Årslister

For fotografen begynder og slutter året med samme band: Venom. Trods en usædvanligt lang liste af skuffelser drister han sig dog til at betegne 2015 som et godt år.

Tau Cross. Gabestok. Marilyn Manson. Tall Man. Alan Silvestri. James Last. Killing Joke. My Morning Jacket. Goatsnake. Steven Wilson. Gentlemans Pistols. Uncle Acid & the Deadbeats. Quentin Tarantino. Etc.

For Pilgaard var pladerne med Tribulation og Halshug uden tvivl årets bedste. Mayhem sørgede for årets koncert med et historisk show i Sverige. Højdepunktet på dansk grund var Body Count på Copenhell.

Endnu et rædselsår på metalfronten, hvor man for alvor begynder at frygte, at metalgenren efter 45 år nu står over for sine allersidste krampetrækninger.

Devilutions krigsgud lavede krigsgudeagtige ting til Angkor Wrack, Undergang, Destruction Unit, Satan og VHÖL i år, mens det også blev til en del svedige koncerter.

Et internationalt set rigt og alsidigt metalår har det været for Emil Svendsen, hvor især Ghost og Lamb of God har gjort sig godt.

Den danske undergrund imponerede, og ældre bands blev opdaget. Men koncerterne var mest festivalkoncerter for korrekturlæseren, der var lidt sløv til at gå til koncerter og til at forholde sig til musik i 2015.

2015 har mest af alt været kendetegnende ved en masse gode koncerter på dansk grund. Til gengæld har jeg ikke fået dyrket lige så mange nye kunstnere og gode nye album, som jeg gerne ville. Måske har der bare været lidt langt mellem snapsene? Vi tager revanche næste år.

Paradise Lost nævnes adskillige gange på skribent Villumsens  2015-liste, men de var dog ikke højst på albumfavoritlisten, for her skal man i stedet finde nogle tyskere, der er meget glade for H.P. Lovecraft.

Nordjyden fik sine bedste musikalske oplevelser med vækstlaget, og især Cattle Decapitation løb med opmærksomheden, mens en koncert med sønnerne tog kegler.

Dragejægeren så ikke mange nedlagte drager i et lidt sløjt år, hvor han til gengæld opdagede W.A.S.P., nød Amorphis og Lamb of God og blev meget imponeret over de danske debutanter The Vision Ablaze.

2015 har været et år med mange gode udgivelser og nogle ekstremt skuffende. I den positive afdeling har specielt Between the Buried and Me glædet øregangene, mens Iron Maiden og Slayer var blandt de mere skuffende oplevelser.  

For den nyeste mand på borgen bød de devilutionistiske højdepunkter i 2015 på masser af post-pop-død-post-black-post-frisk luft-metal, thrash, syre, doom og en genopdaget svensk P3 Guld-vinder.

To ting har gennemsyret året: Den ene er, selvforskyldt, mangel på tid, og den anden er, absolut kritisabelt, mangel på musikalsk format, hvad enten det omhandler mastodonter som blandt andet Iron Maiden og Slayer, der har udgivet gabende kedeligt nyt, eller de nye bands, der skulle forestille at være blodtørstige, men som ved nærmere gennemlytning viser sig blot at sidde og patte i en kvart liter lunken øko som en anden deprimeret skoleelev.

Stoledans til noiserock i en kirke, øko-black i et forsamlingshus inde i en skov, sludge på en strandbar og en vemodig afsked med en ambitiøs doom-festival: Den cardiganbærende fløj af redaktionen udpeger årets mest bebrillede næsten-metal.

Ifølge redaktøren har 2015 været et historisk elendigt musikår, men her giver han alligevel sit bud på, hvad der trods alt hævede sig over ligegyldighedernes sorte hav.

Det var især Triptykon, der satte trumf på 2014 for redaktøren. Men også Devilutions meget aktive og debatskabende rolle på det danske metallandkort var noget, det gav optur.

Som så ofte før for fotografen, blev det metalliske år 2014 tværsummen af en masse koncerter, den evige hyldest til Tyskland og den almene stræben.

2014 var et fornemt år for Lars Roest-Madsen, som i sit første år i Devilution-folden fik øjnene op for dansk og amerikansk black metal og tilmed fandt et nyt og tindrende smukt håb for doom-genren.

Skuffelserne var mere skelsættende end de positive overraskelser for Briller af Stål-klummisten i 2014. Alt som det skal være, med andre ord.