Årsliste 2019 – Rasmus Dichmann Bang
Populær
Med en markant mængde visne blade har 2019 ageret gødning for mange spirende projekter på dansk jord. Trods en årti-afslutning med manglende store udgivelser, er der alligevel grund til at blive og se, hvad 2020 kan.
Årets danske album:
1. Orm: 'Ir' – Der findes mange internationale navne, der har lavet lige så gode atmosfæriske black metal-plader, som Orm gjorde med 'Ir'. Forskellen heri ligger, at vi nu endelig har én, der ikke blot er velskrevet og til tider storslået langt ud over, hvad denne rapsgule flade nation kan kapere, men også en fortælling om det selvsamme land. 'Ir' fortjener at blive bevaret som dansk kulturarv.
2. Gabestok: 'Tre' – Fra drømmende, atmosfæriske og storslåede sagn om det forjættede land går vi til en anden version af, hvad der også burde bevares i formaldehyd på Nationalmuseet. Gabestoks nye udspil er kitschet, beskidt, nørdet, grumset, blacket og punket. Præcis som det skal være, og som det levende kulturmuseum Mayhem stolt kan skrive på sit Curriculum Vitae. Horrorfilm og black er som tomat og basilikum.
3. Fordærv: 'Knep dig selv ihjel' - Pladen varer omtrent 19 minutter, og der er 16 numre. Dumt eller genialt? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg kan lide det. Mere behøves faktisk ikke til at skrive en god plade. Mange danske bands, der gerne vil opfinde dybe tallerkener, kunne sagtens lære af både at høre og se Fordærv.
4. Baest: 'Venenum' – Inden stenkasteriet bliver taget for personligt, skal det lige noteres, at undertegnede selv kan være slem til ikke at få dykket nok ned i et univers, en konceptplade skaber, før jeg bedømmer eller eventuelt forbander albummet. Det gjorde jeg heldigvis med 'Venenum'; arbejdet bag denne plade må ikke underkendes. Jaja, Tulipreklamer, Go' Morgen Danmark, DR3-dokumentarer og alt muligt, men jeg synes også, at bandet fortjener, at man fordyber sig lidt i 'Venenum'. Der er mere tanke bag denne plade end blot at være en god skive.
5. Morild: 'Så kom mørket ...' - Den danske både over-og undergrund inden for black metal er der, hvor der virkelig blomstrer nyt. Morild er nogle af dem, som tør bevæge sig inden for det mere artistiske i genren. Ligesom Orm udfordrer de de korslagte armes by og ifører sig techno-maling og flotte visuals til deres shows. Og det virker. Pladen støtter rent poetisk også op om det flotte sceneshow. Morild er en pakke, så hvis du synes pladen er god, skal du opleve det live. Salt til kødet, om man vil.
666: Lifesick: 'Swept in Black' - Er godt nok fra ultimo 2018, men den plades styrke fortjeneromtale. Det er thrash, det er hævi, det er fedt, og du skal høre det. Bare glem navnet (som de burde skifte ud, for det er dårligt), og hør musikken; Lifesick er virkelig fucking fedt. Man burde også høre mere Taphos, men det ved folk godt ...?
Årets internationale album:
1. Cattle Decapitation: 'Death Atlas' – Ligesom med 'The Antropocene Extinction' har Cattle Decapitation endnu engang skabt en fantastisk plade med et endnu mere fantastisk budskab. Travis Ryan for president.
2. Mgla: 'Age of Excuse' – Navnet betyder "tåge" på polsk, hvilket er yderst passende. Dystert, tåget, ulækkert og massivt. Omme bag tågen gemmer der sig et yderst potent album. Mon ikke der også bliver mulighed for at se og høre Mgla i 2020.
3. Yatra: 'Death Ritual' – Yatra blæste fuldstændig igennem med deres debutalbum her og spillede blandt andet på Desert Fest i Belgien, var på halvanden europatour og to amerikanske (hvor de er fra) på blot et år. Hypen er også godkendt – Yatra spiller fantastisk sludge-doom uden ballademagerier.
