Hammeren falder
Populær
Hammerfall forsøger at buldre af sted i vanligt tempo, men på den niende udgivelse har de tabt pusten og når kun i korte perioder fordums storhed.
(r)Evolution
Bushido
Live life loud
Ex inferis
We won't back down
Winter is coming
Origins
Tainted metal
Evil incarnation
Wildfire
Da Hammerfall kom buldrende ud af ingenting i sluthalvfemserne, var der noget forfriskende ved deres insisteren på retro-heavy metal og brug af fortidens dyder midt i en tid af growl, groove og endda grunge. 'Glory to the Brave' fra 1997 og 'Legacy of Kings', der udkom året efter, ramte lige i hjertet på elskere af bands som Accept, Helloween og lignende, der kom ud af firserne, og som havde meget trange kår på dette tidspunkt. Men her var et band, der muligvis med et glimt i øjet, men alligevel med ægte entusiasme tog dyder som potente soloer, højtravende kor og alle de fine klicheer om drager og sværd op igen.
En hel fortjent succes blev det dermed også til for Hammerfall, der de følgende år også satte nye standarder for liveoptrædener med yderst ekstravagante tiltag som vandfald, vindebro og ti (10!) stortrommer på scenen - samt naturligvis rigeligt med ild.
Den leg kan selvfølgelig sagtens være god ni album senere her i 2014, og '(r)Evolution tager også udgangspunkt i det, der i begyndelsen var en blanding gimmicks og en hyldest, men som nu er blevet bandets egne klassiske dyder. Der er således numre, som har samme gennemslagskraft og pondus a la de første skiver - indledningen 'Hector's Hymn' og 'Live Life Loud' bæres igennem af en hammer af træfsikre melodier, ditto riffs og et enkelt, bastant udtryk. Helt efter Hammerfalls egen succesrige bog.
Men her omkring stopper festlighederne også. Svenskerne har et vinderkoncept, som de enten bør holde sig stramt til, som det gøres i de to nævnte numre, eller også bør der ske noget nyt, for hverken den lovede evolution eller for den slags skyld revolution er på nogen måde til stede. De kommer på intet tidspunkt med nye tiltag, og når de så samtidig forsømmer at udstyre alle sangene med skarpe omkvæd og guitarer med fængende ideer, går det galt. Der er alt for mange fyldnumre, som efterlader en fornemmelse af, at de ikke rigtigt har taget sig sammen, da musikken skulle stykkes sammen - bedømt ud fra tidligere tiders dyder, kan det her ikke være det bedste, som de kan levere.
Hammerfall har i skræmmende grad kørt den af på rutinen, og når der ovenikøbet kan rammes totalt ved siden af i balladen 'Winter is Coming' og den enerhverende 'Ex Inferis', ender det ikke med et særligt overbevisende slutresultat.