Årsliste 2019 – Adriana Zak

2019 blive husket med et ord: "yndlings". Black-yndlingsbandet Darkthrone udgav en fantastisk plade; jeg så et af mine yndlingsbands, Tribulation, live for næsten første gang; og jeg møde og fik gode snakke med en af mine yndlingskunstnere, Gaahl.

Endnu et år, endnu en grund til at elske black metal. Igen i år har den mørke genre sejret over dem alle, både på den danske såvel som den internationale albumfront, hvor mere alternative og eksperimenterende kunstnere dog også har efterladt stærke indtryk.

Årets danske album:

1. Vaabnet: 'Det Hellige Mod' – Interessante melodier, kompositioner og sammensætninger. Vaabnets umiddelbart sidste udgivelse er nysgerrig og udfordrende, uden at det på noget tidspunkt stikker af i retninger, der er uden for kontekst eller virker mærkelige eller forcerede. For selvom man ikke nødvendigvis havde tænkt, at råt black metal kunne gå hånd i hånd med elementer, der er hentet fra både dungeon synth og blackgaze, er det netop det, albummet blandt andet eksperimenterer med. Derudover er kontrasten mellem aggressivitet og melankoli svært fascinerende og noget, flere bands burde forsøge sig med.



2. Gabestok: 'Tre' – Dødspunket, råt, sort og fandens indebrændt! Gabestoks officielle debut er intet mindre end et perfekt soundtrack til og fra lange og utaknemmelige hverdage med perler som ‘Du får først fred den dag du dør’ og ‘Værre end sidst’, der giver en et mentalt og lettere ironisk hvilerum i ens ellers trælse liv. Derudover er duoens æstetiske udtryk – visuelt såvel som auditivt – svært fascinerende og til stede i de helt rigtige mængder, på de helt rigtige steder.



3. Heilung: 'Futha' – Den længeventede studietoer fra den danske/norske/tyske trio er på ingen måder en skuffelse, hvis helt store force er de nøje gennemarbejdede vokalarrangementer og insisterende trommerytmer. Det eksperimenterende folk er på sit højeste og rummer både smukke ballader og trippede urtidsmelodier, som hele vejen igennem har en nordisk vildskab og mystik i sig, der gør det spændende og afvekslende at lytte til.



4. Blot & Bod: 'Ormekongens Argelist' – Lige i fjæset-aggressioner, der både manifesterer sig gennem maniske vokaler, kaotiske riffs og lynhurtige trommer. Galskaben vil ingen ende tage!

5. Orm: 'Ir' – To sange, et album. Det er et koncept, man kan forholde sig til, hvor mytologi, eksistentielle spørgsmål og store følelser går hånd i hånd i et konstant udviklende musikalsk landskab med fodfæste i atmosfærisk black metal. ‘Ir’ er ikke bare et album, men et decideret værk.

Årets internationale album:

1. Darkthrone: 'Old Star' – Endelig kom der et nyt Darkthrone-album, jeg kan kalde mig selv fan af. Duoens 2019-udgivelse både svinger og hitter og behøver egentlig ikke andre ord med på vejen, end at det er pissehamrende fedt!

2. Lingua Ignota: 'Caligula' – Det er med god grund, at den californiske multiinstrumentalist har taget internettet og internationale nichemedier med storm. Kristin Hayter tager eksperimenterende musik til nye kunstneriske højder, hvor ekstremer, sublimitet og en fandens stærk personlighed afføder et værk, der danner dagsorden for næste årtis alternative udgivelser og emmer af girlpower.

3. Mgła: 'Age of Excuse' – Der er ikke så meget pis, når det kommer til de bitre polakker, og det er dejligt befriende! Stilen er, som den plejer: pissed off og solid uden plads til svaghed eller fjol. Vil man have nuancer i det ellers monotone udtryk, må man lytte sig frem til det hav af detaljer, der ligger gemt mellem lagene. Det er en god måde at udfordre lytteren på.



4. Gaahls Wyrd: 'GastiR – Ghosts Invited' – Gaahls nyeste projekt tog tid at vænne sig til, da det til at starte med ikke indfriede de forventninger, man havde til en udgivelse fra en af Norges mest prominente black metal-skikkelser, men det er egentlig nok for det bedr. For ud fra sine egne præmisser bidrager pladen til, hvad nordisk sortmetal også kan være og rumme i disse moderne tider. Derudover er det værd at nævne, at Gaahls vokalpræstation er imponerende alsidig og mesterlig.