4. Monolord: 'No Comfort' – Selvom denne plade ikke er trioens stærkeste, fortjener den stadig at komme på listen. Det er imponerende, hvor stort et landskab af lyd, de tre skandinaver frembringer med så begrænsede midler. Det er essensen af stoner, og Monolord skriver sig klart op som en potentiel arvtager fra mægtige Sleep.
5. Darkthrone: 'Old Star' – Darkthrone skal på listen, fordi gammelt vin på gamle flasker stadig kan være godt. Eller ... altså ... Fenriz kan stadig ... eller ... altså, godt er måske så meget sagt. Er der nogen, der nogensinde har hørt 'Engangsgrill' af Fenriz? Either way, 'Old Star' er Darkthrones attende album, og det er i sig selv imponerende.
Boblere: Martyrdöd, Misery Index, Alcest.
Årets internationale hit:
Baest: 'As Above So Below' – Remouladedanmark må desværre snart erkende det. Fuglen er fløjet fra reden. Baest smadrede igennem i år og har brændt sig ind som varmt metal på huden af kvæg i hele Europa. Med 'As Above So Below' som et smash hit på Youtube, hvor videoen viser deres erobring af Copenhell, samt på Spotify.
Årets danske hit:
Orm: 'Klippens Lyse Hal' – Den sang har det hele. Når jeg er ude og kigge efter en gård at slå mig ned på permanent, har jeg en urimelig lang liste med tjekpunkter. Det samme gælder black metal. Orm tikker dem alle sammen. Så hvis jeg kunne bo inde i Orm, ville det være fint.
Årets genfundne klassiker:
Dark Funeral: 'Unchain My Soul' – Jeg ved ikke, hvor mange penge Dark Funeral har betalt i sponsorater eller PR, men af en mærkelig årsag er den her sang altid næste anbefalede på min YouTube Music-bruger. På trods af utallige I don't wanna hear this song again-klik finder den sin vej ind på min lille håndcomputer. Nu har den gjort som en 5-årig, der gerne vil have is, og jeg overgav mig. Jeg har hørt den sang så meget, at den bliver nynnet i badet og i køkkenet. Til alles glæde, naturligvis.
Årets fysiske udgivelse:
Svend Engsig Karlsson: 'Venenum - Inferno' – Som før nævnt fortjener Baest-pladen mere end blot "orrh det fed, Erik. Feee' musik, Erik"-stemplet. Som en komplet konceptplade tog guitarist Svend Karlsson skridtet videre, og efter skriveprocessen havde han nok materiale til at udgive en bog i samarbejde med en forfatter. Så det gjorde han.
Jeg har stor respekt for dedikationen og arbejdet, de lægger i deres projekt. Baest har altså børn, familie og jobs ved siden af det her. Store kudos.
Årets koncerter:
1. Uada: Copenhell, 22-06-2019 – Hvis du valgte Kvelertak over det her, begik du en fejl.
2. Solbrud: Brønshøj Vandtårn, 22-11-2019 – Solbrud spillede én koncert (to gange) i år. Ude i Brønshøj.
3. Slayer: Wacken, 03-08-2019 – Fordi det var sidste gang. Og fordi man næsten så Tom Araya græde, da han sagde "this is it ...". Men lad os nu se, om det VAR sidste gang. Indtil videre skal den stå her og vifte som en fin afslutning på en æra. Thank God ... hates us all.
4. Orm: Alice, 29-08-2019 – Lige så god som pladen var Orms releasekoncert på Alice.
5. Power Trip: Roskilde Festival, 03-07-2019 – Dette var første gang, undertegnede så Power Trip, og ligesom i navnet var dette en magtdemonstration. En perfekt tømmermændskur.
