Manden med Weekendwesten: Del 6 – går i krig

MMW6
AXXION+august
Across the line
Savage Master
Burn the Night

Manden med Weekendvesten er ikke helt tilfreds med naboens tolkning af hverken reglerne for godt naboskab eller musiksmag, og med et udvalg af de seneste års New Wave of New Wave of British Heavy Metal i handsken forsøger han at tage kampen op.

Kunstner
Forfatter

Manden med Weekendvesten læser Weekendavisen, Pepsi Max, henter børn og skammer sig over ikke at køre med cykelhjem, selvom det ødelægger frisuren – og så er der groft sagt ikke mere følelse af rebelskhed tilbage. Altså ud over heavy metal. 

For det er således, at for Manden med Weekendvesten er heavy metal den eneste eskapisme – det er en flugt ind i en verden, hvor han selv bliver vildere og farligere og naturligvis mere attraktiv for det modsatte køn, når han lytter til hævi mædl!

Men skabes den slags heavy metal stadig? Det er Manden med Weekendvesten nødt til at finde ud for at finde vejen ud af 40'ernes trygge midtlivskrise!

Manden med Weekendvesten – del 6
Manden med Weekendvesten er i krig. En krig på husreglementer og musiksmag. Manden med Weekendvesten kæmper nu ikke kun for sin identitet som umådeligt farlig heavyrocker, men også for nattesøvn i et travlt og udfordrende voksenliv. For Manden med Weekendvesten er en midaldrende mand, der har samme brug for sin nattesøvn, som Wehrmacht har for dieselolie.

Første slag
Første slag udkæmpes en mandag, for alting ondt sker i starten af ugen. Uden forvarsel udsættes Manden med Weekendvestens idylliske IKEA-inficerede domicil for et vanvittigt bombardement af dancehall-ede rytmer. Et let nasal vokal synger om naboynglingens yndlingslæskedrik og sender tunge rystelser gennem billedrammerne med Manden med Weekendvestens afkom.

Men intet angreb uden modangreb. Straks griber han som en knivskarp diskos vinyludgaven af Axxions debut og undersøger, om ‘Back in Time’ kan agere artilleri. Et skingert foretagende med lige så nasal vokal, men, som det hurtigt erfares, heller ikke med et lydbillede, der kan trænge gennem koksfyldte københavnerlejlighedsvægge lige så kraftfuldt som fjendens tunge basbulder. Første slag er tabt på sekunder, og Manden med Weekendvesten fortrækker bittert til køkkenregionerne, mens det ellers udmærkede retroudspil fra 2016 forsvinder i det fjerne.



Andet slag

Manden med Weekendvesten elsker ikke den, som naboen elsker. Men den hun elsker, elsker hun, denne nabo, og hun elsker den Salomonsen-Helmig-Fenger-Linnet-højt med fællessang med sine venner denne torsdag aften, der er en lille fredag i de unges sind. I den aldrende Manden med Weekendvestens travle program er det kun sidste stop før det ugentlige otium.

Med taktfaste klap og ivrige unge stemmer stemmer naboens kor ud i omkvæd efter omkvæd, og kærligheden er stor, netop som Manden med Weekendvesten med nøje udvælger Savage Master til et kontraangreb. For Savage Master har en skøn, hidsig vokal i front, og der er en tro på, at den mere hard rockede end heavy rockede riffing kan give lidt igen og måske mudre naboens keyboardsovs.

Men Manden med Weekendvesten må igen indse, at hans spæde røst, der følger med på omkvædet om magiske steel-myter er skarpt, men blegner fuldstændig ved lyden af dem, der elsker, dem, der elsker, dem der elsker, fordi han er alene mod venindegruppen.



