Frosttårnets resonans

Solbrud Brønshøj Vandtårn 01

Klaprende tænder, mørke og dysterhed i et vandtårn i Brønshøj. Selvom kulden og frygten for frostdøden indtraf, blev aftenen i selskab med Solbrud en aften, de fremmødte aldrig vil glemme.

Kunstner
Dato
23-11-2019
Fotograf
Adriana Zak
Karakter
5

Fordi Københavns Kommune nægter at erkende, at sporvogne faktisk var en effektiv måde at komme frem og tilbage mellem de ydre beboelser og metropolen, skal man sætte sig ind i Nordeuropas travleste buslinje, et sandt mareridt, toget med hjul, den infamøse 5C for at komme til f.eks. Brønshøj fra indre by. Dette, i selskab med opkastkandiderende generation Z’ere og deres ikkeeksisterende sans for andre mennesker og situationen i en proppet bus, er starten på oplevelsen af aftenens koncert.

Hvorfor skal man overhovedet tage til Brønshøj, hvis ikke man bor der? Jo, det skal man, fordi i Brønshøj er der et vandtårn med en ekkotid på 13-15 sekunder og en helt unik akustik. Det er her, Solbrud inviterer til koncert med fine tiki-fakler og en rød løber ude foran. Der manglede bare en grill, tre mænd, der diskuterede noget ligegyldigt, samt et fadølsanlæg, og man ville ikke vide, om man var hjemme på Djursland eller på Brøndby Stadion. Dette skal ikke læses som kritik eller latterliggørelse af det atmosfæriske, men netop en cadeau til arrangørerne for at gøre noget uvant, her et vandtårn, lidt mere hjemligt.

Det viser sig også at være et gennemgående tema, når man går rundt i tårnet, hen til den ambulante bar samt merchbod eller over i de mørke kroge. Det hele er uvant og naturligvis ikke det klassiske venue-setup, men der er en stemning og en ro blandt de fremmødte. Her skal ske noget, vi er fælles om. Vi er her alle af den samme årsag, og vi fryser alle sammen lige meget. 

Frostkongen
Der har altid hersket en mystik over Solbrud. Ole Luk skriver fortællende tekster, man kan tolke på forskellige måder eller blot lade dem forblive fortællinger. Bandet optræder typisk i modlys og er yderst tavse mellem numrene, hvis der altså overhovedet opstår mellemrum. Mange er draget af mystikken i black metal, og det giver også en særlig fasttømret idolisering af musikerne i genren, simpelthen fordi man rent fysisk aldrig rigtig ser eller hører dem før, under eller efter koncerter.

Om det skyldtes en generelt eksisterende misantropi i miljøet, om det er, fordi black metal-kunstnere er introverte, eller fordi de ganske simpelt er nogle straight-up arrogante idioter, er svært at sige. Solbrud gør sig atter specielle her, da ovennævnte sangskriver og ‘frontfigur’ Ole Luk selv står og sælger merch helt op til 30 sekunder før showstart. Igen, her skal ske noget, vi er fælles om.

Nummeret ’Øde Lagt’ åbner ekkokammeret i aften, og man glemmer hurtigt, at man stod og frøs. Uden videre dikkedarer går vi direkte til ‘Skyggeriget’. Sangene er blevet omskrevet til at passe ekkoet, og selvom man ønsker at høre de versioner, man trygt kender, er det også forfriskende at få varieret lidt i kartoteket.

Med en introversion af ‘Skyggeriget’ bevæger vi os over i ‘Menneskeværk’ og ‘Sortedøden’. Folk havde på forhånd fået en pæn replik om, at de helst skulle være stille under numrene og skift samt de lavere passager, da showet bliver filmet og optaget. Det respekteres, og der hverken klappes eller hujes. Endnu. Man kan håbe, at temperaturen gør, at indtaget af kolde bajere ikke er heftigt nok til, at bestemte karakterer begynder at råbe op om Slayer-sange, remoulade eller noget med ølbilletter.

Stilhed, tak
Det viser sig ikke at være tilfældet, og under en stadig unavngivet sang og ‘Besat Af Mørke’ bliver der både snakket og hujet mellem numrene, åbnet dåser og piftet. Det sker naturligvis også efter, Solbrud er færdige med showet, men da det er tydeligt, at de vil spille et ekstranummer, går der en del tid, før folk forstår at tie stille igen. Der bliver atter tunet ind på stemningen, og ‘Dødemandsbjerget’ bliver spillet afslutningsvis, og fuldstændig som alle de andre sange, vi er blevet præsenteret for i aften, er den drømmende, poetisk, øjenlukkende og et pragteksemplar på gedigen black metal.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Solbrud formår at bevæge sig i undergrunden af overgrunden, og de er både mystiske og sympatiske, farlige og trygge. Det kræver meget arbejde og energi at få et vandtårn til at agere spillested og få et komplet udsolgt arrangement til at forløbe gnidningsfrit, så her også en stor tak til de frivillige og alle, der hjalp til for at gøre det nemt at navigere. Det glæder denne anmelder at kunne tage til arrangementer uden stageproductions til millioner, overfyldte sale og  metalgiganter, der spiller deres seksoghalvtredsindstyvende show på en tre års lang tour, og stadig blive forbløffet og fuldstændig blæst bagover. Det krævede blot et vandtårn i Brønshøj og Solbrud.

Magien hersker lige nu i den danske scene. Lad os alle dyrke og bevare det. I aften skete her nemlig noget, vi var fælles om.