Copenhagen Metal Fest ’19: Fredag

_MG_5999
_MG_5680
_MG_5767
_MG_5923
_MG_5941
_MG_6013
_MG_6155
_MG_6269

Det var de små, der sejrede over de store på førstedagen af Copenhagen Metal Fest, hvor Illdisposed hvilede på laurbærrene, mens Sinnrs, Electric Hellride og Deus Otiosus leverede tekniske bangers fra hver sin ende af metalspektret.

Kunstner
Titel
+ Artillery + Deus Otiosus + Sinnrs + Sunless Dawn + Electric Hellride + South Haven + Killing
Spillested
Dato
20-09-2019
Koncertarrangør
Forfatter

Som ny spiller på festivalmarkedet havde Copenhagen Metal Fest påtaget sig den store opgave at afdække et stærkt opbud af danske nykommere på metalscenen med et par mere velkendte indslag undervejs. En opgave, som skulle slå sine folder på tværs af Amager Bio, Beta og det mindre tilstødende lokale under navnet ZeBU, med nok af indlagte pauser undervejs til at tanke op til ganen og musiksamlingen i gården undervejs.

Festen skal jo lige i gang...
Klokken var 16, da det indledende djurslandske indslag stod klar på Beta, og selvom der kun var knap halvfyldt så tidligt på en fredag eftermiddag sparkede Killing showet godt i gang med fuld gas på thrashpedalen. Frontmand Soelbergs høje skrig og trommeslager Skousens galoperende rytmik var en fortrinlig start på dagen, også selvom Killing ikke brød nogen nye døre ind, men så var øregangene da fintunet til en lang dag i metallens tjeneste.

Der var dog også malurt i bægeret, for den lille ZeBU-scene i hjørnet af Amager Bio skulle stå sin første test med det nye ensemble South Haven. Dagens mest radiovenlige indslag med Angel Jemegbes soulfulde røst og Christine Nielsens mere kraftfulde ditto konstant i front, hvor inspirationen fra Paramore lod sig slet skjule. Efter 3-4 numre stod det klart, at skabelonen var så overordentligt ensartet afmålt, at det ganske enkelt var umuligt at skille sangene fra hinanden, men ZeBU tog sig om ikke andet ud som et glimrende alternativ for de mindre acts, der endnu ikke havde konsolideret deres navn i de bredere kredse, som vi skulle opleve senere på aftenen.

En rygepause senere var vennerne endelig så småt landet og klar til Copenhagen Metal Fests første indslag på hovedscenen i Amager Bio. Ganske vist har Billy Boy In Poison mange års erfaring, men det kunne dog ikke ændre på, at det var et meget tomt Amager Bio, der skulle spilles op, hvor forbrøler Hjalte Sejr Bertelsens forsøg på at starte en circlepit af samme årsag blev en ufrivilligt komisk tomandsaffære. Det ændrer dog ikke på, at københavnerne har fundet deres egen groovy dødscocktail, eksekveret med en smittende spilleglæde, der ikke lod sig kue af, hvor meget mere Hjalte mente, vi psykopater skulle gøre for at sætte festen i gang. Vi smilede med og fik kvalt et par gulddamer undervejs, men dagens højdepunkter var stadig forude.

Ananas i egen juice?
Herunder ikke mindst Electric Hellride, der gør sig i en meget vidtfavnende tilgang til metallens verden bundet sammen af stærkt teknisk samspil med militante dødsgrooves, tunge truckerriffs og et ganske habilt brøl fra bassisten i front, Casper Villumsen. Selvom vi ikke kommer udenom, at halvdelen af medlemmerne er skribenter fra egne rækker, så skal det ikke skæmme os fra at konstatere, at Electric Hellride havde publikum med dem, og at det var med god grund, at de muligvis leverede den mest velbesøgte koncert på Beta den dag, ikke mindst med inspirationsmæssige kip med hatten til vores nabofolk hinsidan.

Med ethvert valg følger et fravalg, og Spitanger fik lov at passe sig selv, mens vi vendte verdenssituationen med Electric Hellride og resten af slænget. Gårdens madudvalg skulle sonderes, og her havde en ven tidligere givet en smagsprøve på Pakomex-bilens udbud af mexicanske overtræffeligheder i form af et pagan meal from Mother Earth. Af uvisse årsager var den dog lukket for en stund, og sulten blev nødtørftigt slukket i Green Burger, inden Copenhagen Metal Fests mest kritiske sammenfald af koncerter skulle udspille sig. Sunless Dawn og Sinnrs bevæger sig begge i et teknisk, blacket univers, og der var derfor grobund for at stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt man havde forelsket sig nok i Sunless Dawn efter sidste års stærke debut, ’Timeweaver’, eller om man hellere ville høre festivalens mest sortrandede indslag til en af deres første koncerter.

