Årsliste 2021 – Henrik Nielsen

2021 blev hovedsageligt brugt udendørs for den promo-ansvarlige, langt væk fra andre mennesker. Ud over bølgebrus og vinden i trækronerne blev der også lyttet til lidt musik, og et par koncerter sneg sig ind.

Årets danske album:
1. Terminalist: ‘The Great Acceleration’ – Savnet efter Vektor er stort, selvom jeg godt ved, at de vel egentlig er tilbage og udgav en ep i februar. Den rammer bare ikke den samme frenetiske og spændstige energi, som de tre oprindelige album gjorde. Terminalist formår at gribe noget af den nerve, som måske har forladt forbillederne, og leverer hyperthrash, der tydeligt er inspireret af Vektor, Voivoid m.fl., dog på ingen måde simpel hyldest eller plagiat. Terminalist har måske sat kursen fra et kendt udgangspunkt, men de flyver deres egne veje.

2. Dying Hydra: ’Of Lowly Origin’ – Solid, mørk, tung sludge/doom. Når året går på hæld, og der er koldt og mørkt udenfor, og verden er gold, leverer Dying Hydra soundtracket til efterårsstorme og våd kulde til at knuge sig sammen indenfor og sagte miste håbet om, at det nogensinde bliver lyse tider igen, før naturens mørke opsluger alt.

3. Anti Ritual: ’Expel the Leeches’ – Der skulle gå mere end syv år fra ep'en, før vi fik albummet, men Anti Ritual tager den tid, Anti Ritual skal tage, for det var ventetiden værd. Mere sur, mere sej, mere vred og mere forbistret, ’Expel the Leeches’ er en opsang til samfundet, til politikerne, til os alle sammen. Tag os nu sammen, for helvede.

Årets internationale album:
1. Green Lung: ‘Black Harvest’ – Green Lung spiller doom metal, som kun englænderne kan, tykt indhyllet i fordums tåger og myter. Der trækkes på tematik om gamle stolte knejsende egetræer, druider, stensætninger, hedelandskaber og ældgamle ritualer i stenhøje og forladte kirker. Inspirationen fra Black Sabbath fornægter sig ikke, ligesom introens orgelridt tydeligvis er skrevet efter en Boston-skabelon. Det er lækkert, velskrevet og medrivende og beviser endnu en gang, at hammondorgel og metal er skabt for hinanden.

2. Stormkeep: ’Tales of Othertime’ – Det meste black metal siger mig ikke pokkers meget, det bliver hurtigt for prætentiøst og påtaget, især når man gennem tjansen som promo-ansvarlig tvinges til at læse den ene overgearede promotekst efter den anden. Men Stormkeep fangede mig med deres ep ’Galdrum’ sidste år, og opfølgeren ’Tales of Othertime’ byggere videre på deres fantasy-lydbillede, hvor der ikke bliver sparet på keyboard og epik. Armbevægelserne er store og medrivende.

3. Sijjin: ’Sumerian Promises’ – Ud af asken fra Necros Christos udspringer Sijjin, som er arabisk for den dybeste del af helvede i Islam. Og Sijjin er afgrundsdybt tunge, især minder lyden af Malte Gerickes vokal om en vaskeægte sumerisk dæmon, en af de virkelig sure og onde af slagsen. Jeg glæder mig til at se dem live til Kill-Town Death Fest til september, ligesom de også gæster Metal Magic til juli. Det er værd at skrive sig bag øret.

4. Windfaerer: ’Breaths of Elder Dawns’ – Melodisk folk/black metal kan skæres på mange måder. Windfaerer tager de kritiske briller på og skriver både hyldest til den romantiserede fortid, samtidig med at de afviser selvsamme romantisering af forgange tiders påståede storhed og renhed, som meget andet folk metal godt kan forfalde til. Lydbilledet er på samme tid både sørgmodigt og triumferende, hvor især violinen er med til at skabe stemningen af nostalgi og forgæves higen efter en verden, der måske eksisterede engang.

