Førstehåndsindtryk er alt

Adam Duce fra Machine Head var ikke imponeret over Deres udsendtes low-tech approach til et interview, og resultatet blev derefter.

Da repræsentanten fra Warner Music pænt introducerer mig for bassisten fra Machine Head, Adam Duce, er alt som det plejer i sådan en situation. Formaliteter og så finde en uforstyrret plads backstage. Stille og roligt. Men derfra gik det lidt skævt, og her får I så resultatet af et interview, der kunne være gået noget bedre, havde jeg holdt hovedet koldt, da der faldt brænde ned.

For jeg startede med at lægge blok og blyant foran mig, hvortil Duces øjne lynede, og han spurgte meget bestemt, om det var det eneste jeg havde, og om jeg havde tænkt mig at nedfælde hvert eneste ord han sagde? Om ikke jeg havde en diktafon? Jeg svarede, at jeg havde spørgsmålene klar, og så ville jeg ellers tage den derfra. Det var han slet ikke imponeret over, og mente jeg ville glemme halvdelen og "twist every fuckin' word I say" efterfølgende.

Forestil jer en vred bassist og en noget lamslået interviewer, og vi er kun godt 40 sekunder inde i samtalen. Jeg glemmer helt, at jeg rent faktisk har en lydoptagerfunktion i mobiltelefonen, og forsøger febrilsk at redde kastanjerne ud af ilden med forsikringer om, at jeg ikke er en agent fra Helvede, der kun er ude på at fejlfortolke hans udsagn, i håbet om en overskrift der skaber kontroverser i metalmiljøet. Han er dog stadig ikke imponeret, lægger armene over kors, læner sig tilbage og siger "Okay, lets do this", og så er det ellers op ad bakke.

NRG: "Hvordan går jeres turné? Hvordan er det at headline?"

Adam Duce: "Det går godt. Jeg kan dog bedre lide at spille support. Når man headliner, prædiker man for de omvendte. Der bliver ikke hentet noget terræn eller vundet nye fans."

NRG: "I har spillet metal længe, og stod i sommers på Wacken Open Air som hovednavn foran omkring 75.000 mennesker. Hvordan var det?"

Adam Duce: "Det var da meget skægt. Vi fik lov til at lege med lidt mere ild end vi plejer. Det var en af de bedre festivaler, men jeg kan egentlig bedst lide at arbejde lidt for det."

Det synes klart, at Duce ikke nødvendigvis har det bedst med at være hovednavn, men godt kan lide kampen ved at overvinde publikum og arbejde sig til nye fans. Så næste spørgsmål må vel være, hvornår de er færdige med at prædike for de allerede omvendte.

NRG: "Hvornår er jeres sidste show?"

Adam Duce: "2. marts. Derefter 1½ uges fri, og så går turen videre til Japan og Australien."

NRG: "Er der så ferie, eller direkte i studiet?"

Adam Duce: "Vi går nok ret hurtigt i gang med at arbejde igen. Vi tager måske en måned fri."

NRG: "Hvad laver du så i din fritid?"

Adam Duce: "Jeg flyver fly og hopper ud af dem. Kører også lidt motorcykel."

NRG: "I har fået rigtig god respons på 'The Blackening'. Hvad er det næste så? Hvordan kommer I videre, og kan I gøre det bedre endnu?"

Adam Duce: "Jeg synes ikke der er noget pres. Vi ved hvilke forventninger der er, og vi har tænkt os at gøre det vi vil."

NRG: "Er det fremtiden for Machine Head?"

Adam Duce: "Vi er i hvert fald nødt til at holde det nyt og friskt. Vi kan og vil ikke lave den samme plade to gange. Men vi har da tænkt os at spille metal, for det er det vi kan lide."

Metal er det Machine Head kan lide. Men hvad kan Adam lide? Og hvad fik ham i det hele taget i gang med at spille metal. Jeg forsøgte at få ham til at åbne lidt op.

NRG: "Hvad fik lysten frem i dig til at spille musik?"

Adam Duce: "Jeg hørte musikken og fik lyst til selv at spille. Logan (Mader, den oprindelige guitarist i Machine Head) kom over med musik såsom Slayer, Exodus og Metallica, og det gav mig lyst til selv at spille metal."

NRG: "Hvem lærte dig at spille?"

Adam Duce: "Jeg er fuldstændig selvlært. Vi hørte båndene, for det var før cd'ere, og lyttede så intenst til musikken. Spolede tilbage og lyttede igen. Og sådan blev vi ved, indtil vi kunne sangene. Vi spillede simpelthen samtidig med at musikken kørte. Der var ingen internet eller nodebøger dengang, og da slet ikke fra de bands."

Herefter blev jeg spurgt om jeg havde mere, og jeg kunne godt fornemme, at det spørgsmål havde en skjult dagsorden, så jeg valgte at befri os begge for yderligere irritation.

Oplevelsen kan bedst beskrives som et studie i hvor vigtig førstehåndsindtryk er. Da han så min tudsegamle notesblok, fældede han sin dom over mig, og når man møder én med paraderne oppe, så hæver man også selv sine. Det kommer der sjældent noget godt ud af, hvorfor lektien må være at have udstyret klar næste gang. En klog mand sagde engang, at man aldrig må gå ned på udstyr. Indtil den spøjse aften på Vega i februar måned 2010 vidste jeg ikke, at den mantra også gælder for musikjournalister.