Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

El-guitar og saxofon, vi vil have power metal

Updated
judicator majesty of decay

... Og intet andet! Sku ikke hunden på hårene, Judicator har skabt en udmærket power metal-plade, der skydes ud i stratosfæren med uventede virkemidler.

Kunstner
Titel
The Majesty of Decay
Dato
25-11-2022
Trackliste
1. Euphoric Parasitism
2. The Majesty of Decay
3. From the Belly of the Whale
4. Daughter of Swords
5. Ursa Minor
6. Ursa Major
7. The High Priestess
8. The Black Elk
9. Judgment
10. Metamorphosis
Forfatter
Karakter
5

Det er sjældent, vi er glade for power metal på Devilution. Det hænder, men det modsatte er oftere  tilfældet.


Derfor var ‘Let There Be Nothing’  så stor en sensation. Men altså, det var også en højoktansudgivelser med solide riffs, der var næsten vulgære i deres maskuline påtrængenhed. Når så vi erfarer, at både Michael Sanchez og Alicia Cordisco har forladt bandet, sidstnævnte for i stedet at fokusere blandt andet på Transgressive  kan man frygte for både vokalpræstation og de fede riffs. Og det kan vi da også lige så godt få ryddet af vejen med det samme. De superlede og thrashede riffs forsvandt med hende. Desværre. Skuffelsen stod malet i vore ansigter.
“Hvad kan Judicator dog gøre for at redde den her?”, råbte vi mod himlene. Svaret kom fra uventet kant. Meget uventet, faktisk.



Flower metal
Første gang man lytter til ‘Majesty of Decay’ kan man mærke suget i maven. “Det her er jo bare power metal”, siger man, med et bittert drag om munden. Og det er det. Det er ikke engang den slags rå power metal, som det er cool at lytte til. Næh, det er en temmelig melodisk omgang og forsanger John Yelland råber ikke engang, sådan som de seje power metal-sangere gør. Han har bare sådan en fin og ren vokal, som kan nå de høje toner og alt sådan noget … pjat. Og ja, det er rigtigt. Hvis man er allergisk overfor ting, der lyder godt, så er det nok ikke pladen for én. Men hvis man er en rigtig mand og godt kan tåle lidt pænhed uden at føle sig kastreret, så skal man lige høre den igennem et par gange. Og når man så når til ‘Judgment’, bliver man belønnet med råbekor, fallisk shredding og et råt nosseriff, så man lige kan få justeret både skæg og briller efter det, der kom forinden.
Men inden vi når til det hemmelige og jævnt overraskende vendepunkt, skal vi starte fra begyndelsen.

‘The Majesty of Decay’ drejer sig om en hovedpersons søgen efter sin forsvundne fader og erkendelsen af, at denne var en temmelig skidt karl, og hvordan de selv skal sørge for at gøre det bedre. Det er såmænd fedt nok, teksterne er velskrevne, og der er masser af gode budskaber om familie, kærlighed og det at vælge at være bedre end sit udgangspunkt, også selvom det kræver både ofre og masser af rå- og viljestyrke.
Sanger John Yelland er hamrende dygtig, og hans stemme bærer stemningen og er det ganske naturlige fikspunkt i rigtig mange af sangene. Allerede fra første track, ‘Euphoric Parasitism’, der vel nok er pladens mest ligefremme power-track, bærer hans vokal præg af massivt talent. Særligt fraseringerne i denne sang er imponerende, og den måde han bærer linjerne “Small voices with no locus, a presence filling up the room / Pure malice, like a fine mist, condensates upon the walls” er fascinerende. Hans rækkevidde imponerer, når han rammer de helt høje toner i ‘Metamorphosis’, såvel som når han er nede at skrabe bunden på titelnummeret. Yelland er en solid erstatning for Cordisco, med hvem han plejede at dele tjansen.
Samtidig er de tre øvrige instrumentalister ganske dygtige. Balmore Lemus leverer nogle fantastiske, 70’er-AOR-inspirerede leads og soloer, og vi er virkelig i UV-plakaternes land, når han ruller sig ud, som han gør på første track, igennem hele pladen, men også særligt på ‘Ursa Minor’ og endelig på ‘Metamorphosis’.
Men det bliver også hurtigt klart for os, at vi skal have skruet op for tolerancen, hvis vi skal nyde denne plade. For den er fandme cheesy. Cheesy på den der, Hair- eller Atlantis-agtige måde. Vi er faretruende tæt på musicalland. Men det er cool nok. Hvis Judicator kan bære det, så kan vi også.



Ud af det blå
Og meget apropos ‘Ursa Minor’, så er det her, vi først bliver opmærksomme på, at ikke alt er som det skal være. Eller rettere, som det plejer at være. For vi bliver først trakteret med et bøffet riff og hårde trommer fra Jordan Elcess’ hånd (hænder?), hvorefter John Yelland kører sit indfølte show, med solid og næsten operatisk vokal.
Men så. Omkring to minutter og tyve sekunder sniger noget andet sig ind. Og det bliver større. Det “noget” er John Dolans bas. Og den skal herfra komme til at spille en større rolle end en basguitar måske nogensinde har gjort på en metalplade.
Næste nummer, den følgende ‘Ursa Major’ presser tungen længere ud i kinden, og vi begynder at kunne fornemme, at Judicator gør deres bedste for at holde masken. For hvad er det dog for elementer, vi kan fornemme i vores metalmusik? Hvad er det, der følger når Yelland synger “Life, falalalalife, endless life”? Er det bare pjat?
For nogle, særligt dem, der var unge i 70’erne eller 80’erne vil det måske være mere genkendeligt, men for os andre kan det være svært. Men nej, det er ikke pjat. Det er funk.
For Dolan spiller nemlig funkbas.
Og når vi når til ‘High Priestess’ – måske ser vi endda den fremragende video – bliver det umuligt ikke at lade et gigantisk smil brede sig på ansigtet. Hele vejen igennem har vi nydt godt af Dolans bas og Francisco Pérez’ synths, men nu rydder de to bordet og smider decideret funk ud over det hele. Der er en skøn tenor-saxofon og en trio af trompeter ganske kort inde og det hele bliver akkurat så glorious og fantastisk og underholdende, som det lyder. Det er intet mindre end en imponerende omgang kitsch, der burde rydde bordet i melodi grand prix, hvis der nogensinde var noget ordentligt der, og det er nærmest umuligt at holde hofterne i ro.



Hvad der kunne være en kompetent, men genkendelig power metal-plade bliver til endnu en genistreg fra Judicators hånd, og hvor ‘Let There Be Nothing’ var ekstremt alvorlig og bøllet, iklæder ‘The Majesty of Decay’ sig rigeligt med store flipper, store briller og kraftig brystbehåring og hviler hundrede procent i, hvor sjovt de har det med sig selv og hinanden. Og det er fantastisk. Ikke engang den ultracheesy Chicagoske saxofon på ‘Metamorphosis’ krydser over i latterligt, men holder sig til bare at være fed.

Judicator er noget nyt, men fortsat noget fremragende. Og vi synger med, med åben skjorte og knytnæver rettet mod himlen.

(Coveret ligner til gengæld noget, der er løgn. 0 sorte kasser for det.)

Menu