5. First Fragment: ’Gloire Éternelle’ – Jeg ved ikke, hvad der er i vandet i Quebec, men det er tydeligvis noget med krudt og vitaminer i, måske amfetamin. First Fragment starter albummet med en to minutter lang flamenco-sektion, før de eksploderer i guitar- og basekvilibrisme. Alle musikere i bandet er i absolut topklasse, men alligevel formår Dominic "Forest" Lapointe på båndløs bas at skille sig ud. Efter at have sat sit aftryk på de to første Beyond Creation-album valgte han at gå sine egne veje. Han er i absolut verdensklasse på sit instrument, og det samlede indtryk kan hurtigt tage pusten fra en. Som stor fortaler for båndløs bas i metal kan jeg simpelthen ikke få nok.

Årets danske hit:
Dying Hydra: ‘Earliest Root’ – Et helt fantastisk åbningsnummer der lokker en ind med let guitarspil, før man bliver indhyllet i riffs og mørke og ikke slipper fri igen, før albummet er slut.

Årets internationale hit:
Green Lung: ’Graveyard Sun’ – Sørgmodighed, romantik, vampyrer, efterårssol, det nummer har det hele. Syng med på ”a little death never hurt anyone”, overgiv dig til stemningen.

Årets genfundne klassiker:
Philip Bailey & Phil Collins: ‘Easy Lover’ – Jeg har ikke kunnet få det ud af hovedet, siden jeg hørte det i et afsnit af den fantastiske serie 'Ted Lasso'. Det er simpelthen så uforskammet catchy, at man ikke kan lade være med at dykke ned i mere af Phil Collins og Earth Wind & Fires bagkataloger.

Årets koncerter:
1. Orange Goblin: Beta, København, 11-11-2021 – Orange Goblin var glade for at spille, vi var glade for at se dem, og sammen skabte vi en aften af glæde og varme og kærlig svedighed. Alle trængte til at blive tæsket igennem af god gammeldags heavy metal, og bandet var 100 % klar til at levere.

2. Kill-Town Death Fest: Pumpehuset, København, 04-09-2021 – Godt nok var det en lidt afpillet størrelse i forhold til de oprindelige planer, med voldsomt reduceret antal udenlandske bands. Det lod folk sig heldigvis ikke gå på af, så vi fik to dage plus en opvarmningsdag med dødstæsk til trommehinderne, dulmet mellem koncerterne med iskolde fadøl i Byhaven. Især Septage leverede varen med den allermest ækle deathgrind.

3. Aalborg Metal Festival: Studenterhuset, Aalborg, 05-11-2021 – Jeg fortryder stadig, at jeg sprang Aalborg Metal Festival over i 2019, dels fordi jeg gik glip af Cattle Decapitation, dels fordi det skulle vise sig at være den sidste metalfestival på dansk grund i overraskende lang tid. Heldigvis fik jeg taget revanche i år, hvor især Undergang og Solbrud leverede stærke koncerter i den ekstremt varme og fugtige koncertsal.

Årets danske navn:
LLNN – ’Unmaker’ blev modtaget med en respons, som var The Psyke Project genopstået ud af det blå. Det er tilsyneladende ikke et album for mig, jeg kan simpelthen ikke komme rigtigt ind på det, hvorfor det heller ikke ender på min liste over årets danske album. Det er bestemt ikke med min gode vilje, for det er hamrende dygtigt skrevet og spillet, og bandet fortjener al den ros, de overhovedet kan få. Albummet er bare ikke for mig, i hvert fald ikke lige nu. Måske ændrer det sig, for jeg vil gerne kunne elske det.

Årets internationale navn:
Green Lung – Der er slet ingen tvivl her. Green Lung er gået rent ind hos mig og hos de fleste venner og bekendte, takket være deres exceptionelt gode album ’Black Harvest’. De er nu permanent på radaren som et band, der bare skal opleves live.

