Årsliste 2018 – Signe Andersen

Xenoblight er buldret frem i 2018, og det ses på det samlede resultat, der også indbefatter øvrige lækkerier fra den danske scene, gamle gensyn og en koncert til det hypnotisk sjældne 666.

Et år, der fløj af sted, så mange af de spændende udgivelser, der tikkede ind, måtte springes over, og kun det mest nødvendige fik spilletid. Det resterende rykker så til gengæld også rigeligt, og der er nok at tage fat på for 2018, der var et udmærket album-år.

Årets danske album:

1. Lifesick: ‘Swept In Black’ – Ingen grund til nærmere udredelser her. Det siger fuldstændig sig selv. Indspilningen er lige i skabet, aggressiviteten indtagende, og numrene godt skruet sammen. Køb det.



2. Alkymist: ‘Alkymist’ – En rivende og inderlig oplevelse at høre Detests gamle sanger udgyde eftertænksomme brøl over dvælende passager og iskolde lydflader leveret med stor energi og kompetence.

3. The Sledge: ‘On the Verge of Nothing’ – Her en fodstampende omgang legesyg retrorock med masser af potentiale og loose stemning.

4. Xenoblight: ‘Procreation’ – 'Procreation' er et glimrende debutalbum fra de blodtørstige jyder, der i 2018 har vist, at de er kommet til scenen for at tage over. Der er plads til udvikling, når den første nysgerrighed har lagt sig, men der er ingen tvivl om viljen og evnerne her.



5. Crocell: 'Relics' – Jysk, sort tungmetal, lige som det skal skæres. Tak for det!

Boblere: Hatesphere har med ‘Reduced to Flesh’ lavet en kødhakkerblanding, der ligger ganske fint til højrebenet. Men jeg ville gerne snart høre dem med en anden produktion. Lyden er ikke til at tage fejl af, men når Pepe & co. kan blive ved med at skrive så friske riffs, ville lidt støv og tyngde ikke være dårligt – om ikke andet så for fornyelsens skyld. Der er dog masser af guf på dette tiende album, og standarden er høj, som man kan forvente. Og så er der Parasights  'At Leve Som Hvis Der Var Et Håb'. På en eller anden måde har deres ‘Moral Recession’ fra 2012 indfundet sig på min iPod, og jeg har hørt ‘Fede Danske Svin’ blandt flere på alle mulige ufrivillige måder. Nu har de så været på banen igen, teksterne er fortsat holdt på dansk, håbløsheden er intakt, og jeg synes, de er blevet endnu mere gale i skralden. Det virker.

Årets internationale album:

1. Lucifericon: ‘Al-Khem-Me’ – Jamen, for fanden. Det er så hollandsk på Asphyx-måden og så alligevel (meget) hurtigere, hvilket ikke er nogen overraskelse i forhold til sammenligningen, på black metal-måden. Og så har de lavet årets bedste nummer. Så er det jo ikke så svært, selvom vi skal hen til pladens anden skæring, før ekstasen åbenbarer sig. 

2. Skinless: ‘Savagery’ – Manner, en brutal runde! Dette er albummet, der bliver ved med at give. Og hør så dette lille interlude. Så kan man satme få alt det bedste fra alle verdener. 



3. Dimmu Borgir: 'Eonian' – Det eneste, jeg kan blive enig med min knuselskelige kollega Kong Kent om vedrørende ‘Eonian’, er, at den deler vandene. Det er længe siden, jeg har været så forbundet med et album som med dette. Og jeg troede ikke engang, at jeg kunne lide symfonisk metal. (Nej, Søren Weiss og Anders Molin. Dette er ikke en udrakt lillefinger, der skal skam-absorberes).

4. Sulphur Aeon: 'The Scythe of Cosmic Chaos' – Hvad Villumsen sagde! Fordi han har ret, og fordi det rykker i løgposen. Hver eneste gennemlytning bliver bedre og bedre.

5. Tribulation: 'Down Below' – Uh, kunne de følge op på famøse 'Children of the Night'? Selvfølgelig kunne de det.

Boblere: LIKs 'Carnage' er præcis pøllet og generisk nok til mig, og den har bragt fornøjelse i løbet af året. Også The Vintage Caravan har charmeret sig ind med ‘Gateways’, selvom der gik lang tid fra det første indtryk, til den egentlige trang til at gentage lytningen opstod. Det har dog været det værd.  

Årets internationale hit:

Lucifericon: 'Sevenfold'



Bobler: The Sword lyder slet ikke som The Sword mere, men titelnummeret på deres 2018-udgivelse ‘Used Future’ hænger fast i hukommelsen urimeligt længe. Jeg kan li' det.

Årets danske hit:

Det bedste, mest lige-i-skabet nummer er Kräftbarns ‘Jeg Tænker Så Jeg Hader’ fra ‘Leben ist Krieg’, som er en smadrende hadsk satan, der kan tage pusten fra enhver, men da det ikke findes på Youtube, kan I få ‘Running Down the Mountain’ med The Sledge, som ubetinget er det nummer, jeg har hørt mest i år. Tænk roadtrip, lækker slæde i tophastighed i endeløst landskab mod den næste diner. Sådan lyder det her nummer. 



Årets genfundne klassiker:

Necrophobic: 'The Nocturnal Silence'



Årets fysiske udgivelse:

Dirt Forge-trommeslager Nicolai Lomholts mor.

