Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Casper Villumsen

Updated
cv_bw

Det var ikke koncerter, der var flest af for Casper Villumsen i 2022, men masser af stærke plader blev nydt med favoritter fra Maceration, Ashenspire og Nestor.

Årets danske album:
1. Maceration: 'It Never Ends...' – 30 år efter debuten landede denne fine, massivt velproducerede dødsmetalskive med masser af riffs og stærkt trommespil. Og Dan Swanö på meget stærk vokal, som han også var det på 'A Serenade of Agony'. Langtidsholdbart produkt.



2. Strychnos: ‘A Mother's Curse’ – Trommeslageren i mit nu nedlagte band er venner med trommeslageren i Strychnos og havde hørt optagelser en god rum tid tilbage. "Casper, det her vil være lige dig", sagde han. Det fik han ret i! Sikke dog en lækker beskidt omgang dødsmetal med vildt fede riffs og en dejlig obskur stemning. Vanvittig fedt.

3. Empire Drowns: 'Nothing' – Bandet har meget klare og tydelige inspirationskilder i det britiske, men hvad gør det, når man kan skrive så velsammenhængende, smuk og herlig melankolsk musik?



4. Throwe: 'Forfald' – Ja, det er jo ikke fordi, jeg ikke er blevet gjort opmærksom på den her udgivelse, da Throwe har medlemmer fra Justin Hate, som mit eget band spillede med en del gange i sin tid. Så Facebook har bugnet af information om skiven ved dens udgivelse, men jeg har åbenbart slumret og først fået lyttet mere end overfladisk her til opløbet til årsliste. En klar fejl. Men nu har jeg så i december nydt denne bistre, formørkede hardcore udgivelse. Riffs! Nøj, de rykker og sikke en skøn lyd. Jeg tager skiven med mig ind i 2023.

5. Orm: 'Intet • Altet'
– Det er noget af en mundfuld, det nye værk fra Orm. Få, men lange sange, der hænger godt sammen og tager sig tid til at bygge op til de klimakser, der for mig er albummets sande styrke. Der hvor bandet er vildest. Der er riffs, som jeg gerne så udnyttet mere i traditionel sangopbygning med flere gentagelser, men på den anden side, så er det en historiefortælling, og det virker. Man tænker måske "nu kommer det dér fede stykke snart", altimens man nyder de velvalgte passager, der leder til de stærkeste stykker.

Boblere: Jeg har også nydt Konvents tonstunge album fra tid til anden. Dysgnostic fik noget af en anbefaling med fra en kollega på sitet her, og jeg kan godt høre, at den tekniske dødsmetal er bragende god, men har endnu til gode, at få det helt ind under huden endnu. Det skal jeg nok få, for det står som noget, jeg glæder mig til at lytte mere til. Kellermensch skuffede mig ikke og står alene for min rockfavorit i år. Og så er der noget over den ukuelige nostalgi og dunst fra dengang, man var ung, som Steel Inferno med succes har formået at destillere og putte på et fint heavy-speed-thrashet album.

Årets internationale album:
1. Ashenspire: ‘Hostile Architecture’ – Gribende værk, depressivt og håbløst og så alligevel med glimt af fine melodier, der akkurat på afgrundens rand rammer noget, der kunne minde om et håb midt i tristessen.



2. Eucharist: 'I am the Void' – Det holdt hårdt at få det her album rigtigt ind, hvor det rammer. Men da det så kom på plads, så viste det mig, at der er håb for min engang så store interesse for melodød. Det er den letbenede, kommercielt søgende slags i let spiselige produktioner, som jeg er træt af. Her var der mørke i sangskrivning og produktion og en smuk dysterhed totalt. Der var ting, der skulle skrabes i, detaljer, der skulle opdages, før det hele gav mening. Og det var skønt, at musikken ikke bare gav det hele væk i et hurtigt, måske fornøjeligt lyt, som så til gengæld var lige så hurtigt glemt. 