Årets nye danske navn:
Terminalist – Måske er det en tilsnigelse at kalde Terminalist nye, de har trods alt spillet sammen siden 2018 og udgivet en ep i 2019. Men i år albumdebuterede de altså med et rigtigt album på et rigtigt pladeselskab, og jeg er stadig af den mentalitet, at det første album er den ægte debut, det er den udgivelsesmæssige ilddåb, det er her, man skiller skidt fra kanel. Terminalist sætter barren højt for ambitiøs dansk trash metal.

Årets nye internationale navn:
Sijjin – Godt nok er medlemmerne veteraner fra blandt andet Necros Christos, men tilgangen er ny. Hvor Necros Christos spillede death/doom, spiller Sijjin mere klassisk dødsmetal med thrash-elementer. Fascinationen af sumerisk og mellemøstlig musik er intakt, og vokalen er knusende ond og dæmonisk. Jeg spår, at de får en varm modtagelse, når de endelig kan komme ud og spille koncerter.

Årets comeback:
Anti Ritual – ’Expel the Leeches’ kommer som den længe ventede opfølger til den selvbetitlede ep fra 2014 og er absolut ventetiden værd. Man kan mærke, at bandets medlemmer er syv års erfaringer og udfordringer rigere. Det er større, vredere og endnu mere forbistret, alle elementer der gør det til et bundstærkt comeback.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Green Lung: ‘Black Harvest’ – Det er ikke, fordi der som sådan er noget enestående ved Green Lungs nyeste album på lp, det er en helt almindelig gatefold med nydelig grafik både udenpå og indeni, og en fin grøn lp i den udgave, jeg har købt. Det handler mere om, at doom metal og lp-formatet bare er som skabt for hinanden og går op i en højere enhed. Den eneste anden lp, jeg har købt i år, er Green Lungs debutalbum, 'Woodland Rites'.

Det overså jeg i 2020:
Hvis jeg overså noget, var det nok ikke vigtigt.

Årets optur:
At vi i sensommeren endelig igen kunne tage rigtigt på festival, rigtigt til koncert, rigtigt komme hinanden svedigt og kærligt og beruset ved. Det var en forløsning, et tilbageholdt åndedrag, der endelig kunne lukkes ud. Man kunne læne sig tilbage med en kold fadøl i byhaven og ikke behøve tænke på virus, og hvor ækle og snaskede andre mennesker er. Kill-Town Death Fest var en udsøgt fornøjelse og en bekræftelse af, at vi stadig har gejsten og gnisten. Aalborg Metal Festival senere på året hamrede det fast med syvtommersøm: Vi vil feste, vi vil drikke, vi vil skråle med, og vi vil gøre ting sammen i den virkelige analoge verden, ikke bare i endnu et forkølet Zoom-møde.

Årets største skuffelse:
At fornøjelsen kun varede et par måneder, før vi blev mindet om, at intet godt varer evigt, og at julen slet ikke ville blive så idyllisk, som man naivt gik og troede. For selvfølgelig lurede det store ’C’-ord i kulissen og ventede blot på, at vi sænkede paraderne. Det gjorde kun stødet endnu hårdere, at vi nu lige gik og havde det så godt.

Største ønske for 2022:
Kan vi ikke snart blive færdige med ned/op/nedlukning, forbud og påbud? Giv os for pokker en super-mega-ultra-vaccine, jeg tager gerne et skud i hver arm og i den ene balle, en uge eller endda en måned på langs med feber og svedeture, hvis det er, hvad der skal til, så vi får et normalt kulturliv tilbage. Som introvert havde jeg aldrig troet, at jeg ville savne andre menneskers selskab så meget.

Det glæder jeg mig mest til i 2022:At bands/promotere holder op med at bruge ”female fronted” som genrebetegnelse. Derudover at black metal bands bliver ved med at være håbløst prætentiøse i deres storladne og svulstige beskrivelser af, hvor onde og farlige og sataniske deres musikalske ”ritualer” er. Vi skal jo have noget at grine og pege fingre ad.