Endnu en æske med blandede chokolader

unnamed-6-3

Pretty Maids er stadig det samme band på godt og ondt. Men dedikerede fans vil formentlig ikke blive skuffet over det nye album ’Undress Your Madness’.

Kunstner
Titel
Undress Your Madness
Dato
08-11-2019
Trackliste
1. Intro
2. Serpentine
3. Firesoul Fly
4. Undress Your Madness
5. Will You Still Kiss Me (If I See You in Heaven)
6. Runaway World
7. If You Want Peace (Prepare For War)
8. Slavedriver
9. Shadowlands
10. Black Thunder
11. Strength of a Rose
Karakter
3

Pretty Maids har altid været fanget imellem to stole. Det har altid både været det hårdtslående hard rock- og metalband, men samtidig også bandet med tydelige præferencer for den gode, poppede ballade og den kommercielle hitpotentielle sang. Denne tendens slår heller ikke fejl denne gang – det formentlig til glæde for mange og til frustration for de få.

Det nye album 'Undress Your Madness’ er altså endnu engang en blanding af den hårdtslående rock/metal og det til tider temmelig gennemsnitlige, præfabrikerede ballade-materiale. Det må gives Pretty Maids, at sangene er ganske velskrevne og velkomponerede, men det er for mange ligegyldige sange, som trækker ned i den samlede bedømmelse.

’Undress Your Madness’ lægger fornuftigt ud med ’Serpentine’, der følger efter en kort intro, som lige så godt kunne være en del af samme sang. Her har vi Pretty Maids på den kurs, bandet kender bedst. Det er melodisk og samtidig hårdtslående med genkendeligt omkvæd.

Syntetisk lyd
Men allerede her må man begræde, at Pretty Maids igen har søgt til Ribe for at indspille hos producer Jacob Hansen. Pretty Maids-lyden bliver endnu en gang decimeret til at lyde som alle gennemsnitlige tyske og finske metalbands. Jacob Hansens komprimerede og syntetiske metalproduktion klæder bare ikke Pretty Maids. Især lyder den ellers så herlige forsanger Ronnie Atkins, som om han forsøger at trænge igennem en dykkerklokke.

Jacob Hansen og deslige producere bør forsigtigt undgås, hvis ikke al metalmusik i fremtiden skal lyde ens.

">

Og så er vi der igen som så mange gange før. Oven på en fornuftig begyndelse kaster Pretty Maids sig for gud ved hvilken gang ud i en AOR-lydende sang, som der udgives i hundredevis af af amerikanske bands hvert år. ’Firesoul Fly’ har bestemt kompositoriske kvaliteter, så vi labber den i os med karakteren over middel for denne gang og skåler med. Det gør vi bestemt også på titelsangen, som følger efter. Vi er i midttempo, men samtidig er det en sang med den fornødne kant, der kan gøre den gennemsnitlige metalfan tilfreds og giver muligheden for at spille lidt luftguitar med Ken Hammer i den veludførte solo.

Herefter må vi så stå et par ”lighter-sange” (læs: lys på mobilen) igennem i form af ”Will You Still Kiss Me (If I See You in Heaven)” og ”Runaway World”. Endnu en gang er der tale om udmærkede sange, hvis man mener, at Bon Jovi er toppen af kransekagen. Men for os andre, der gerne vil have lidt mere ’Back to Back’- eller ’Red, Hot and Heavy’-æra Pretty Maids, kan man vel godt tillade sig at være en smule ambivalent?

">

Optur i et par sange
Men som i alle chokoladeæsker venter der belønninger til den, der æder sig igennem hele indholdet, og der er bestemt belønning i sangen med den fine titel 'If You Want Peace (Prepare for War)’ samt i efterfølgeren, den lidt mørke og tunge ’Slavedriver’.

Men så falder kæden igen helt af i ’Shadowlands’. Det er ganske enkelt en Big Fat Snake-lydende sang med P4 potentiale. Den vil garanteret blive en del af sættet, når Ronnie Atkins forhåbentlig snart kommer ud af sit sygdomsforløb, og bandet er på landevejen igen. Den vil blive mødt med endnu en gang ”lighter”-lys, men altså… 

Så har vi næsten nævnt alle sangene på albummet, og vi fortsætter, for ’Black Thunder’ er også en hitter. Det er Pretty Maids, som vi gamle fans elsker dem. Sangen er sammen med ’Serpentine’ albummets højdepunkt.

Og så slutter det hele med ’Strength of a Rose’. Denne anmelder vil næsten vædde sin højre hånd på, at det bliver næste singleudspil fra ’Undress Your Madness’. Bandet er her gået i en lettere mistænkelig retning, hvor man forsøger at lyde som Jeff Lynne fra ELO, der kopierer en blanding af The Beatles og Bryan Adams. Det er lidt uden for skiven. Men den er så tilgængelig, at man synes, at man har hørt den før. Så tro denne anmelder – den har potentiel hitkvalitet, selv om det ikke er det, som vi forstår ved rigtig Pretty Maids.

Bandet har endnu en gang produceret et ganske godt album, som dog ikke vækker udelt begejstring herfra. ’Undress Your Madness’ går måske hurtigt i glemmebogen. Men hver udgivelse fra Pretty Maids giver god grund til at finde ’Red, Hot And Heavy’ frem igen. Og så erindrer vi straks, hvor stor betydning Pretty Maids har haft for den danske og europæiske hard rock og metal.