Årsliste 2019 – Anders Molin

FB_IMG_1569001687950
57539_riot_city_burn_the_night_cd_napalm_records
Enforcer
81JHCNPMK2L._SL1500_
Devil Master
911OAzcWTjL._SL1500_
Den_Zambiske_Maske_frontcover_FB

Dragejægeren ser mastodonterne uddø, men bemærker også, at der er håb for den traditionelle del af metalgenren.

Fotograf
Claus Ljørring
Forfatter

Det er knap to måneder, siden dragejæger Anders Molin afbrød korrespondancen med Devilution for i en længere stund at fordybe sig i andre former for eskapisme end episk heltemetal, men selvom fantasy-genrerne nu udforskes med selv at forfatte skønlitteratur, så er det alligevel blevet til en opsummering af året, der gik, set med en klassisk heavyfans øjne.

Årets danske album:

1. Baest: 'Venenum' Dødsmetal rammer mig meget sjældent, men det er årets mest omtalte album, fordi Baest bedre end nogen forstår at vise verden, at de findes. Og fordi kvaliteten af musikken faktisk kan leve op til hypen. De gør alting rigtigt, og alle bør skele lidt til dem (undtagen Hexis).

2. Metroen: 'Cityringen' – Den spinner rundt oftere og bedre end de fleste vinyler. Jeg elsker det. Særligt Kongens Nytorv Station, hvor undergrunden dufter en smule af rigtig storby.

3. Pretty Maids: 'Undress Your Madness' – Det her skal sende gode vibrationer i retning af en kræftsyg Ronnie Atkins, for uden Horsens' største bidrag til danmarkshistorien siden Vitus Bering ville jeg aldrig været endt som heavy metal-dyrkende tosse. Pladen er fin, og jeg vil ikke være i en verden uden Pretty Maids.

Boblere: Pectoras debut fungerer rigtig godt. Jeg mangler dog stadig de sidste 10 % melodi og en lige så stor del fandenivoldskhed, før jeg er helt tilfreds. I skal ud at slås med en drage! Aphyxion har fuldbyrdet skiftet til fra dødsmetal til noget melodisk tæt på metalcore, og det er der intet galt i – nu skal personligheden bare på plads. Demon Head gjorde også noget helt rigtigt. 

Årets internationale album:

1. Enforcer: 'Zenith' Den er lidt mere poleret og lidt mindre trve end forgængeren, 'From Beyond', men melodierne er større, og sangene bedre.

2. Riot City: 'Burn the Night' –  Dem her opdagede jeg i sidste sekund. Det er overbevisende tidsrejse-musik, der burde have haft 30-årsjubilæum lige om lidt, hvis altså ikke bandet havde valgt først at skrive albummet i vores tid. Læs eventuelt korrektur-diktator Mads' begrundelse for, hvorfor du bør elske det eller vende om i foyeren til heavy metals hellige haller.



3. Devil Master: 'Satan Spits on Children of Light' Jeg gider ikke forklare det her. Den fik fem stjerner, og alt er noget med Satan. Hvis man ikke forstår storheden i sådan noget, læser man om den forkerte genre.

4. Devin Townsend: 'EmpathDet virker ikke sandsynligt, at Devin Townsend har evnerne til at fejle, endsige lave noget, der er i nærheden af middelmådigt. Jeg bliver aldrig fan af det her album grundet skizofrenien, men genialt er det stadig i al sit skingrende vanvid.

5. Hammerfall: 'Dominion' Jeg lyver. Men jeg skulle lige gribe muligheden for at fremhæve min geniale anmeldelse af et band, der på magisk vis forstår at udgive det præcis samme album flere gange i træk. Flere bands bør læse med her og enten udvikle sig eller dø.

Også Abbath morede mig, og måske er han selv lidt af joke med en god selvindsigt, men musikken har kvaliteter.

Årets internationale hit:

Ghost: 'Kiss the Go-Goat' –
Den mest catchy sang, jeg hørte i 2019, må også være årets hit. Tobias Forge får ros længere nede, men jeg synes alligevel, det er på sin plads at fremhæve alsidigheden i hans udtryk, som her bliver til denne rene kærlighed til 70'er-rocken.



Årets danske hit:

Aphyxion: 'Void' –
Det her er mere for at få videoen med. Den er ambitiøs på et niveau, der får alt andet dansk til at fremstå umådeligt amatøragtigt. Jeg vil gerne se en serie, der foregår i dette science fiction-univers (værsgo, HBO – den er jeres).



Årets genfundne klassiker:

Jean Michael-Jarre: 'Oxygen 7-13' –
Engang var jeg glad for syntheziser-musik. I år har jeg genoplivet min glæde, og så dukkede denne fine sag igen op på playlister.

