Sjælelig sonisk sejhed
Populær
Bands’ sejhed kan blive vurderet på mange ting. Oftest er det på temaer, attitude, eller evner til at lave riffs. Dying Hydras sejhed ligger i deres kæmpestore holistiske og tredimensionelle vellyd.
2. Unlit
3. Rootborn
4. Species Adrift
5. Ashed Eyes
6. Undergrowth
7. Cry Of The Colossus
”Det var sindssygt fedt, de lyder jo ligesom på pladen!” er en sætning undertegnede har hørt et par gange, når folk prøver at sætte ord på deres begejstring for Minds of 99’s livekoncerter. Sådan er det også med Dying Hydras første fuldlængdeplade Of Lowly Origin. Der bare to forskelle. For det første er Dying Hydra ikke et masseappellerende post-punk-poppet radioband, men et sydende og brummende sludge(ish)band. For det andet lyder Of Lowly Origin som Dying Hydra live.
Tre rødder
Tidligere kendte man nok københavnerne som kvartetten Barricade, der spillede noget hidsig sydstatsinspireret sludge. Nu er kvartetten en bassistløs trio, der for alvor har trukket sig ud af den blues'ede sump, og placeret sig i mulden i de golde skandinaviske skove. For nok er musikken stadig tung og hårdtslående, men fra fræsende og punket storby-kosmopolitisk vrede, lyder de nu mere som et 1000 år gammel egetræ, der vælter, og giver bragende og gungrende genlyd i hele skoven. Musikken er altså langt mere eftertænksom og atmosfærisk, men stadig voldsom.
Det giver også god mening, da det er tydeligt, at naturen er i fokus for Dying Hydra. Særligt er de fascineret af rødder, som måske fungerer, som en naturmetafor for det mytologiske uhyre, de har opkaldt sig selv efter. Ikke desto mindre er naturen det lyriske billede, og det afspejler selve musikken rigtig godt. Første nummer ’Earliest Root’ starter med en syret og mulm opbygning, der går over i tunge, akkordfunderede og melodiøse riffs, meget ligesom man kender det fra Neurosis og Yob. Især det tunge og onde temposkift i outroen, der er svævende og knusende ondsindigt samtidig.
Ligeledes er ’Rootborn’ også en dronende og atmosfærisk mavepuster, der får lytteren til at hive efter vejret. Det har en næsten black'et kvalitet over sig, men er alt for svulstigt i udtrykket til at falde i den genrekategori. Og på trods af deres Nergal'esque vokal, er det for fuzz'et til at man kan drage for mange paralleller med Behemoth.
Sonisk Typhon
Noget af det mest imponerende ved Dying Hydras sangskrivning er, hvor meget saft og kraft de får ud af ret simple melodiske idéer. Ikke fordi de prøver at lave en ny Biergarten-banger, men fordi de forstår, hvordan man med ret simple tone-intervaller og rytmer laver nogle syrede og næsten prog'ede kompositioner. Hvert et anslag bliver spillet med et væld af attitude, effekt og betydningsfuldhed. Intet lyder overfladisk og tilfældigt, men det lyder heller ikke stramt og kalkuleret.
Dying Hydras musik er derfor også udpræget holistisk. Det forekommer ikke specielt interessant at pille en enkelt sang eller stykke ud, da bandets sejhed ikke ligger i det fede riff, der skærer igennem, men i deres soniske bredde, der har et vingefang som en uhyrernes fader, Typhon. Kæmpestort og mægtigt, men ikke spor poleret.
Of Lowly Origin er et meget fokuseret og stilbevidst album. Bandets stil er samtidig med at være helt tydelig, men også svær at placere. Det er for svævende til at være doom eller stoner, der er også for meget fremdrift til at være drone. Rigtig sludge er det heller ikke, da musikken et eller andet sted er for smuk og storladen, og trods de blackede melodiske træk er det for fuzz'et og buldrende til at være hvæsende.
Når produktionen samtidig er så simpel og stærk, at tre gutter uden bassist kan genskabe deres ret unikke, gigantiske og samtidig organiske lyd i koncertlokalet, er det ren ambrosia for denne anmelder.