Tredje slag
Det er hverdagsaften for Manden med Weekendvesten og for ret mange andre, men ikke for naboen, der er trukket ud på altanen og gennem den åbne altandør lader soul-musikken strømme ud. Alle er glade, undtagen Manden med Weekendvesten, der forsøger at tømme Netflix for indhold og samtidig holder af en frisk brise gennem lejligheden, nu hvor ungerne ikke er hjemme.

Air Raid er svaret. Et band, der har knap så mange fede sange, som navnet lægger op til, men som alligevel kan levere et lydtapet af vrede anno engang for længe siden.

Manden med Weekendvesten går ud på altanen med soundtracket af ‘Hold the Flame’ i ryggen. Han skuer ud over vej og park på den anden side af vejen og drejer sig nonchalant mod naboens altan for at møde dem med et overlegent blik, der skal sige “og-så-så-man-lige-hvem-der-hører-den-rebelske-musik-her”.

Modsvaret på modsvaret er simpelt og frygtindgydende brutalt fra nabofjendens side. Som var det maskingevær og tanks mod heste og zulukrigere, trækker de deres dødbringende soundboks med sig, og uden så meget som en let berøring af volumenknappen udsletter de Manden med Weekendvesten, der i sin tro på hifi har satset på et fastmonteret monstrøst Maginot-anlæg, hvor højttalerne endda vender væk fra modstanderen.

Manden med Weekendvesten er ydmyget og flygter over hals og hoved ind bag en lukket altandør, mens fjenden ikke værdiger ham et blik



Fjerde slag
Der kommer en dag, hvor ondskabens nabo skal møde sit Stalingrad, eller Manden med Weekendvesten står over for Waterloo, og det må nødvendigvis være en søndag, så mandagen kan bruges i fosterstilling.

Og på den anden side af væggen rulles det ultimative våben frem. Manden med Weekendvesten udsættes midt i en yderst dannende og velproduceret og politisk DR2-dokumentar for det ultimative våben i form af autotunet dansk rap fra det afgående årti, der her der og alle vegne finder vej gennem savsmuldstapetet.

Manden med Weekendvesten rejser sig med knyttede næver og råber velvalgte bandeord om både sygdomme og guddommelige personager. Han starter en bevægelse, der skal afsluttes med et hårdt og nytteløst slag på væggen, men tøver så, fordi han trods alt er en civiliseret mand, hvis eneste møde med ordensmagten skete, dengang han passerede Amalienborg Slotsplads på en politisk korrekt ladcykel og blev passet op af en brysk, ikke-jysktalende betjent, som skældte ham ud for at bringe adskillige sværtbevæbnede livgarderes liv i fare.

Nej, det rette gengældelsesvåben finder han med musikerudnyttelsesplatformen Spotify, hvor først svenske Enforcer dukker op. Han forkaster dem dog hurtigt, da disse, trods deres åbenlyse melodiske kvaliteter, har slækket for meget på farligheden, og i stedet vælger han Riot City! Dette brave ahornsbladsbærende band, der mod slutningen af 2019 berigede verden med et debut-album, der lyder, som om de har delt øvelokale med Judas Priest omkring udgivelsen af 'Painkiller'.

Her er lydbilledet så tilpas hektisk fremadbrusende, at ethvert tiltag fra fjenden forsvinder i tone-virvaret. Manden med Weekendvesten sparker altandøren op med en rolig håndbevægelse, griber luftguitaren og skruer den på elleve. For riffs og soloer styrtbomber som en blitz mod en middelstor storby, og Manden med Weekendvesten ved, at når naboen går ud for at ryge på sin altan, vil hun ikke bare høre en uddøende genres sidste krampetrækninger, men hun vil også resolut resonere sig frem til, at naboen er en type, der tør give den gas alle dage og kan give en finger til hamsterhjulssystemet. En rebeltype, som man ikke bare skal lægge sig ud med. I hvert fald frem til 22:00, hvor Manden med Weekendvesten sandsynligvis vil beslutte, at nok må være nok, og der jo også er en dag i morgen. Desuden skal børnene have deres søvn.