5. Chelsea Wolfe: 'Birth of Violence' – Mørkets fyrstinde i nye klæder. Der er skruet op for den akustiske guitar og ned for de dominerende, dystre industrialelementer, man har været vant til fra tidligere plader. I starten var det en ærgerlig kamel at sluge, men efter at have givet Chelsea Wolfes nye nedbarberede udtryk et par chancer, har albummet for alvor vokset på mig – for selvom dysterheden ikke er at finde i det musikalske, er den i høj grad til at finde i teksterne.



Årets internationale hit:

Darkthrone: 'I Muffle Your Inner Choir' – Uanset om man er fuld og vandrer rundt i nattens mørke timer, lige stået op klokken lidt i fem om morgenen, eller man bare har en satans grå dag, er åbningsnummeret på den norske duos seneste album altid ubegribeligt opløftende, energigivende og festligt. Fra start til slut har man lyst til at have en knytnæve i vejret, hovedet foroverbøjet, håret headbangende til den stædige rytme, der fører en frem til seks korte minutter i black metal-himlen. Sangen starter lige på og hårdt, Fenriz’ trommer ligger godt fremme i den i øvrigt fremragende produktion, og Nocturno Cultos stemme er sprød som kulsort, forbrændt hvedetoastbrød. What’s not to love?!



Årets danske hit:

Katla: 'Satan' – Riffet i Katlas debuthit er et af de bedst skrevne og mest ørehængende, jeg har hørt i lang tid. Nummeret er simpelt, tungt og catchy, og så har det en satans god titel. Fra første lyt, som var til bandets ep-release på Lygtens Kro i starten af året, var jeg ikke i tvivl om, at trioen nok skulle blive til noget. Jeg fik ret.



Årets genfundne klassiker:

Darkthone: 'Under A Funeral Moon' – Nu har denne klassiker ikke “været væk” og er per definition derfor heller ikke genfundet, men den har da fået et lyt eller ti mere end andre guldkorn fra den sorte norske æra.

Årets fysiske udgivelse:

Findes ikke i den unge Devilution-skribents hybel på Frederiksberg, hvor vinylerne kun hænger på væggene og ikke bliver spillet. Fy for fanden!

Årets koncerter:

1. Tribulation: Forum, 25-11-2019 – Egentlig er sært valg af årets bedste koncert, men valget er emotionelt baseret; det har simpelthen været den koncert, der har betydet mest for mig i 2019. Jeg har kun haft fornøjelsen af at se Tribulation live en gang tidligere, i Malmø for nogle år tilbage, inden jeg overhovedet hørte deres plader. Det ændrede sig dog sidste år, og sidenhen har den gotiske svenskerkvartet ligget højt på listen over yndlingsbands. Derfor var det med følelserne uden på tøjet og glædestårer i øjnene, at jeg overværede deres i øvrigt fantastiske performance, da de varmede op for og overgik Ghost i slut-november.

2. UADA: Copenhell, 22-06-2019 – Det var midt om natten, jeg var beruset oven på en veloverstået fødselsdag på betonfestivalen, og sort- og undergrundsmetallen var en mangelvare på programmet. Det var en perfekt kombination!

3. Tool: Copenhell, 20-06-2019 – Scenariet minder lidt om min oplevelse med Tribulation; første gang, jeg så Tool, var på Roskilde Festival i midt-00’erne, inden jeg dykkede ned i deres musik. Det ændrede sig drastisk efter koncerten, og så er over et årti altså lang tid at gå rundt og vente på at se et band live igen. Med drinks i hånden stod jeg, min lillesøster og en af hendes gode venner mast i forreste pit tryllebundet af Tool, der i den grad gav en koncert, der var værd at vente over et årti på.

4. Vaal: Vort Fatum, 16-03-2019 – Hollandske Vaal blev ikke kun et af højdepunkterne under jomfruudgaven af Vort Fatum-festivalen på Mayhem, men også en af årets mest intense koncertoplevelser, der emmede af ægte undergrundsstemning, når det er bedst! Der var kamp om pladserne på forreste række, headbangende hår over det hele, knyttede næver i vejret, stearinlys, der næsten brændte mit kamera af, og ikke mindst en frontmand, hvis nittearmbåndspåklædte arme klamrede sig fast til mikrofonstativet, der til tider blev brugt som et imaginært sværd. Med andre ord var det pissesejt.

