Copenhell 2018: Ekstase i kørestol

Copenhell 2018: Ekstase i kørestol

Copenhellpublikummets tålmodighed blev presset til sidste bloddråbe med årets kongebooking, der var programsat til at lukke hele menageriet knap to timer efter midnat på festivalens sidste dag, hvor kun de færreste var vågne.

Kunstner
Dato
23-06-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
666

Sodom gæstede Danmark i 2010, hvor de spillede for blafrende tomme sale til Royal Metal Fest, hvor godt hundrede metaltrætte hoveder var mødt op for at se et band, der har dannet skole som få.

Det rokkede ikke ved, at Sodom var et attraktivt navn at få til Danmark, hvis tiden var rigtig, allerede da Copenhells program skulle fastlægges sidste sommer. 

‘Decision Day’ udkom i august 2016 og høstede fem sorte hagl ved samme lejlighed. Krediteret på albummet var både Bernd Kost (guitar) og Markus Freiwlad (trommer), men det var en stakket anerkendelse, for i januar 2018 fik de begge sparket til fordel for genkomsten af Sodoms tidligere guitarist Frank ‘Blackfire’ Gosdzik, der har medvirket på flere album, heriblandt det populære ‘Agent Orange’, samt Yorck Segatz (guitar), og tonsertilbagelænede trommeslager Husky (aka Stefan Hüskens fra Asphyx, Tormentor og Desaster blandt andre).

Hårdtslående forhammer
Som en kollega fuldstændig i overensstemmelse med sandheden påpegede efterfølgende, havde jeg kun én enkelt note fra koncerten: “Der bliver satme hamret søm i!”

Med nakken bøjet og håret dirrende som et epileptisk gardin som værn mod den etablerede verden, der uomtvisteligt ville banke på (men heldigvis først mandag morgen), tilbragte jeg lidt over en time foran Hades i musikalsk ekstase.

Den oprindelige overskrift var ‘undskyld, jeg var fuld’, men det passer faktisk ikke. Jeg var tværtimod temmelig høj på musik.

Tempoet løb indimellem fra Segatz og Angelripper, men tilsyneladende primært, fordi de havde travlt med at tømme magasinerne i hver deres instrumentalt fuldautomatiske maskinpistoler og med at bevare en flintrende intens kontakt med publikum gennem fem svedige kvarter.

For fire år siden så jeg Sodom for første gang på Sweden Rock Festival. Efter tre dage med klassisk rock blæste de mig fuldstændig omkuld, og jeg mindes den koncert med stor begejstring. Selvom kendskabet dengang var begrænset, er der siden kommet flere cd’er til, sågar en særlig fint signeret en, hvor ingen af de daværende medlemmer kunne stave mit navn. Men jeg hedder gerne både ‘Sit’ og ‘Sima’, hvis Sodom siger det. 

Sodom final

Det var af samme årsag også en bitter pille at sluge, da annonceringen om et omrokeret lineup blev sluppet, for Bernd Kost, Bernemann, har siden den eftermiddag i Sverige været et kært idol, og jeg var skeptisk over ikke at skulle opleve ham endnu engang. Men al frygt blev gjort til skamme i nattemørket foran Hades.

Dedikation på hjul
Som en håndgranat med splitten trukket buldrede Sodom i gang kl. 01.45 foran en mindre, men dedikeret skare, der ville have det sidste med fra Copenhell. 

Og ja, der blev hamret søm i. På scenen og foran den.

Kompositorisk og tekstmæssigt var vi ikke ude i stor poetisk kunst, understreget af numre som ‘The Saw Is the Law’ og ‘Blasphemer’. Sodom brugte snarere virkemidler, der rykkede, som kun thrash metal kan gøre det: Et rasende tempo, pumpende lilletrommeslag, maskingeværriffs, tunge b-stykker og omkvæd, man kunne brøle med på, om man har hørt dem før eller ej.

Koncerten peakede på sit fulde potentiale, da en fyr surfede på publikumsbølgen – i kørestol – henover hegnet til scenevagterne under det sidste nummer, ‘Bombenhagel’. Det siger omtrent alt, hvad der er at sige om dét.

Min første tanke søndag morgen handlede hverken om tømmermænd, udhulet festivaløkonomi eller sult, men var slet og ret: “Bombenhagel!”

Sodom efterlod mig tom for ord efter at have spillet i fem kvarter. Da jeg gik ud af helvedes porte kl. 3.30 den morgen, var jeg rørt og som renset og født på ny. Det er længe siden, en koncert har haft den effekt på mig, og der kommer til at gå lang tid, før det sker igen med samme styrke.

Karakteren er 666. For tempoet, agressiviteten, not giving a fuck og for nærværet, der fik Sodom og publikum til at smelte fuldstændig sammen under 75 minutters absolut dominans. Både tiden og stedet var helt rigtig.
Kulminationen var netop nu, og I, der var der, ved det. 

I andre må blot ærgre jer og håbe, at kræfterne bag Copenhell viser tænder og kalder tyskerne tilbage snarest muligt.