Top 5 – Den sande metal

venom-XTD8901-36-1497683785

Man tror det næppe, men i 2019 står den helt klassiske traditionelle metal stærkt. Vi guider til fem af de bedste nyere bands.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Jeg har aldrig helt forstået dem, der kan lide black og death metal, eller som kan lide metalcore, nu-metal og lignende, for den sags skyld, men som kun har et skuldertræk tilovers for den klassiske metal fra firserne. Jeg vil endda vove den påstand, at kan man ikke lide den klassiske metal, så kan man slet ikke lide metal. Og så bør man ærligt talt forlade the hall.

Den klassiske metal findes dog også i mange trælse aftapninger, og den helt simple med firefjerdedelstakt og omkvæd, der angler efter stadionkor, men næppe får en eneste banger til at ryste håret, er svær at holde af, hvis man ikke lige var der dengang. Gøres det til gengæld rigtigt med en sangskrivning, som er eventyrlysten inden for genrens præmisser, er det ren sejhed, som alle bør elske. NWOTHM, New Wave of Traditional Heavy Metal, kalder medierne det. Det er ægte og sandt, og det bør få en til at holde en pause fra alt det nymodens pjat, man hører nu om dage. Hvor finder man så den fede nye klassiske metal? Lige herunder.

1. Riot City: 'Burn the Night'
Åndssvagt suveræn sangskrivning og omkvæd, der både er overraskende og catchy. Riot City er et af de få bands, der arbejder videre i stilen fra Judas Priests almægtige 'Painkiller', og 'Burn the Night' er årets sejeste traditionelle metaludgivelse. Leave venligst the hall, hvis ikke du kan lide pladen.



2.  Iron Griffin: 'Curse of the Sky'
Finske Oskari Räsänens projekt med sangerinden Maija Tiljander er så sejt, at jeg overvejer, om jeg selv bør leave the hall. Det har det hele: En fænomenal sangerinde (der kan minde lidt om sangerinden i det stort set glemte prog-band Julian's Treatment), en skraldet demolyd, leads i spandevis og en 70'er-proggy, mørk vibe. Uanede mængder sværd og trolddom. Fatter man ikke storheden, er man ikke længere ven med mig og bedes leave den der hall.



3. Galaxy: 'Lost from the Start'
Krigsguden skrev om den for nylig og havde ret. US power blandet med klassisk NWOBHM og en fed King Diamond-vibe og lidt tidlig Fates Warning over sig. Kan man ikke lide den, har man tabt fra starten, og hallen bør leaves.



4. Chevalier: 'Destiny Calls'
Finnerne kan noget med traditionel metal. Disse fire gæve gutter og en gæv gutinde kan minde om bands som Brocas Helm og Omen i deres storhedstid. Er det sejt? Ja. Og forstår man det ikke, er ens aftale om leje af the hall netop ophørt, og man bedes omgående forlade den.



5. Smoulder: 'Times of Obscene and Wild Daring'
Cover straight outta pulproman? Tjek. Manilla Road-begejstring? Tjek. Rullende, episk doomyness? Også tjek. Sej, sej kvindevokal, der som de andre frontkvinder på denne liste burde kunne overbevise alle dem, der går og tror, at kvindevokaler ikke hører til i metal, subsidiært i talentløs stadion-goth metal? Også tjek. Du finder selv vej ud af the hall, hvis ikke du kan lide det. Dine påsyede stofmærker på denimvesten klippes af ved udgangen.