3. Et Moriemur: 'Tamashii no Yama' – Simpelt på riffsiden og alligevel skævt. Stærke arrangementer med cello, fløjte og harpe og alligevel en bund af fin dødsdoom. Eksperimenterende, men forbavsende let at gå til. En lille perle, der vist ikke i det store billede fik så meget opmærksomhed, som jeg mente albummet kunne have tålt.

4. Wiegedood: 'There's Always Blood At The End Of The Road' – Lokket ind af hittet (se længere nede), men der var mere end bare dét herlige, insisterende nummer af struktureret kaos. Black metal på en ret anderledes måde. Melodisk, alligevel fjendsk og med tight spil, så der indimellem opstår en destruktiv industriel stemning.

5. Judicator: 'The Majesty of Decay' – Heavy metal, power metal, det er en rum tid siden, at jeg har været så begejstret for noget i den dur, men det for mig nye bekendskab i Judicator kan virkelig noget fedt her. Det minder mig i sekvenser om dét, der gjorde at jeg fandt Blind Guardian spændende i sin tid, og så er der også en eller anden rocket, funket 70'er-kant. Det er til tider vældigt pompøst, men det står distancen. Som en lakmus-test for god power metal.



Boblere: Black metal med krydderier fra noget andet faldt også i min smag i år. Det var fx med et skud spaghetti-western-tematik hos Vital Spirit, riddere og middelalder hos Véhemence eller delikat toppet med inspiration fra de indfødte amerikanere hos Blackbraid

Sumerlands stod for et bidrag til påmindelsen om, at den klassiske metallyd altså stadig er formidabel, når bare musikken er veludført og -skrevet. Dødsmetallen i spacy form, ja vel også ret blacket, stod Vorga for, mens Misery Index fortsatte med ret stærk klassisk død tilsat lidt ny melodi. Samme gjorde (Copenhell-aktuelle) Undeath og Necrom mindede en om, hvordan kærligheden til HM-2-lyd stadig kan svinge topplaceringer ud af ærmet på mig. Her på listen set ved Maceration på skive og Lik på live-fronten.

Årets danske hit:
Strychnos: ‘Blessed Be the Bastard Reign’ – Jeg kan ikke skrive det bedre end Mads Pedersen gjorde i anmeldelsen af skiven, hvor han om nummeret skrev: "[...] hvis gungrende groove og melodiske hooks går op i en højere enhed, og hvor det fængende og rock'n'rollede møder en atmosfære af sortmetallisk majestæt"



Årets internationale hit:
Wiegedood: ‘FN Scar 16’ – Det gik rent ind, da jeg hørte det her nummer. Det er selvfølgelig ikke et hit i radio top 20-forstand, men der er noget imponerende catchy i introens støjende, repetive riff, der med militær præcision banker på trommehinderne og videre ind, hvor det både gør ondt og gør godt. Det burde ikke fænge, og slet ikke så instinktivt, som det gør. Det er en lille genistreg, at dette støjinferno ikke bare virker, men virker hamrende effektivt. 



Årets genfundne klassiker:
Dismember: ‘Like An Ever Flowing Stream’ – Jeg snyder lidt her. Altså, jeg vidste at det var en klassiker, men jeg mangler den i fysisk format, så jeg jublede over endelig at kunne høre den (har kun hørt den i "gamle" dage hos en ven), da Dismember endelig fik bagkataloget på streaming-tjenesterne.



Årets koncerter:
1. Lik: Richter, Gladsaxe, 02-04-2022 – Fremragende lyd i en sand hyldest til den svenske dødsmetals signaturlyd: HM-2-pedalen. Anmeldelsen fik passende overskriften HM-2(860), da hele svineriet løb af stablen på det fine spillested, Richter i 2860 Søborg. Vi savnede måske flere at dele oplevelsen med, os der var der, men Lik så stort på deltagerantallet, og gav os en fed oplevelse med godt med kontakt mellem band og de fremmødte.