Nomineringen føg over bordet på BETAs produktionskontor en lidt for tidlig morgen, da årsliste-kandidaterne skulle diskuteres, og denne (venligst kategoriseret af Betas booker og produktionsleder, Henning) får altså lov at stå så smukt og lige så prompte. som den blev leveret. 

Dog bør Søren Vangsgaards bog ‘Led Zeppelin – Danmark 1968-1970’ også fremhæves her.

Årets koncerter:

1. Sodom: Copenhell, Hades, 23-06-2018 – Min eneste koncert i år til 666. Tidspunktet var rigtigt, den ny konstellation frisk, og sætlisten intens. Nøj.

2. Roger Waters: Royal Arena, 11-08-2018 – På alle måder et show, der mættede sanserne og delte vandene. Waters blev skarpt kritiseret, om det så var hjemme fra sofaen eller blandt de fremmødte, for sine politiske protester, men i samspil med den imponerende lyskulisse og en velspillet koncert gik den rent ind.

3. Alkymist: KB18, 31-08-2018 – En overraskelse af de virkelig gode. En af de der aftener, hvor man ikke skulle have været af sted, men ankommer huhej lige som det hele starter, og så blev knoppen bare blæst af. En stærk oplevelse, jeg sent vil glemme. 

4. Maggot Heart: Stengade, 17-02-2018 – Netop det samme som ovenstående, uden den aggressive lydflade, men straight, vellydende rock, der tog fusen på mig. Afslappet stemning og masser af gas fra hele bandet. 

5. Xenoblight: 'Pumpehuset', 26-05-2018 – Xenoblight baskede alle de andre kombattanter af banen til Wacken Battle Finalen med så stor overbevisning, at der slet ikke var noget at diskutere.

Årets internationale navn:

Avicii – At skabe en karriere i en fart som de fleste metalbands kun kan drømme om og nå at proklamere sin pension for dernæst at dø i en alder af 28 er rockstar-attitude, hvor kun de få kan være med. 

Årets danske navn/solist:

Xenoblight 

Årets nye internationale navn:

Nej – fordi jeg som regel først opdager bands længe efter, de har debuteret.

Årets nye danske navn:

Xenoblight – fordi så seje er de! Det er gået stærkt på kort tid, og det er fortjent.

Årets comeback:

Pøwha. Det kan jo kun være Priest!

Det overså jeg i 2018:

Masser af ting og sager som sædvanligt. Blandt andet Suffering Hour, der debuterede med ‘In Passing Ascension’, og Hällas’ fine album ‘Excerpts From A Future Past’.

Årets optur:

At sidste års bøn om, at Kollapse godt måtte spænde hjelmen og komme tilbage på banen, er blevet hørt. Og at arbejdssituationen, der alt for længe har været noget rakkeri, har ført mig ud på produktionskontoret i Amager Bio, hvor jeg nu sidder og roder med præproduktion og igen skal til at afvikle koncerter, hvilket har været ubeskriveligt savnet. Så jeg glæder mig til at se nye som gamle venner og bekendte i vante omgivelser. Og få løn for det oveni.

Årets største skuffelse:

Det var kvalmende at se, hvordan talrige markedsføringsorganer gik i gang med at rive sig i fjederen, så snart Kim Larsen åndede ud. Eksemplerne skal ikke remses op her, men det mest grelle, jeg lige kan komme i tanke om, er Gaffa, der i deres shop – heldigt nok lige i timing til julesalget – reklamerede for gadedrengehatten, en efterligning af Larsens signatur-sixpence til den nette sum af 200 kr. Bvadr.

Dernæst at Prevail trak stikket. Jamen? Det var fedt nok, som det var, og så havde de lige fået Chronicles Jari Sielemann på trommer. Det var et kønt bryllup, syntes jeg nok, men det var så en kort fornøjelse. Stram op.

Jeg er også skuffet over, hvor lidt begejstret jeg er for Baests ‘Dance Macabre’. Den er virkelig hørt mange gange, og alt taler for, at den burde ligge højt på listen, men vi bliver ikke forelskede.

Største ønske for 2018:

Musikrelateret – Jeg venter stadig på det postkort fra Jimmy Page.

Verden generelt – Det der med, at skulle #bryde tabuet inden for snart sagt alt har ført til en uhørt mangel på fornemmelse for, hvad der egentlig hører sig til i privaten. At Lotte vil have dusk under armene, Line er bipolar og Henrik lider af vystopi, er ikke tabuer, der skal brydes, men snarere tabuer for dem selv. Jeg håber for dem og deres medlidende, at de i 2019 finder nogen at tale med/til, der gider at høre om det. Her er det underforstået, at det særligt gælder ekstremistiske fortalere for plantekost, der har haft nok taletid nu. Må hashtagget #pasdigselv skylle ind over de sociale medier som en tsunami.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

At arbejde. Efteruddannelsen er sat på pause, så jeg kan hellige mig koncertproduktionen, hvor der bliver rigeligt at se til i foråret. Men jeg har sjældent haft det så sjovt med noget, så det er skønt, og forhåbentlig hiver det kvantiteten af koncertoplevelser op også; det har sgu været for sløvt i år. 

Jeg håber også at kunne opleve Sodom live igen og forhåbentlig få et album på banen. Deres fluffer-ep 'Partisan' var et godt forspil!