Årets fysiske udgivelse:

Valhalla – Den Samlede Saga 1-5 –
 7-årige William var på hele vejen, og 3-årige Silja sov trygt, mens jeg oplæste og genlæste et af de vigtigste litterære danske værker.

Årets koncerter:

1. Tribulation: Forum, 25-11-2019 Jeg hylder den ægte mystik, de gode sange og det androgyne sexede udtryk.

2. Ghost: Forum, 25-11-2019
Engang ægte mystik ligesom Tribulation, men nu et musicalstykke. Altså sådan noget med replikker, roller, scenografi, udklædning. Hvilket alt sammen kan være et ligegyldigt udtryk for et band, hvis ikke musikken har kvalitet – men Tobias Forge kan levere hele pakken. Han er snart i svensk sangskriver-allsvenskan sammen med Bjørn, Benny, Gessle og Max Martin.

3. King Diamond: KB-Hallen, 10-08-2019 
King Diamond vendte for alvor hjem, for i modsætning til koncerterne på Copenhell var det kun de indviede, som var dukket op. Det mærkede Kim, og han var i et forrygende humør foran et velspillende og vellydende band og en flot arrangeret scene. Næste gang vil vi have flere numre og mere nyt!

4. Queensrÿche: Pumpehuset, 26-10-2019 –
Det startede lidt sløjt, men langsomt fik Todd La Torre sunget sig varm, så man aldrig savnede flødebollen Geoff Tate, og alene det, at jeg ikke fik lyst til at gå i baren under balladen, siger alt om, hvor godt det endte.

5. Electric Hellride: Beta, Copenhagen Metal Fest, 20-09-2019
Ja, mit eget band. Men man skal huske at bringe sig selv i centrum, og det her var en af de virkeligt gode aftener med et meget energisk publikum. Anmelderen var enig, og Copenhagen Metal Fest var som helhed en succes. 

Boblere: Baest på Copenhell var den bedste stadionkoncert fra et dansk band i mange år, og jeg var glad for at se, hvordan The Hellacopters i Store Vega stadig formår at få garagerock til at lyde ungdommeligt tyve år efter seneste relevans.

Årets internationale navn:

Volbeat – Jeg stod af efter album nummer to, men en stor del af verden hænger ved, så jeg synes ikke rigtig, min holdning ændrer ved den status. Godt kæmpet – jeg savner Dominus.



Årets danske navn:

Baest – Det navn står over det hele i dette kongerige, så det giver næsten sig selv. Jeg savner dog, at det personlige udtryk på scenen også gør sig gældende i musikken, hvor kvaliteten er der, men noget helt usædvanligt og banebrydende altså stadig glimrer ved sit fravær. Det er nu, at I skal skrive albummet, der genføder genren!

Årets nye internationale navn:

Riot City – Måske forklarer det her, hvorfor jeg synes pausen fra Devilution er på sin plads for mit vedkommende. Jeg får størst optur over et band, der lyder, som om det er 1990, og Judas Priest har fået en tvilling, der skriver en kopi af 'Painkiller'. Og jeg hader en lille smule al musik, der i ånden er udkommet efter det skelsættende år. 

Årets comeback:

Tool Nej, det er løgn. Tool er vanvittigt kedeligt, opstyltet og ligegyldigt, mens fansene var glade, og jeg under dem det, efter at de har ventet trofast så længe. De fortjener, at vi andre taler det album op. Selv tak!

Det overså jeg i 2018

Carpenter Brut – Jeg er blevet glad for synthwave i år. Det lyder lidt som power metal, men på en både moderne og vildt gammeldags måde. Lidt som musik fra en 30 år gammel science fiction-film.



Årets optur:

Slayer
trak stikket. Det betyder, at andre måske ser lyset, og her peger jeg med fuckfingeren på Alice Cooper og Scorpions, der døde endegyldigt for mig i 2019. Og jeg holder særligt øje med Iron Maiden til sommer. KISS skal jeg se for første gang, og jeg vil formentlig ignorere enhver form for virkelighed og lade, som om det er fantastisk.

Årets største skuffelse:

Alice Cooper
var skidt i september, og Scorpions på Copenhell gjorde ondt, da Klaus Meine endegyldigt sprang ud som alt for gammel. Jeg er glad for, at de to år før havde den sidste magi med i Royal Arena.

Største ønske for 2020:

At Greta Thunberg tager fejl, og at det til sommer vil være 1987, hvor vi forbød freon i køleskabe, og hvor Iron Maiden, Judas Priest og Mercyful Fate hver for sig rammer den tids topform.

... og at det vil stå klart for mig, hvem der skal bære klassisk heavy metal videre, når ovenstående sandsynligvis fejler.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

At udgive flere bøger. Jeg holder pause på ubestemt tid fra Devilution, fordi jeg har startet eget forlag og skal udgive mine egne bøger. Det bliver fedt. Hold øje med Forlaget Drager!