Hvor blev magien af?
Blackgaze-ikonerne Alcest byder på velkendte elementer på deres sjette fuldlængdeudspil, der dog også markerer sig med musikalsk udvikling uden for bandets gængse stil. Men blandingen af gammelt og nyt kommer ikke til at fungere helt.
2. Protection
3. Sapphire
4. L'Île Des Morts
5. Le Miroir
6. Spiritual Instinct
Alcest er og bliver ikke alles kop te. Da projektet så dagens lys tilbage i år 2000 som et soloprojekt for den franske multiinstrumentalist Neige, der tidligere blandt havde medvirket i landets black metal-scene, satte projektet markant præg på videreudviklingen af netop denne genre mod dens tredje bølge – blandt andet med udgivelsen af ‘Écailles de Lune’ tilbage i 2010, der banede vej for prominente post-black-metalliske udgivelser. Alcest dannede sig en stor kerne af fans og følgere, men så sandelig også mange kritikere, der ikke brød sig om musikkens blanding af post- og black-elementer.
Og netop denne splittelse viste sig også ved bandets tredje udgivelse, ‘Shelter’ fra 2014, hvor tingene tog en radikal drejning. Musikmagasinet Rolling Stone beskrev pladen meget præcist ved at skrive, at musikken mere mindede om Sigur Rós end Satyricon – det var med andre ord ikke et stilskift, alle brød sig lige godt om. Og uheldigvis for bandets gamle fans skulle denne eksperimenterende fase skulle vise sig ikke helt at forlade Alcest på det nyeste udspil, selvom forgængeren ‘Kodama’ ellers kunne have tydet på andet.
‘Spiritual Instinct’ er en sjov og splittet størrelse, for lige så meget albummet kigger frem, lige så meget kigger det tilbage – dog uden i sin helhed at være helt tro mod bandets rødder. Allerede ved åbningsnummeret ‘Les Jardines De Minuit’s første anslag tyder alt på, at dette ikke just bliver et klassisk Alcest-album. En dominerende basgang, en pirrende guitar og bestemte trommerytmer tyder på en mere progget retning med referencer til den tunge rock, der dog pludseligt bliver akkompagneret af Neiges euforiske, lyse vokal, hvor sangen derefter udvikler sig til et mere velkendt blackgaze-univers. Og netop disse forskelligartede elementer viser sig at kendetegnende for albummet; nogle vellykkede, andre knap så meget.
Det er svært at sætte finger på, præcist hvad der gør, at sammensætningen af sangenes delelementer og ikke mindst albumhelheden ikke fungerer, men den røde tråd synes ikke at være til stede. Mange små detaljer bliver for dominerende; eksempelvis den abrupte slutning på føromtalte åbningsnummer, introen til ‘Protection’, hvis hastighed virker tilfældig i forhold til sangens videre udvikling, og ikke mindst de elektroniske beats, der agerer rytmesektionen i ‘Sapphire’. Hvorfor bruge så mange iøjnefaldende remedier, hvis de ikke tjener noget formål?
Der er ingen tvivl om, at duoen bestående af Neige og trommeslager Winterhalter, der udgør den faste kerne i Alcest, har haft klare visioner med dette nye værk, men det er, som om de er blevet fanget mellem to verdener; det velkendte univers, der domineres af en drømmende, magisk og følelsesladet karakter, kontra en nyere musikalsk profil, der baserer sig på en mere ligetil musikalsk tilgang, som trækker tråde til inspirationskilderne inden for rock, dream pop, indie og det elektroniske.
Albummet vil på en og samme gang for meget og for lidt, hvilket efterlader en – i forhold til tidligere udgivelser – vis form for ligegyldighed og ubeslutsomhed bag sig. Dét, Alcest kan og har gjort på tidligere udgivelser, inklusive den omdiskuterede ‘Shelter’, er at være æteriske. Der er en grund til, at musikken af mange bliver omtalt som værende magisk og sublim, men de følelser er svære at gendanne, når man lytter til ‘Spiritual Instinct’. Det er ikke før til sidst, at en genklang af disse kærkomne følelser dukker frem på albummets højdepunkt ‘Le Miroir’ og ikke mindst på det selvbetitlede afslutningsnummer, der særligt i sin guitarlyd, opbygning og vokalarrangementer søger tilbage til første halvdel af bagkataloget.
At lytte til Alcests sjette fuldlængdealbum er ligesom at vende tilbage til ens barndomshjem, der dog har fået helt nyt interiør. Det virker på en og samme tid letgenkendeligt og fuldkommen fremmed. Hvorvidt det er godt eller skidt, er for tidligt at sige, for der er ingen tvivl om, at ‘Spiritual Instinct’ er et udmærket album – men den kræver meget tid, tilvænning og dedikation, før det sætter sig under huden på en.