Og så fik vi action!
The Hellacopters beviste torsdag endnu en gang, at de er et fremragende liveband, som har en berettigelse trods manglen på nye udgivelser.
2. Alright Already Now
3. Carry Me Home
4. You Are Nothin'
5. Born Broke
6. Like No Other Man
7. The Devil Stole the Beat From the Lord
8. My Mephistophelean Creed
9. Ghoul School
10. No Angel To Lay Me Away
11. Toys and Flavors
12. Down on Freestreet
13. Long Gone Losers
14. No Song Unheard
15. Psyched Out & Furious
16. Before the Fall
17. Soulseller
18. By the Grace of God
19. Tab
20. I'm in the Band
21. (Gotta Get Some Action) Now!
Torsdag aften fik Store Vega prominent besøg af de svenske garagerock-legender The Hellacopters, der havde medbragt tysk-svenske Lucifer. Meget passende, når Hellacopters frontmand Nicke Andersson også spiller trommer i opvarmningsbandet.
Okkult og cool
Lucifer stod i modsætning til hovednavnet for knap så festligt et udtryk, og de første par numre blev spillet med en let tilbagelænet og cool attitude – bortset fra forsanger Johanna Sadonis, der flirtede med et teatralsk, gotisk udtryk. Det skabte de første numre en afstand til publikum, som så ud til at lige at skulle se bandet an. Først omkring midvejs i det korte sæt vågnede band og tilhørere op, og man fik en fornemmelse af et band, der kunne mere end at spille svingende tung rock. Koncerten åbnede sig, og man forstod, at Lucifer udgjorde et fint match til hovednavnet.
Rå stemme og hitparade
Det er omkring 14 år siden, The Hellacopters sidst udgav originalt materiale, og derfor var koncertens største scoop, at grundlægger Dregen igen er med på guitar ved siden af Nicke Andersson – som det var tilfældet på Roskilde for få år siden. Det er en guitarduo af høj klasse og med meget showmanship. Man kunne snildt have tilbragt hele aftenen med kun at se på Dregens særlige dansetrin og mange ansigtsudtryk – eller måske ligefrem bare nyde hans guitarspil, hvis man har den slags tilbøjeligheder.
Nicke Andersson virkede heller ikke ligefrem hæmmet af at have spillet solide trommer for Lucifer før sit eget band, og med en lidt hæs vokal fik The Hellacopters en ret rå lyd. Det klædte særligt de mere poppede omkvæd i den nyeste del af repertoiret, og det bandt dem sammen med de ældre, mere smadrede numre, som eksempelvis den mageløse ‘(Gotta Get Some Action) Now!’.
Uden nye udgivelser i ryggen var der naturligvis tale om en lang parade af hits, og det var også her, den største entusiasme indtraf fra salens side. Dels må man give The Hellacopters, at de har et bagkatolog, hvor også de mindre catchy sange har stor kvalitet, dels mistede svenskerne på intet tidspunkt deres greb i det energiske show. Selv ikke i de afdæmpede numre midt i sættet.
Hele vejen rundt er The Hellacopters stadig et overlegent liveband med en særlig energi, og man kan virkelig fornemme spilleglæden, som er fuldstændig intakt og emmer af fem 17-årige i et tilrøget øvelokale. Og i øvrigt tak til The Hellacopters for at ryge på scenen. Undertegnede hader røg, men der er bare elementer, man ikke bør pille ud af rockmusik.
Lucifer: 3
The Hellacopters: 5