2. Bombus: Copenhell, 18-06-2022 – Jeg havde set meget frem til denne koncert og Bombus skuffede ikke. Det var næsten præcis det medrivende og uhyre sangbare sæt, som man kunne håbe fra den palette af Motörhead, død og black forklædt som sej rock 'n' roll, som bandet gennem tiden har smidt på plader og udgivet.

3. Blood Incantation: Copenhell, 16-06-2022 – Stærk, stærk dødsmetal. Hvor var det tight og fedt fra alle mand på scenen. Intens koncert, rå og vild selvom det var midt i det idylliske område af Copenhell mellem træer og flisbelagt underlag.

4. Soen: Copenhell, 15-06-2022 – Det var den uventede oplevelse. Bandet har ét nummer, 'Savia', jeg ofte vender tilbage til, men ellers måtte jeg sande, at jeg havde en fejlagtig opfattelse af bandets musik og dens tiltrækningskraft på mig. Koncerten var smuk i natten, og har efterfølgende medført en hel del Soen-lytning siden, for jeg erfarede, at der var så meget andet fedt i bandets musik, som ramte mig på positivt, end de elementer jeg lige på forhånd havde erfaring med fra Soen.

5. Death to All: Copenhell, 18-06-2022 – Jeg har bekendte, der har set Death med Chuck Schuldiner. Og uden ham dengang han forlod en tour undervejs. Selv har jeg aldrig set Death. Kald bare Death to All for et coverband. Det er en hyldest og det er selvfølgelig ikke Death uden Schuldiner. Men hvor var det skønt at høre Death-sangene fremført så fedt, godt og med stor respekt for manden, som de fleste af de involverede i Death to All også havde spillet med. Jeg forstod ikke bandmedlemmernes mange snakke mellem numrene, men når de spillede var det fantastisk, og alene det at opleve Steve DiGiogio på bas gjorde de små, mindre gennemførte ting glemt igen. Og Hoglan på trommerne!

Det var mange ting fra Copenhell?
Ok. Jeg kom ikke meget ud til koncerter i år. 3 koncertarrangementer udover Copenhell... Egentlig burde jeg som i en 5-chair-challenge for grupperne i X Factor have taget nogle pladser ud ovenfor, for mit felt at tage af var måske ikke stærkt nok med tanke på alt det, jeg er gået glip af. Og hvor meget sikkert snildt kunne have sendt pladerne 3-5 længere ned på listen.

Årets danske navn:
Konvent – Rigtig godt nyt album og så en god tur ud på landevejene, der virkelig har styrket bandets professionalisme og givet de sidste detaljer til at kunne levere et knivskarpt, bragende godt show. Som set på Copenhell for eksempel. 

Årets internationale navn:
Pantera – Egentlig har de jo i store dele af året ikke gjort så meget. Udover lige at nævne, at man ville vende tilbage til scenen med et 50 % velkendt Pantera-hold og så 50 % lånte musikere, der heller ikke behøvede nærmere introduktion. Men alligevel imponerende hvordan Pantera pludselig var på alles læber igen. Uanset om man tilføjede et hånligt "-cover" eller "-tribute" efter bandnavnet eller man oprigtigt glædede sig, og kun blev gladere af de første videooptagelser fra koncerterne, der allerede har været afviklet på den ekstensive turné (der som bekendt rammer Copenhell næste år).

Og alene af den bedrift, med ét trylleslag, at komme på alles læber, så længe efter bandet egentlig havde takket af: Dét gør Pantera til årets navn.



Årets nye danske navn:
Nakkeknækker – Nok savnede jeg lidt personlig lyd i bandets musik, da jeg så dem på Stengade i foråret, men jeg blev i den grad overrumplet af energien og det stærke tag på den dødsmetal, jeg selv har holdt af så længe. Og så har jeg siden set, hvordan bandet har høstet bedre og bedre aftaler og gigs og desuden set mange tale meget positivt om dem. Det skal blive spændende at følge bandets videre færd.

