Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF’21: Fredagens hede fest

Updated
Illdisposed1-1200_72A7577
Illdisposed2-1200_72A7614
Illdisposed3-1200_72A7760
Solbrud1200_72A7419
Dawn of Demise1200_72A7344
Møl1200_72A7240
Undergang1200_72A7164
Ferocity1200_72A7096

Studenterhuset var proppet. Varmt. Fyldt med god musik. Fredagen var et glædeligt gensyn for både bands, publikum og arrangører på Aalborg Metal Festival.

Kunstner
Titel
+ Møl + Solbrud + Dawn of Demise + Undergang + Ferocity
Dato
05-11-2021
Trackliste
Illdisposed:

1. Sense the Darkness
2. Weak is Your God
3. Throw Your Bolts
4. I Believe in Me
5. Dark
6. Die Kingdom
7. Flogging a Dead Horse
8. Submit
9. Slow Death Factory
10. Memories Expanded
11. The Hidden Ache
12. Vesuvio
13. A Frame of Mind
14. Purity of Sadness
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
4

Efter et års ufrivillig pause kunne Aalborg Metal Festival atter åbne dørene på Studenterhuset, og fortsætte traditionen med den årlige metalfestival i Aalborg. En festival vi har dækket siden 2003 og det år var Ferocity på plakaten. Det var de så også her i 2021, hvor vi lige akkurat nåede frem til Studenterhuset efter fredagens arbejde, et par minutter før nordjyderne gik på scenen. Ferocity har fået ny forsanger, men spiller stadig tung dødsmetal og som en positiv overraskelse, gjorde de det mens salen var fyldt. For fremmødet var stort. Folk var klar til at feste og havde savnet den her mulighed for at slippe hverdagen og give den gas midt i Aalborg by for en weekend. Udover at Studenterhuset var fyldt allerede her fredag eftermiddag, så var der også varmt. Nærmest som i det subtropiske. Og så kunne man stå der og svede, mens der blev hoppet og danset til blandt andet. ’The Sovereign’ og 'An Age of Turmoil' med tunge breaks og et gedigent groove. Ferocity bragte i hvert fald festen.

I samme genre fortsatte københavnske Undergang. Her var der bare skruet helt ned i kælderen for både tempo og vokal. Den mudrede vokal, der nærmest lyder som om forsanger David Mikkelsen står og growler ned i et toilet, er kendetegnende for genren og Undergang, og det var lige hvad publikum havde ventet på. Der blev gurglet til sange som 'Menneskeæder', 'Dødskunst' og 'Døden Læger Alle Sår'. Lige til at bringe folk i godt humør. Der var adskillige Undergang-trøjer i salen og de havde et godt tag i publikum hele vejen igennem.

Så det var noget af et stilskifte da Møl gik på. Lyd og musik er noget mere moderne og de sætter i med 'Fraktur' og fortsætter videre i 'Photophobic'. Udover at stå på scenen i Aalborg, var denne fredag speciel for Møl, idet de også udgav deres plade ’Diorama’ på dagen. De to åbningsnumre er netop også de to første numre på den plade. Så der var selvfølgelig også mere materiale derfra, og deres moderne fortolkning af black metal og shoegaze var et kærkomment afbræk fra to timers dødsmetal.

Men så skulle vi lige tilbage i den genre igen for en stund. For Dawn of Demise var også på programmet. De har været ramt af aflysninger på det seneste, da forsanger Scott Jensen døjer med ryggen. Det var derfor glædeligt at se ham på højkant og Dawn of Demise gjorde det, de altid gør. De kommer med festen og de leverer tung dødsmetal og lun, jysk humor med sange som 'Extinction Seems Imminent' og 'Intent to Kill'. Der blev ikke sparet mange nakker da først ’Juggernaut’ blev serveret, og de fleste fans af dansk heavy metal ved, at når først Scott smider trøjen, så skal der moshes og luftes hår.  

Det samme kan ikke helt siges om Solbrud. Deres atmosfæriske black metal var intenst, men også i et tempo, der lidt trak momentet ud af publikum. Solbrud fungerer rigtig godt live, men stemningen var en helt anden i salen, der til lejligheden blev fuldstændig dækket af røg. Der i tågen kunne Ole Luk så fremføre sin musik, der denne aften lød lige så godt som de andre bands på plakaten.

For hvis der er noget, man kan sige generelt om Aalborg Metal Festival 2021 så er det, at lyden var god. På tværs af alle bands. Det gjaldt ikke mindst hovednavnet fredag aften: Illdisposed. Århusianerne havde taget den sætliste med, hvor ’Submit’ er på. Den så vi blandt andet på Metal Magic i sommer, hvor det var siddende og med afstand. Nu var vi tilbage i vante rammer, hvor folk stod op, stod tæt, moshede og havde en kæmpe fest. Illdisposed havde en imponerende effekt på publikum, der i den grad fik livet op i kludene og væltede Studenterhuset for sidste gang denne fredag aften. Bo Sommer var i sit vanlige lune med humor og tørre bemærkninger, der går ud over både ham selv og andre. Hans barnedrøm om at få et heavy metal band er omsider gået i opfyldelse, mente han, og så kunne han godt takke det gamle line-up inden de satte i ’Vesuvio’. Det nye line-up gør det dog også ganske udmærket. Illdisposed levede op til forventningerne som hovednavn og sendte publikum ud i Aalborgs natteliv og de forskellige officielle og uofficielle after-parties med en solid omgang dødsmetal.

Fredagen var en energiudladning for både bands og publikum. Endelig kunne man stå op, uden pladskrav, masker eller andet. For en stund var alt, som det var før corona —og dog. Håndsprit var overalt og spøgelset lurer stadig i baghovedet hos de fleste, men lige kortvarigt var det som at træde ind i en tidslomme, hvor alt var godt igen. Det havde publikum helt tydeligt savnet og uden at vide det med sikkerhed, så så det også ud til, at musikerne nød øjeblikket.