Elektriske eskapader
Populær
Updated
Det blev til et sandt sonisk bombardement, da britiske Oceansize gæstede Danmark for første gang. Den hygsomme lille sal, vi kender som Lille Vega, blev denne tirsdag aften forvandlet til en slags opvisningsrum for audiophile. Salens formåen blev således testet på alle leder og kanter, i hvert et hjørne og afkrog, af Oceansizes femmandstruppe. Det er ikke tilfældigt at de sammen med hjemstavnsbandet fra Manchester, Amplifier, går under navnet “brothers-in-amps”.
Med tre guitarer, keyboard, lydeffekter, varierede vokalharmonier plus bas og trommer, bliver der fyret godt for det! Oceansizes lydmæssige ambitionsniveau kom mere end fint overens med deres aggressive sider, men virkede sørgeligt nok også som en hæmsko for et mere dæmpet, forsøgsvist indfølt tidspunkt.
Pulserende prolog
De gigantiske, lydmæssige armbevægelser blev slået fast allerede i koncertens optakt, hvor publikums lyttesanser blev indskærpet via flere minutters pulserende elektroniske eskapader, som fik én til at tænke på forbillederne i Radiohead. Denne prolog akkompagnerede musikerne på scenen, inden de slog over i første nummer, ”Commemorative ____ T-shirt”, åbningsnummeret fra dette års helstøbte album ”Frames”.
Overgangen fra den elektroniske lydmur blev direkte efterfulgt af dette nummers enkle, indledende guitarspil. I denne passages overgang findes en markant vægt for hele Oceansizes musikalske virke, som var det et gennemgående mantra for gruppens kompositioner: overgangen fra kaos til ro og fra ro til kaos.
Disse overgange virkede hovedsagligt alle koncertens numre imellem, men faldt desværre til jorden på et personligt favorittidspunkt. Dette skete på ”Savant”, hvis delikate krop blev forfladiget og negligeret bag et tykt slør af lydforvirring. Om lydmanden i Motörhead-trøjen forsøgte at tilføje Oceansize lidt Hammersmith-rabalder, skal forblive uvist, men det virkede i hvert fald ikke hensigtsmæssigt. Ja, det var rent ud sagt ad Pommern til!
Koncertens mest dybfølte
Det stik modsatte var heldigvis tilfældet, da sætlisten kom til ”The Frame”, som er en lige så penibel sag som førnævnte. Modsat ”Savant”, lykkedes det hér at få det ømtåleligt indadvendte gjort både stort og vedkommende. Forsanger Mike Vennart arbejder generelt med en stor grad af filtre og distortion på sine vokaler, men i denne sang lader han dog ordene stå mere klart. Publikum fik lov til at fordybe sig i hans ord og særpræget, smukke stemme. Dette gjorde, at denne sang blev koncertens mest dybfølte. Det er i hvert fald ikke på grund af en dårlig vokal, at han oftest gemmer den væk i lydbilledet!
På klassisk post rock facon, pendlede Stanley ”Gambler” Posselthwaite (guitar og keyboard) frem og tilbage mellem henholdsvis guitarstrengene og klavertaburetten i denne sang, samtidig med, at han hjalp trommeslager Mark Heron (som jo trods alt kun har to arme!) med bæknerne. Det var én stor vellykket sammensmeltning af dynamik og nerve og storladenhed.
Oceansize fortjener langt flere lyttere end de godt hundrede, der var fremmødt denne aften. På trods af kolossale lydlige ambitioner, som momentvist endte i overmod, var bandets debutkoncert i Danmark en meget vellykket affære.
Med tre guitarer, keyboard, lydeffekter, varierede vokalharmonier plus bas og trommer, bliver der fyret godt for det! Oceansizes lydmæssige ambitionsniveau kom mere end fint overens med deres aggressive sider, men virkede sørgeligt nok også som en hæmsko for et mere dæmpet, forsøgsvist indfølt tidspunkt.
Pulserende prolog
De gigantiske, lydmæssige armbevægelser blev slået fast allerede i koncertens optakt, hvor publikums lyttesanser blev indskærpet via flere minutters pulserende elektroniske eskapader, som fik én til at tænke på forbillederne i Radiohead. Denne prolog akkompagnerede musikerne på scenen, inden de slog over i første nummer, ”Commemorative ____ T-shirt”, åbningsnummeret fra dette års helstøbte album ”Frames”.
Overgangen fra den elektroniske lydmur blev direkte efterfulgt af dette nummers enkle, indledende guitarspil. I denne passages overgang findes en markant vægt for hele Oceansizes musikalske virke, som var det et gennemgående mantra for gruppens kompositioner: overgangen fra kaos til ro og fra ro til kaos.
Disse overgange virkede hovedsagligt alle koncertens numre imellem, men faldt desværre til jorden på et personligt favorittidspunkt. Dette skete på ”Savant”, hvis delikate krop blev forfladiget og negligeret bag et tykt slør af lydforvirring. Om lydmanden i Motörhead-trøjen forsøgte at tilføje Oceansize lidt Hammersmith-rabalder, skal forblive uvist, men det virkede i hvert fald ikke hensigtsmæssigt. Ja, det var rent ud sagt ad Pommern til!
Koncertens mest dybfølte
Det stik modsatte var heldigvis tilfældet, da sætlisten kom til ”The Frame”, som er en lige så penibel sag som førnævnte. Modsat ”Savant”, lykkedes det hér at få det ømtåleligt indadvendte gjort både stort og vedkommende. Forsanger Mike Vennart arbejder generelt med en stor grad af filtre og distortion på sine vokaler, men i denne sang lader han dog ordene stå mere klart. Publikum fik lov til at fordybe sig i hans ord og særpræget, smukke stemme. Dette gjorde, at denne sang blev koncertens mest dybfølte. Det er i hvert fald ikke på grund af en dårlig vokal, at han oftest gemmer den væk i lydbilledet!
På klassisk post rock facon, pendlede Stanley ”Gambler” Posselthwaite (guitar og keyboard) frem og tilbage mellem henholdsvis guitarstrengene og klavertaburetten i denne sang, samtidig med, at han hjalp trommeslager Mark Heron (som jo trods alt kun har to arme!) med bæknerne. Det var én stor vellykket sammensmeltning af dynamik og nerve og storladenhed.
Oceansize fortjener langt flere lyttere end de godt hundrede, der var fremmødt denne aften. På trods af kolossale lydlige ambitioner, som momentvist endte i overmod, var bandets debutkoncert i Danmark en meget vellykket affære.