Årets nye internationale navn:
Blackbraid – Jeg ved ikke, om det bare er en hype på Devilutions interne chat og gennem artiklerne på websitet, eller om Blackbraid rent faktisk har høstet lige så meget ros og kærlighed på det store globale plan. Men det var første navn, der poppede op i min brainstorm, og givet min egen umiddelbare glæde for musikken, da jeg hørte den første gang, så virker det helt fortjent. Noget klassisk black, men også en lyst til at tilføje lidt nyt i doser, der ikke er større end, at fundamentet stadig står stolt og stærkt.

Årets comeback:
Maceration – Når man vælger at have 30 år mellem debutalbum og opfølger, så kan det vist godt kaldes et comeback, når bandet, der stortset kun blev husket af nostalgikere, kæmpe Invocator-fans og Dan Swanö-tilhængere, returnerer til scenen. Og så med et stærkt album som 'It Never Ends...', som du måske husker fra topplaceringen længere oppe. Live har bandet også spillet, hvor det dog er med en anden vokalist. Det har jeg til gengæld til gode at opleve. Heldigvis har Maceration denne gang noget mere livsvilje med sig, og ligner et band, der har mere end opfølgeren i sinde, så mon ikke chancen byder sig nogle gange i 2023?

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Jeff Wagner: ‘Destination Onward – The Story of Fates Warning – Du skal vide, hvis du klikker på linket til venstre, at du rammer en meget lang anmeldelse. Det skyldes, at det er en anmeldelse af en god bog, men også at jeg er glad for Fates Warning, som jeg helt sikkert synes kan tåle mere opmærksomhed, end bandet typisk har fået. For de mange timer med Fates Warning i ørerne, så er det mindste jeg kan gøre at kvittere med en masse ord.

Det overså jeg i 2021:
Nestor: 'Kids in a Ghost Town' – Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor stor en chance man så egentlig havde for at opdage skiven i 2021, for det var først med genudgivelsen på Napalm Records i 2022, at den fine skive for alvor skabte opmærksomhed.

Herligt 80'er-trip, hvor der både kan høres alt fra referencer fra Europe, Bon Jovi og diverse AOR-grupper og musik, som man kender fra lydsiden til klassiske film som Top Gun, Karate Kid og Pretty Woman. Med tekster hvor attråværdige kvinder er Sharon Stone og Demi Moore, mens man lever "on a prayer" og er "halfway there".

Lækre melodier, lækre leads og catchy som popmusik. Hvad det i flødeproduktionen næsten er. Det lyder som en stor kliché, og det er måske også, men det føles som om, at det er gjort med kærlighed til det hele. Og faktisk er bandet i sin tid stiftet i 1989, men gik så efter nogle år i et meget langt vinterhi. Så det er ikke bare unge knøse, der har kastet sig over 80'ernes fortræffeligheder. Nej, de var der selv, og måske derfor virker det så godt, selvom det har visse fællestræk med en vis stålpanter, som ofte sættes i bås som parodi.



Årets optur:
Det var en fornøjelse at være på Copenhell igen. Jeg var især glad for koncerterne på den nye "lille" scene, Gehenna, hvor programmet ramte mest plet for mig. Og så var der bare en stærk, intim stemning lige i dette område, der føltes lidt afsides fra resten af festivalpladsen. 

