Et bedre indtryk end hidtil

Et bedre indtryk end hidtil

The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt 

Titel
Gateways
Dato
31-08-2018
Genre
Trackliste
1.Set Your Sights
2.The Way
3.Reflections
4.On The Run
5.All This Time
6.Hidden Streams
7.Reset
8.Nebula
9.Farewell
10. Tune Out
Karakter
3

The Vintage Caravan udgiver med 'Gateways' deres andet album på Nuclear Blast og i alt det fjerde i rækken, hvor ‘Voyage’ fra 2014 kedede bravt, og opfølgeren året efter, ‘Arrival’, hævede niveauet for firkanter med en enkelt, så to blev til tre, mens vores anmelder blev mindet om en masse bands, men aldrig helt fandt The Vintage Caravans egentlige intention.

Det kan ‘Gateways’ ændre en smule på, for her løfter bandet sig langt om længe op over den imiterede retrolyd og bliver nærværende i nutiden, mens opskriften samtidig er ganske genkendelig. 

‘Set Your Sights’ lægger ud med puffede trommer og en guitarlead, der er The Hellacopters værdig, ikke mindst grundet tamburinen, der også vender tilbage og charmerer på det deciderede hit ‘Reset’, og allerede nu afslører et allerede mere vågent band end tidligere.

The Vintage Caravan består imponerende nok kun af tre musikere, og langt henad vejen kan man godt snydes til at tro, at de er en guitarbåren trio. Numrene er overvejende bygget op omkring riffet og minder med deres popskårne opbygning i mange henseender –udover den tilfældige namedropping i pressematerialet som The Doors, Led Zeppelin, Black Sabbath m.fl. – om måden Dizzy Mizz Lizzy og Kuko De Kobra, for bare at nævne nogle få, skærer numre på. I denne sammenhæng fordi skelettet er en popskabelon forløst i fuzzet rocklyd.

Sangene er overvejende groovy og fint sammenhængende, mens enkelte, som ‘The Way’ og 'Nebula', bliver for tyndbenede og bumler ubemærket derudad uden de helt seje riffs. Tredje nummer, ‘Reflections’, leger med dynamikken, først i introen og dernæst for fuld hammer, og her er Dizzy-referencen tydelig, omend den nok ikke er tilsigtet.

Talrige små gode detaljer understøtter sangene uden at tage over, som eksempelvis andenstemmen og små figurer og fills på hhv. guitar og trommer, især på ‘All This Time’ der både har riffet, dynamikken og tilgængeligheden på én og samme tid.

Som ‘Gateways’ skrider frem, står det også klart, at bas og trommer er ligeværdige medspillere i det samlede indtryk. Snart træder bassen frem, snart fylder trommerne. Det giver et mere dynamisk udtryk for bandet.

Samlet set er ‘Gateways’ som helhed en mere stabil udgivelse end forgængerne det egentlige springbræt til at løfte projektet det aftgørende niveau op og ind i nysgerrigheden hos det mulige publikum. Det er nok også nu eller aldrig for de islandske ynglinge, for nu kan vi så småt fornemme, hvem de er, og hvad de egentlig gerne vil. Nu skal vi bare overbevises.