En tid til ikke at undskylde

mgla

Når black metal bliver mainstream, kolliderer den med en offentlighed, der ikke nødvendigvis forstår dens koder. Og så ruller nazianklagerne igen. Dem addresserer Mgła med vekslende held på ’Age of Excuse’, men det er så også det eneste nye.

Kunstner
Titel
Age of Excuse
Dato
02-09-2019
Trackliste
1. Age of Excuse I 07:29
2. Age of Excuse II 06:57
3. Age of Excuse III 06:16
4. Age of Excuse IV 05:36
5. Age of Excuse V 07:00
6. Age of Excuse VI 09:06
Forfatter
Karakter
4

 Når black metal krydser over i mainstream, kolliderer den med en offentlighed, der ikke nødvendigvis forstår dens koder. Og så ruller nazianklagerne igen.

Det er fire år siden, det polske black metal-band Mgła med ’Exercises in Futility’ fik et gennembrud, der løftede dem ud fra black metallens undergrund til at få masser af omtale og hype uden for undergrunden. Hvad der burde være en succeshistorie, blev dog også til uønsket opmærksomhed om Mgłas fortid.

Fortid og samarbejdspartnere
For Mgła blev rundt omkring på internettet anklaget for nazisme, hvad der førte til aflyste koncerter i Tyskland. Anklagerne skyldtes dels bagmanden M.s fortid i power electronics-projektet Leichenhalle, dels deres samarbejde med finnen Mikko Aspa, der driver Northern Heritage, det selskab, der udgiver Mgła, og som er kendt fra bands som Deathspell Omega og Clandestine Blaze, som Mgłas medlemmer har ageret livemusikere for.

Leichenhalle udgav nogle kassettebånd omkring årtusindeskiftet, som var eksplicit antisemitiske. Hvor meget der var ment provokatorisk er svært at sige – power electronics-genren er notorisk ekstremismedyrkende og en studie i ubehag, uden at det nødvendigvis er ment som andet end provokationer, der har til formål at være lige så ubehagelige, som musikken er det.

Og Aspa har aldrig lagt skjul på, at hans verdenssyn er ekstremt og racistisk, ligesom han har en tendens til at samarbejde med nazister. Men i undergrunden betragtes han også som en mand med en vis integritet og som en, der følger sin egen ethos. Her er man mere ligeglad med, hvad man mener, så længe man i øvrigt er kompromisløs. Og Aspa har da også mange kontakter i eksperimenterende musikmiljøer.

Undergrund vs. mainstream
Det er med andre ord ikke Mgłas egne tekster, de har været under anklage for, men en fortid, der ligger 15-20 år tilbage, og deres samarbejde med Aspa. I sig selv er det en interessant sag, der peger på et skisma mellem undergrunden og mainstream: I dele af undergrunden er man temmelig ligeglad med, om man samarbejder med nazister eller næsten-nazister (ligesom man i øvrigt ikke har noget imod at samarbejde med venstreorienterede, med socialister, med apolitiske personer), men lader personlige kontakter og undergrundstroværdighed være det styrende for eventuelle samarbejder. Og man sætter man en ære i at være ligeglad med omverdenens normer. Her er credoet, at man fint kan samarbejde med folk og lytte til bands, man ikke deler holdninger med – at man kun er ansvarlig for sine egne holdninger, men at loyalitet over for samarbejdspartnere er vigtigere end accept fra folk uden for undergrunden.

Det giver naturligt nok gnidninger, når denne mentalitet støder sammen med andre opfattelser uden for undergrunden og subkulturen: For hvis man ikke er nazist selv, hvorfor så samarbejde med nogen, der er tæt på at være det? Subkulturelle normer ser ikke altid logiske ud uden for subkulturen. Hvortil man i undergrunden svarer, at andre da bare skal blande sig udenom, for det handler overhovedet ikke om accept fra omverdenen i første omgang. Og hvorfor egentlig forlange, at man skal kunne stå inde for kunstneres politiske synspunkter? Og hvorfor hele tiden skulle tage afstand fra noget, man ikke selv mener, man er?

