede klaps for deres ligegyldigheder. Et tilbageblik på et år med en sær blanding af Dog Eat Dog, Venom, W.A.S.P., Destruction og coverbands.

Krigsguden trippede i 2017 især over Metal Magic Festival, Slægt, Phrenelith og Weregoat, men Blondies comeback satte også godt gang i festen.

2017 har i manges øjne været et sløjt år, rent musikalsk. De gode metalskiver har ikke ligefrem hængt på træerne, og Danmark har fået sin første musical om Tommy og Rasmus Seebach. Heldigvis er der alligevel lidt mørke at se tilbage på, hvis ikke man kan få nok af det i den kolde juletid. 

2017 var et forbandet lorteår, der fulgte et andet forbandet lorteår. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Undergrunden flyder simpelthen over med negative, menneskefjendske og helt generelt skidegode skiver, på trods eller grund af verdens elendighed. 

2017 var præget af umanerligt mange middelmådige og decideret ligegyldige udgivelser. Nationalt såvel som internationalt. Det kan kun blive bedre i 2018.

Der var ualmindelig langt mellem snapsene i 2017. I et allerede formørket år forpassede de allerfleste bands chancen for at lyse op. Men med muligheden for udelukkende at plukke det bedste, danner der sig en liste med punk, indie og metalcore, der går mere end an for denne nye Devilution-anmelder.