2018 bød på meget god musik, men ikke særlig meget, man for alvor kunne hidse sig op over.

Korrekturlæseren var også i 2018 mest høj på sig selv, Current 93 og Judas Priest. I den nævnte rækkefølge.

Året 2018 bliver husket for en god koncert i Los Angeles, en endnu bedre på Copenhell, god dødsmetal fra både ind- og udland samt skandinavisk black metal.

Heller ikke i det år, hvor Slayer annoncerede deres afgang, er der ved årets afslutning grund til at vende metal og hardcore ryggen endegyldigt, med mindre man er en virkelig trist rockmusiker, der lige har opdaget hiphop.

Redaktøren var svær at imponere i 2018, men han hoppede da med på Judas Priest-vognen, og gamle nisser som Sleep og Voivod scorede også højt på listen.

Det herrens år 2017 har overordnet set været en blandet landhandel, men musikalsk har det da i grunden ikke være helt håbløst. Overraskende nok.

For Pilgaard er årets bedste plader lavet af bands, der er vidt forskellige fra hinanden. Fra Body Count over dansk og dystert til svensk disco-rock. Årets sejeste koncerter var især med thrash-bands og norsk black metal.

Et år, hvor Tom Petty forlod os, et dansk band udgav et mesterværk blot for at trække stikket, og et andet dansk band får uventede klaps for deres ligegyldigheder. Et tilbageblik på et år med en sær blanding af Dog Eat Dog, Venom, W.A.S.P., Destruction og coverbands.

Krigsguden trippede i 2017 især over Metal Magic Festival, Slægt, Phrenelith og Weregoat, men Blondies comeback satte også godt gang i festen.

2017 har i manges øjne været et sløjt år, rent musikalsk. De gode metalskiver har ikke ligefrem hængt på træerne, og Danmark har fået sin første musical om Tommy og Rasmus Seebach. Heldigvis er der alligevel lidt mørke at se tilbage på, hvis ikke man kan få nok af det i den kolde juletid. 

2017 var et forbandet lorteår, der fulgte et andet forbandet lorteår. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Undergrunden flyder simpelthen over med negative, menneskefjendske og helt generelt skidegode skiver, på trods eller grund af verdens elendighed. 

2017 var præget af umanerligt mange middelmådige og decideret ligegyldige udgivelser. Nationalt såvel som internationalt. Det kan kun blive bedre i 2018.

Der var ualmindelig langt mellem snapsene i 2017. I et allerede formørket år forpassede de allerfleste bands chancen for at lyse op. Men med muligheden for udelukkende at plukke det bedste, danner der sig en liste med punk, indie og metalcore, der går mere end an for denne nye Devilution-anmelder.

2017 blev generelt et bedre metalår end frygtet. Det var måske lidt småt med de helt store nye og epokegørende begivenheder og udgivelser. Men alt i alt var det ikke så slemt som så mange andre år-

Villumsen har i 2017 nydt nye toner fra Slægt, Svart Crown og meget andet, mens Napalm Death på live-fronten gav den en fornøjelig tak mere, så det blev briterne, som stod for den bedste liveoplevelse i det forgangne år.

Det var et år, hvor de sejeste plader fik nitter og spikes til at vokse ud af ens jakke ved egen kraft. Hvis du ikke kan lide dem, kommer de plader og giver dig bank, makker.

En god blanding af 70'er-inspireret rock og black metal i forskellige afskygninger har udgjort det primære soundtrack til året for Devilutions dragejæger, mens den trve heavy metal fyldte alt for lidt. Alt i alt et skuffende år, der skal ties ihjel.

Metalmusikken blev vendt ryggen til fordel for det elektroniske i 2017. Det bærer årslisten præg af. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke blev udgivet god, klassisk tung tråd. 

I 2017 var der en del mere dødsmetal og black metal på anlægget sammenlignet med tidligere år. Det har været rart med lidt personlig genrefornyelse efter en del år, hvor især doom, prog, psych-rock og drone har fyldt mest.

Der gik viking i sydamerikaneren! 2017 blev året, hvor jeg opdagede, at hypen omkring Wardruna er velfortjent, og at Midgardsblot i Norge er verdens bedste festival. Desuden bød året på fantastiske koncertoplevelser, der gav uhyrlige problemer ved årslistetid.