Syndernes sejr
En hvis nåde var der dog i form af 15 minutters mellemrum, og efter små 10 minutters instrumental-black i bornholmernes selskab kom vi ikke udenom, at Sunless Dawn havde været bedre i fuld besætning, selvom musikken nu også på sin vis fremstod stærk på egen hånd. Sangeren var blevet syg, og om det stod distancen i det lange løb, var der blandede holdninger til, men Sinnrs var under alle omstændigheder det stærke alternativ fra undergrunden, vi havde set mest frem til. Efter nærmere oplæsning havde vi fået indtrykket af, at duoen havde fået et liveband sat på benene, men det skulle dog ikke stå sin test i aften, hvor sanger/guitarist Nero og trommeslager Maestus blot lod sig flankere af to bannere i hver side af scenen. Maestus var komplet usynlig bag væggen af trommer, og Sinnrs havde desværre i denne primale opsætning rent visuelt meget lidt at byde på. Det til trods er sidste års debut ’Profound’ et undervurderet potpourri skarptskårne black-perler i grænselandet mellem Svart Crown og tidlig Behemoth, der også tog sig stærkt ud i en livesammenhæng. Stemningen havde været hjulpet bedre på vej med et helt liveband i stedet for backingtracks hvor nødvendigt, og vi krydser fingre for, at det problem er løst til næste gang, chancen byder sig til Night of the Black Attack i Lyngby.

Fra Amagers sorte muld gik turen videre til de velkendte århusianske dødstravere på hovedscenen. Illdisposed har historien med sig og var også det band, der samlede flest folk i Amager Bio på hele festivalen. Historien var da også i højsædet denne fredag aften, hvor det i højere grad handlede om at grave gamle skeletter fra 00'erne ud af skabet, frem for at promovere det nye album, som ifølge Bo Summer først og fremmest skulle spilles for at samle lidt ekstra Koda-mønter til kistebunden. Det virkede i det hele taget som en aften, der blev spillet sikkert uden fordrukne morsomheder, og selvom Summer var i det vittige hjørne, som vanligt med kærlige bemærkninger om den jyske hjemstavn, så spillede Illdisposed, med ny mand i folden efter Kenns exit, så meget på rutinen, at undertegnede med +10 Illdisposed-koncerter på CV'et næppe vil kunne skelne den fra hvad jeg tidligere har oplevet i deres selskab. Med det sagt, så er et Illdisposed på rutinen stadig en sikker vinder, og med ældre klassikere som ’Near the Gates’ og ’Purity of Sadness’ i slutningen af sættet blev der også kælet behørigt for de ældre dele af publikum.

Døden vakt til live
Tørsten efter død var ikke slukket, så turen gik direkte videre til ZeBU, hvor det gik mere blodtørstigt for sig med de lokale Deus Otiosus. Et navn, der på trods af små 15 år på bagen endnu ikke er nået ud til de bredere masser, deres liveformat til trods. Anders Bo Rasmussen hidsede og brølede sig gennem de righoldige hyldestsange til de døde, mens fingerfærdighederne hos de to guitarister ikke lod meget tilbage at ønske for de mere teknisk tilbøjelige. Deus Otiosus er en kradsbørstig størrelse, der kun sjældent favoriserer det tunge for de mere slagkraftige bangers, og derfor var de et godt match ovenpå et mere stilsikkert Illdisposed, men der var dog mere tilbage i godteposen.

Eller rettere sagt for dem, der holdt ud til det sidste, og som ikke havde en vagt næste morgen kl. 7:30. Ti minutter i selskab med Artillery gjorde dog ikke meget for at bekræfte os i, at vi for alvor gik glip af noget, vi ikke havde set fra deres side en håndfuld gange før, men dagen havde dog også budt på rigeligt med godter fra undergrunden. Førstedagen af Copenhagen Metal Fest demonstrerede, at bookerne har gravet godt ned i diverse afkroge af Danmarks unge talenter, og selvom Sunless Dawn i dagens anledning virkede til også at fungere i instrumental form, så var det først og fremmest Sinnrs, Electric Hellride og Deus Otiosus, der rungede videre i baghovedet på kontoret morgenen efter.