Og fra tanker om en festival med gæster i alle aldre til en lille anekdote: Jeg kom i tanke om en ting, da jeg læste vores anmeldelse af In The Woods... seneste (desværre skuffende) album. At jeg i sin tid om 'Omnio' tænkte, at hvis jeg nogensinde bliver træt af metal, så vil den skive være en, der altid vil følge mig. Fordi den var god, og noget mindre metal, end hvad jeg ellers hørte. Og metal var vel en ungdomsting, for så mange ældre folk på metalscenen, så jeg ikke dengang i 90'erne. Nok var jeg stædig omkring at metallen, da nok skulle stå distancen hos mig, men mine omgivelsers overbevisning var den, at metal måtte være en ungdomsdille. Og hvad nu, hvis de alligevel fik ret?

Og heri ligger opturen. Jeg hører stadig metal, både vildere og blidere. Jeg hører stadig 'Omnio' også, javist, men kærligheden til de brutale toner er der stadig. Og jeg er ikke alene. Sammen med metalgenren er vi mange, der er blevet ældre, og hvor en 40-50-årig var lidt et særsyn til dødsmetalkoncerterne i 90'erne, så er det det jo bestemt ikke længere. Vi er her endnu. Mens nye yngre fans er kommet til, og vil være en dag blive de gamle til koncerterne, mens jeg selv og venner vil være de oldgamle. 

Det er smukt. Det er også smukt, at mange af de største bands, der allerede havde en del år bagen, da jeg blev metalfan stadig klør på. Men de skal også vide, at der jo er kommet yngre kræfter til. Så træk ikke pensionen i langdrag, hvis passionen for at lave gode albums og koncerter er ved at brænde ud. Metallen er stærk, og skal nok fortsætte fremover. Med eller uden koryfæerne.



Årets største skuffelse:
2022 blev året, hvor Electric Hellride, som jeg spillede bas og sang i, trak stikket. Det var vel en skuffelse, selvom det var det rigtige valg i forhold til den tid, vi samlet kunne give bandet.

Og den "identitetskrise" jeg havde frygtet skulle komme, når jeg ikke lige kunne trække kortet "...men jeg spiller også i et metalband" ved blandt andet jobmæssige præsentationer, hvor min ingeniørmæssige baggrund blev lige kedelig nok... Den udeblev. Selvfølgelig, for det er ikke mine hobbyer, der definerer mig. Og rastløshed er der ikke. Tiden ædes stadig af familie og job. Og en større trang til motion, end jeg længe har haft, så det skal også passes. Og metallen er der jo stadig som skrevet ovenfor. For evigt, måske for evigt?

Jeg har stadig lyst til at skrive og indspille musik, og gør det sikkert også. Om det bliver til egen brug eller udgivet må tiden vise. 

Så i sidste ende en skuffelse, der slet ikke var så slem og farlig. Det er jo egentlig positivt. Har jeg nu misforstået kategorien? Årh, sikke en skuffelse!

Største ønske for 2023:
Flere koncerter. Ikke i kalenderen, der er sikkert rigeligt, det var i hvert fald et godt pakket sidste halvår i 2022 med mange gode ting. Nej, at jeg får flyttet mig ud på et spillested lidt oftere. Jeg ved på forhånd, at jeg kommer ikke til at slå rekorder i forhold til frekventering af spillesteder, men lidt har også ret. Og det er jo ret fedt, det dér live-musik.

Og nå ja: 2 julefrokoster for Devilution, nu hvor vi ikke fik nået det her i december 2022!

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Der er mange ting at fejre i familien. Noget i traditionel fest, andet som en familierejse. En god ven skal giftes (læser man andre årslister her på sitet, så kan man måske regne ud hvem). Det glæder jeg mig også til at fejre.

Så glæder jeg mig til at spille lidt mere musik i "hjemmestudiet". Jeg føler mig atter motiveret, måske endda en tyvstart i juleferien 2022?

Og til de hjemlige hyggestunder med kaffe, te og kakao på bordet til familiehygge i stuen, så glæder jeg mig til at småblunde i sofaen med Amorphis-bogen, der endelig udkommer på engelsk i 2023.

Godt nytår til alle jer, der nåede så langt i min ordstrøm!

Menu