Tilfældet Mgła fulgte den drejebog, der efterhånden er for den slags kontroverser: Et par aflyste koncerter, en afvisning af anklagerne (ikke en undskyldning, for så indikerer man, at der kunne være noget om det), at fortsætte samarbejdet med Aspa og i øvrigt give en koncert i Israel senere i oktober, ligesom nazianklagede neofolkgrupper som Death in June og Der Blutharsch har gjort det. Og så fortsætte ufortrødent. Det forløb er der en vis forudsigelighed over, for det har man set så mange gange før. Den almene metallytter går formentlig mest op i musikken (så længe et band ikke er eksplicit racistisk) og forventer ikke ideologisk samklang med musikerne bag.

Intet nyt under solen
Forudsigelighed er der også over Mgłas musik på ‘Age of Excuse’. Vi er stadig i et relativt melodisk og rent andenbølgeblack-territorium. Der er ikke grumset undergrundslyd, men der er masser af kulde i riffene, og M.s skrig hører til genrens mest ekspressive. Og trommeslager Darksides trommespil er som vanligt teknisk og interessant og bryder med guitarfladerne på overraskende måder. Der er en vist majestæt og storladenhed over Mgła, samtidig med at det hele virker mejslet i granit.

Sammenlignet med forgængeren er numrene noget længere og er lidt mindre umiddelbart tilgængelige og catchy, men variationerne er små. Mgła har nu heller aldrig handlet om fornyelse – bandets raison d’être er ikke at forny genren, men at udfylde den så perfekt som muligt. Det gør de også på ’Age of Excuse’, der dog hverken når niveauet fra ’With Hearts Towards None’ eller ‘Exercises in Futility’’. Men stadigvæk er langt over gennemsnittet for genren. Hvis alle bands kunne levere på så konsekvent et højt niveau som Mgła, så havde metallen det markant bedre.

Teksterne fraviger dog nihilismen fra forgængeren, og det er vanskeligt ikke at se dem og albummets titel som et svar på tiltale. På ‘Age of Excuse III’ lyder det:

Herostrates for the modern day
High on good conscience
A noblest of sufferers
On disinformation highway

Det gør ikke noget decideret godt for teksterne med det trætte ordspil om en “disinformation highway”, og det kommer til at klinge hult, at Mgła både vil være højt hævet over den slags debatter og samtidig føler sig kaldet til at kæmpe mod keyboardkrigerne. Vil man være hævet over den slags, så har man også bare at være det, og den stoiske nihilisme, bandet ellers står for, bliver også banaliseret af den slags debatindlægstekster.

Et egentligt budskab, hvis man kan tale om det, finder man på albummets fjerde sang:

Acknowledge healthy confusion, the dirt behind the reverie
Unearth madness and probe into the absurd
Deconstruct with no promise of a restore pattern
And become free through the truth of the prelest prophets

Mgła synes først og fremmest ikke at ville sættes i bås eller placeres i en ideologi. Og her bliver det tydeligt, at genren ikke handler om at leve op til andres moral eller at være politisk i selv; måske handler det snarere om et spring væk fra moral og ud i kaos. Black metal har også en neo-romantisk kerne.

Og Mgła er black metal, ikke et politisk parti. Men de er i det i en genre, hvor musik og politisk ekstremisme har det med at flyde sammen. Når det sker, er det sjældent ret kønt. Det er heller ikke meningen, at det skal være det, snarere skal det måske være selvmodsigende og kaotisk. Spørgsmålet er, om det er decideret skadeligt. Mgła vælger at fortsætte i samme spor som tidligere. For deres skyld kan alle, der har et problem med dem, sådan set bare vælge at fucke af. Og hvis de ikke kan det, fordi musikken er for dragende, som den vitterlig er, må man tage hele pakken. Med alle dens indbyggede modsætninger og uklarheder og tvivlsomme bekendtskaber og moralsk ubehag. Det lader til, at mange er villige til det. For nylig kunne bandet fortælle, at ‘Age of Excuse’ på fire dage har solgt flere cd’er(!), end ‘Exercises in Futility’ gjorde på fire år.