5. Solbrud: Brønshøj Vandtårn, 23-11-2019 – Det er lige før, at jeg fristes til at sige, at de traditionen tro har gjort det igen. Sidste år spillede de i en københavnsk kirke, i år i et vandtårn. Hvorfor flere danske bands ikke søger alternative koncertsteder, er mig stadig en gåde, men det er forfriskende at se, at Solbrud endnu en gang tænker ud af boksen. Tårnets rå betonsøjler og kolde rammer var en perfekt setting til bandets atmosfæriske musik, der med hjælp af lokalets udfordrende akustik blev taget til nye højder.

Årets internationale navn:

Lingua Ignota – Den alternative musikscene har manglet en stærk kvindefigur til at skubbe grænser og sætte en dagsorden. Det har Kristin Hayter i den grad gjort med sin stærke personlighed og kunstneriske vision.



Årets danske navn:

Katla – Nogle vil måske mene, at trioen hører under kategorien af nye danske navne, men når man på under et år har opnået og etableret sig så meget, som Katla har gjort, virker det ikke rimeligt. Med deres tunge og fængende doom om drager og Satan er bandet på under et år gået fra at være et ukendt navn med meget få liveshows i bagagen til at have spillet på Wacken og være centrum for meget snak i den danske metalscene. Det er de færreste bands, der kan prale af noget lignende.

Årets nye internationale navn:

Gaahls Wyrd – I teorien har projektet eksisteret i et par år, men når debutudgivelsen udkom i år, må det stadig tælle. Uanset hvad er det en fornøjelse at se Kristian Espedal i en ny kontekst, hvor han kan bruge sine vokalkundskaber til fulde.



Årets nye danske navn:

Discipel – Mayhem-bandet har taget det seje fra 80’erne og gjort det lidt mere black. De gav en intens koncert som opvarmning til Goat Semen i Underwerket tilbage i oktober og gør det sikkert igen til næste års Metal Magic.

Årets comeback:

Tool – Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har givet ‘Fear Inoculum’ nok opmærksomhed, da jeg ikke har haft ordentligt tid til at sætte mig ind i det – for det kræver og fortjener enhver Tool-plade for at folde sig helt ud – men for fanden, hvor er det bare dejligt at have bandet tilbage igen.

Det overså jeg i 2018:

Tilsyneladende intet. Det skyldes dog højst sandsynligt ikke, at jeg har ret, men nærmere min dårlige hukommelse.

Årets optur:

At se Tribulation live, og at den danske undergrundsscene endelig har fået og stadig får nogle nye, solide og stærke navne. Vi gider ikke mere ligegyldig metal!

Nå ja, og så at støde ind i selveste Gaahl til Ghost i Forum. Flink og sympatisk mand, gode snakke og endnu bedre håndtryk og klap på skulderen.

Årets største skuffelse:

Foruden sidste sæson af Game of Thrones må det være, at jeg er taget til så få koncerter. Voksenlivet og meget tidlige mødetider giver ikke just overskud, men langsom tilvænning vender forhåbentlig om på tingene. Derudover har jeg efter deres koncert i Forum og seneste to singler indset, at Ghost ikke længere er så seje, som de engang var – livet som stadionrockstjerner har ikke gjort noget godt for de sataniske poprockere.

Største ønske for 2020:

Den realistiske – At danske (og helst københavnske …) spillestedsbookere får øjnene op for Tribulation. Det danske koncertpublikum fortjener at se bandet i intime rammer, hvor jeg desuden er sikker på, at de vil kunne udfolde sig til fulde.
 
Den mindre realistiske – Derudover kunne det være rart, hvis koncertgæster kunne være mere hensynsfulde. Når musikken er i gang, tier man altså stille eller snakker meget afdæmpet, og især hvis kunstneren er i gang med at spille et stille nummer. Og så må meget høje mennesker gerne lade være med at stille sig blandt de forreste rækker – det er ikke jeres baghoveder, vi tager til koncert for at se. Og nej, det er ikke for at lyde som en sur (og lav …) gammel dame, men det har aldrig skadet nogen at have situationsfornemmelse eller tage hensyn til sine omgivelser.
 
Den komplet urealistiske – At Darkthrone spiller live.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

At vende tilbage til Midgardsblot, som jeg håber forbliver verdens bedste festival efter andet besøg. Og så håber jeg også inderligt, at det ikke bliver den eneste udenlandske festival, jeg tager til næste år.