666. Gold: Ideal Bar, 29-10-2019 – Med et hint fra Dea Lillelunds udkårne samt fanebæreren af dette magasin, Jacob Dinesen, blev undertegnede overtalt til at tage ind og se Gold. "Jeg giver drinks" er i øvrigt en ret sikker overtalelsesmetode. Drinkene bliver fremover ikke et nødvendigt kort at spille, hvis Gold vender tilbage. Denne koncert var fænomenal. Christian Hede fra Pet the Preacher varmede op og agerede lob til den flugter, der ramte lige op i krydset. Se Gold, hvis/når de vender tilbage. Hvis du bliver mindre end henført, så skylder jeg drinks.
Årets internationale navn:
Cattle Decapitation – Hvis flere gad at lytte til deres tekster, havde vi ikke brug for Greta Thunberg. Udover at lave ekstremt originalt materiale tager Travis Ryan atter fat i ALT, der er galt med planeten: Folk.
Årets danske navn:
Konvent – Konvent stormer frem og spiller til alt. De er jordnære med ambitioner, ydmyge og dygtige. En god opskrift til succes i Danmark. Konvent bliver interessante at følge i internationalt farvand fremover.
Årets nye internationale navn:
Vltimas – Som jeg desværre har misset indtil videre. Men det lover godt.
Årets nye danske navn:
Lifesick – Med fare for gentagelser, så vil undertegnede slå et slag for, at man lytter mere til den her hidsige gruppe. Glem, at de er fra Fredericia, glem navnet, og glem til tider også deres breakdowns, og nyd så bare den voldsomme HM-2-lyd, blandingen af Slayer, Nails og alt andet med motorsave og knytnæver ud i luften. Lifesick er råt og originalt. (Igen: Skift navn. Bare ikke til noget dansk.)
Folk burde også holde øje med Wulfaz, Eyes, Throwe, Heathe og Discipel.
Det overså jeg i 2018:
Alt med Mantar, og hvor benhård en udgivelse Lifesick lavede. Taphos røg også under radaren ligesom Conans udgivelse 'Existential Void Guardian'. Men jeg skrev heller ikke for Devilution dengang, så hvad jeg overså, kan i og for sig være pisse ligegyldigt.
Årets optur:
På trods af folks underlige mønstre og tendenser til koncerter i forhold til fremmøde føles det, som om der generelt er flere og flere til dem. Man kan fylde et Stengade en tirsdag, og man kan spille for 60-100 mennesker i forstæderne. Det lover og siger noget om en genfunden kærlighed til koncerterne. Så bliv ved med det.
Årets største skuffelse:
Jeg er bestemt misantrop. Enkelte gange er der enkelte mennesker, jeg godt kan lide. Svend Lokjær er en af dem. Især når jeg retorisk må bøje mig, thi jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. For at undgå plagiat skal det nævnes, at dette er et citat af ovennævnte medmisantrop. Dette er årets største skuffelse:
"Folk. Folk, der ikke kan se kritisk på deres favoritband, folk, der ikke kan lukke røven til koncerter, folk, der ikke evner den konstruktive diskussion, folk, der mener, vores kære kultur er ufejlbarlig, folk, der er faktaresistente, folk, der ikke kan fucking tale pænt, for fuck's sake, folk, der mener, at vi alle skal bakke ukritisk op om dårlig musik, fordi det er metal, folk, der hører folk, folk, der mener, dårlig journalistik har sin berettigelse, bands, der ikke evner at håndtere kritik, folk, der ikke aktivt bekæmper hvedeøl, folk, der måler et bands kvalitet på Spotify-streams, folk, der tager power metal seriøst, folk, der hyper moshpits, fordi hiphoppere bruger dem, og folk, der ikke passer ind i nogen af ovennævnte kategorier." - Svend Lokjær, 2019.
Største ønske for 2020:
At komme til mange flere Mantar-koncerter. Og at folk læser og forstår ovenstående om skuffelser i 2019.
Det glæder jeg mig mest til i 2020:
At se langt flere Mantar-koncerter. Og så at folk har læst teksten om, hvad der skuffede i 2019, så vi ikke får noget af det i 2020. Så tænker jeg også, Jordens undergang vel må komme lidt i sving her.
Livet er den længste vej til helvede.