Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Står stadig stærkt

Updated
Sodom

Der er ingen træthed at spore hos 55-årige Tom Angelripper og det hold han har sat, efter den faste besætning blev skiftet ud i starten af året.

Kunstner
Titel
Partisan
Dato
23-12-2018
Genre
Trackliste
1. Partisan
2. Conflagration
3. Tired & Red (live at the Rock Hard Festival 2018)
Karakter
4

To skarpe skud og en elskelig klassiker i live-version er, hvad Sodom disker op med på ep’en ‘Partisan’, der er en smagsprøve på nok et fuldlængde album, som Tom Angelripper dog ikke vil sætte en konkret udgivelsesdato på. 

Den seneste, ‘Decision Day’, fik ellers pæne ord med på vejen, og var også en påmindelse om, at der ikke er nogen grund til at begynde at putte eksotiske krydderierl i en opskrift, der er god, som den er.

Angelripper var dog af en anden mening og skiftede omkring årsskiftet brat ud i lineup’et ved at give guitarist gennem tyve år, Bernd Kost, og trommeslager Markus ‘Makka’ Freiwald sparket og igen engagere Frank Blackfire på guitar, der i sin tid var med på Sodoms andet album ‘Persecution Mania’ og det efterfølgende ‘Agent Orange’, inden han forlod sin position for at figurere i Kreator.

Det temmelig ubeskrevne blad Yorck Segatz (eller “The Yorrrck”, som Angelripper siger fra scenekanten) gør sammen med Asphyx’ trommeslager Stefan Hüskens nu Sodom til en kvartet. 

Det var nu ellers noget af charmen, i koncertudgaven i hvert fald, at tre mand alene kunne servere så indtagende et stykke højtbelagt med pedal. 

Trods udskiftning i mandskabet er det nu ikke fordi ‘Partisan’ og ‘Conflagration’ bringer nogen form for revolution til den smalle ramme, som Sodom må siges at have opereret inden for, siden opstandelsen i 1981.

Det er riffing som vi kender det: Hurtigt, uden påtaget variation, blot enkelte velplacerede temposkift og sammenbindende b-stykker, som optakt til omkvæd, flertallet kan høvle med på under lystige kår.

Solo på rutinen

Trods Makka tæskede stabilt i skindet for Sodom i omegnen af otte år, er den mest fornøjelige tilførsel Stefan Hüskens, i Sodom-regi kaldet ‘Husky’, som ellers florerer under navnet Tormentor. Det uoriginale valg af alias til trods er hans smadrende spillestil modsvarende et mere seriøst bud, der tager et tungt greb om Onkel Toms bas og guitaristernes fræsen, hvor der i den ny konstellation er plads til både rivende guitarbund og solo på samme tid.

Det er omvendt ikke just lir, der bringer noget interessant til bordet, og det virker som rutineprægede indspark, der lige skal passe ind i en gammelkendt sangopbygning, der fordrer, at nu er det altså solotid.

‘Partisan’ lægger ud i et forventeligt energisk tempo med et simpelt riff, brudt op af en tungere rundgang, hvor det kommer til udtryk, at der er flere muligheder med to guitarister. Klassisk. Tysk. Thrash. Det samme føres videre i ‘Conflagration’ der indledningsvis nærmest går mere punk, end thrash, og blæser frisk til, mens Angelripper skeler til sortmetallens vokalbrug, og sidste halvdel i særdeleshed appellerer til en habil motioneren af nakken.

Angelrippers stemme understøtter på alle numre hans egen fortælling om et band med fornyet energi, hvad efter sigende var motivationen for udskiftningen af bandmedlemmer. 

‘Partisan’ er en frisk fornøjelse at lytte til, og rundes fint af med 'Agent Orange'-kendingen ‘Tired & Red’, der understreger, at Husky er sin stol værdig.

Det knap 22 minutter lange tyskerdrøn skal med al selvfølgelighed høres højt og har man investeret i den digitale udgave følger også bonusnummeret ‘One Step Over the Line (live)’ fra ‘92-albummet ‘Tapping the Vein’ med.