Hammer Tomgang - Part 2
PopulærHammerfall beviser på deres tiende ellevte skive, at de både er et dygtigt band og et band, der virkelig har brug for at tænke nyt.
2. Dominion
3. Testify
4. One Against the World
5. (We Make) Sweden Rock
6. Second to One
7. Scars of a Generation
8. Dead by Dawn
9. Battleworn
10. Bloodline
11. Chain of Command
12. And Yet I Smile
I en jævn strøm har Hammerfall siden 1997 udgivet et album cirka hvert andet år og undervejs opbygget sig en solid fanbase med deres klassiske fantasyinspirerede heavy metal, der til tider rækker over i noget power metallisk. Svenskerne har hele vejen stået for et solidt håndværk, der umiddelbart ikke kan sættes en finger på, og når dertil lægges, hvor befriende uhøjtidelig deres debut lød midt i en dødsmetalinficeret tid i sluthalvfemserne, er det let bare at lade sig rive med af deres tiende ellevte udgivelse.
Men ’Built to Last’ 'Dominion' lider, som de fleste af kvintettens øvrige albums, af en trættende tendens til ikke at skille sig ud fra de ni andre. Der er reelt ikke sket nogen som helst udvikling i løbet af de 19 22 år, bandet har indspillet plader, og de fortsætter ufortrødent i samme rille som forgængeren '(r)Evolution' 'Built to Last' fra 2014 2016. Det er hamrende kompetent udført, det er sikker sangskrivning, det er lækker produktion. Det er også en risikoløs gentagelse af tidligere bedrifter.
Og for det kan man selvfølgelig aldrig score en topkarakter – der er nødt til at være lidt mere på spil end bare at skrive gode sange som ’Bring It On’ 'Dead by Dawn' og ’Hammer High’ 'Dominion', der indleder på netop vanlig vis med bastante riff, et simpelt pletskud af et omkvæd og alt, hvad der giver lyst til at plante en fod solidt på monitoren. Lige så stabilt som det er forudsigeligt.
’Dethrone and Defy’ 'Scars of a Generation eller ’The Star of Home’ 'Sweden Rock' har en anelse mere pondus og er lettere at lade sig rive med af, men sætter også en tyk streg under, at bandet har behov for fornyelse. Der flyves fra vers til omkvæd til vers til omkvæd nærmest på autopilot og helt uden forsøg på at opbygge noget stemning – og helt fraværende skift i intensitet. En ensformighed, der understreges af, at der omtrent kun spilles en trommerytme på hele nummeret.
Det resulterer i, at den kvalmende og patetiske ballade ’Twilight Princess’ 'Second to None' får en vigtigere funktion som et afbræk, end den på nogen måde ville kunne opnå som værd at lægge ører til i sig selv. Alt for effektivt understreger Hammerfall, at de i den grad har brug for en anden tilgang til deres eget udtryk – de er kørt fast i en evig gentagelse af sig selv. Og gentagelser har det med at være ufarlige og komfortable, hvilket er grundstenen i alt det, som et metalband aldrig må blive.