Lyden af ambition
Terminalist markerer sig som et tech-thrashet unikum på den danske metalscene. De opfinder ikke den dybe tallerken, men torpederer til gengæld ad helt egne veje.
2. Terminal Dispatch
3. Invention of the Shipwreck
4. Estranged Reflection
5. Dromocracy
Hyperthrash. Det kalder Terminalist musikken, de disker op med på deres aktuelle debutalbum, ‘The Great Acceleration’. Sci-fi-thrash kaldte nogle det, da amerikanske Vektor plade efter plade brillerede med samme travle fusion for ikke så mange år siden. Og før dem buldrede Voivod, for flere årtier siden, i samme boldgade, omend i et noget andet tempo og knap så thrashet.
Det være sagt, så er Terminalist fandeme en fryd at lægge øre til her, i dansk kontekst, hvor der i dag er langt mellem thrashsnapsene, endsige hyperthrashsnapsene. Og så er der noget andet enormt befriende: Hos dette København-baserede dansk-amerikanske band må man spejde langt efter selvironi eller distancering til eget håndværk, hvilket er fint, fordi kvartetten har noget at have deres seriøse musikalske turboangreb i.
Pakken er på plads: Fra det flotte rumrejsepladeomslag (Ryan T. Hancock) til de nørdede tekster, som tager afsæt i den franske filosof Paul Virilios dromologi-begreb, der overfladisk og umiddelbart fortalt handler om den “krig”, der udspilles i form af den hastighed, som samfundsstrukturen i dag udvikler sig i. Musikken passer til, kan vi allerede afsløre.
Tilmed kan produktionen – vel trods alt stadig mest betydningsfulde del af indpakningen – også noget andet end hos andre af samtidens thrashere. Det er nemlig Lasse Ballade, der, en smule ude af sit element, sørger for en levende lyd, der ligger galakser fra clicktrack og pro tools-redigering. Valget er ikke 100% win, men det får i hvert fald Terminalist til at skille sig ud.
Fuld thrashkværn
Så hvad så med selve musikken, som det hele står og falder med? Jo, pladens 35 minutter er fordelt over blot fem numre, hvoraf de to af dem varer ti hver, og Terminalist åbner med en 5’er i højt thrashtempo. ‘Relentless Alteration’ leverer en kendetegnende blanding af førnævnte Vektor og Voivod, men også et mellemstykke, der sender tankerne i retning af Mastodon, som de lød omkring ‘Blood Mountain’. I ‘Terminal Dispatch’ sænkes tempoet dog lidt; selvom der køres fuld thrashkværn i verset, så er omkvædet anderledes groovemetallisk, og der er også blastbeats, en guitarsolo og en outro, der sender tankerne i retning af tidligt Metallica. Topfine musikalske referencer, men også en hurtig understregning af, at Terminalist altså ikke er bandet, der opfinder den nye flyvende tallerken.
Og mens bandet bestemt er teknisk fermt – hvilket ikke mindst fremhæves af Lasse Ballades organiske produktion – bliver man ikke blæst omkuld på samme måde, som når eksempelvis forbillederne i Vektor skruer alle virkemidler op på 11. For at fortsætte sammenligningen, så er David DiSantos Tom Araya-thrashskrig her erstattet af Emil Hansens mere anonyme og knap så medrivende growl, der nærmere lægger sig i forlængelse af Blood Incantations sci-fi-død.
På den anden side formår Terminalist uden problemer at arbejde i det episke ti minutters-format, bedst i ‘Invention of the Shipwreck’, albummets centrum. Apropos Slayer, sendes der tydelige nik i retning af ‘Seasons in the Abyss’ i introen, inden blastbeats igen tordner ind i øregangene i et stykke, der kunne være løftet fra en Oranssi Pazuzu-plade. I de thrashede sektioner er Kalle Tiihonens pumpende bas kørt godt frem i lydbilledet. Og det virker som en forvarsel om den noget usædvanlige bassolo i nummerets episke outro, hvor Tiihonen går Cliff Burton via Geddy Lee. Det er albummets egentlige genistreg og nok dét ene sted, hvor man fornemmer et Terminalist, der står helt på egne ben.
Fra en anden planet
Nytænkningen fortsætter i endnu en fem-minutters sag, ‘Estranged Reflection’, der starter uden distortion på guitarerne som noget, Killing Joke kunne have lavet i midten af 80’erne. Og kort efter plankes der lystigt fra Metallica (‘Blackened’) og Mastodon (‘Blood and Thunder’), inden nummeret igen bølger tilbage i retning af Metallica via guitarsoloen og det galopperende coda, der er som løftet fra ‘Disposable Heroes’. Det er travlt og idérigt, man keder sig aldrig, og fyldstof er der intet af, så man er klar, når ‘Dromocracy’ rammer til slut som albummets andet ti-minutters epos.
Igen en anderledes og groovet intro, der viser, at Terminalist ikke er bange for at vige lidt fra den matematisk thrashede og blastbeat-tektoniske formular. I nummerets første halvdel veksles der atter mellem Mastodon-rifferi og buldrende black metal, og lige som man når at tænke, at Terminalist nok kun kunne klare ét ti minutters nummer, slår de efter fem minutter over i en nærmest episk doomet harmonisk outro, hvor man – først i slæbende, siden galopperende tempo – fornemmer bandet hamre igennem, så sveden drypper i studiet. Det er lyden af ambition og en forståelse for, hvordan man lukker et album, det forjættede format.
Det er netop derfor, at ‘The Great Acceleration’ føles bedre, end hvis musikken bare var blevet spillet af et andet tilfældigt band. Terminalist vil det, og frem for alt lyder de, som kom de fra en helt anden planet end kollegerne på den danske metalscene. På den måde er de simpelthen bare et godt gammeldags frisk pust, som man kun kan glæde sig til at følge i fremtiden. Så ser man gennem fingre med, at københavnerne stadig er i gang med at finde deres egen lyd og eget fodfæste, mens de skæver forbillederne over skuldrene i riffskrivningsprocessen.