For kikset blindgyde
Populær
Københavnsk enmandsband debuterer med en post-black, der er alt andet end overbevisende.
Vinterbæst II
Vinterbæst III
Vinterbæst IV
Black metal er i sin oprindelse asocial, en forkastelse af den civiliserede, kristnede verden, af de idealer, alle andre holder op som gode og sande uden selv at evne at efterleve dem. Black metal forkaster normerne og hengiver sig til den egoisme, den ondskab, som den ser som menneskets sande natur. Eller sådan var det i hvert fald, dengang bølgerne gik højest på den norske scene. Den samme velfærdsstat som black metal-musikerne var børn af, forkastede de, demokratiet anerkendte de ikke som et værdigt udtryk for folkets vilje, folkesjælen.
Det er lang tid siden, og med blackens støt stigende popularitet og brede accept er billedet naturligvis blevet nuanceret. Sløret, vil nogle mene, udvandet andre. Med post-metallens omfavnelse af blacken og vice versa ophørte black endog med nødvendigvis at være satanisk og misantropisk og blev alt muligt andet: spirituel, politisk, økologisk. Et virkemiddel, endnu et. Man kan nærmest se post-blacken som en socialdemokratisering af black metal, en omfavnelse af den og accept af dens berettigelse, som næsten kunne kvæle den i forståelse og fornuftighed.
Bortset fra at det selvfølgelig ikke er sket alligevel, fordi den slags tendenser altid popper op igen, når man mindst venter det. I det gennemsocialdemokratiske velfærdsdanmark levede black metal i årevis en stærkt perifær tilværelse, men med post-blackbands som Hexis og Solbrud har den for alvor fået fat nu. Et af de bands, der dukker op i den slipstrøm, er enmandsbandet Forhekset Allé.
Hvis black altså i sin oprindelse er elitær, asocial og udemokratisk, så må enmandsbandet næsten være det ultimative udtryk for den indstilling. Her skal ikke tages hensyn til nogen som helst andre end kunstneren selv, her er ingen sløve bassister, der skal rive sig løs fra bongen, ingen guitarister med krævende kærester, ingen trommeslagere, der er trommeslagere. Inden for black er der da også flere enmandsbands end i nogen anden undergenre af metal: Burzum, selvfølgelig, som det mest kendte eksempel, men sidenhen også amerikanere som Xasthur og Leviathan.
Man får dog let den kætterske tanke, at Forhekset Allé måske ikke så meget er et enmandsband, fordi den unikke, kunstneriske vision bag ikke har måttet kompromitteres for alt i verden, som fordi ingen andre har gidet være med. De fire sange på debuten ‘Vinterbæst’ er i hvert fald temmelig undervældende i såvel produktion som komposition og udførelse. Jeg vil lade det være op til andre at bedømme, hvad der så er tilbage. Det er lyden af hjemmestudie, og det er sådan set ikke nyt i forhold til genren, men her er det bare lidt for fersk, lidt for tyndt i det. Det bliver lidt for tydeligt, hvad det er, der foregår i musikken: At det ikke er særlig meget. Lidt Mono-lignende guitartemaer, der får lov at ringle ud over det hele. En vokal godt sovset til i effekter, der ikke formår at dække over dens manglende kraft. Maskintrommer der ikke gør andet overhovedet end at holde takten. Det er egentlig først i ‘Vinterbæst III’, at der begynder at ske noget, når musikken trækker over i en Swans-klingende, industriel noiserock. Her lyder Forhekset Allé mere som sig selv, end når han forsøger at være black.
Der var vist også noget om, at det var en af pointerne i black: At udtrykke ens sande natur. I tilfældet Forhekset Allé får man indtryk af, at bagmandens sande natur ikke er særligt black. ‘Vinterbæst’ virker i hvert fald ikke overbevisende som black, og blacken betragtet som virkemiddel i den industrielle noiserock, han måske i virkeligheden snarere vil spille, bliver ikke doseret videre behændigt. Ej heller postrocken, for den sags skyld. Ep’en ‘Vinterbæst’ blev sluppet på Bandcamp sidste forår og er nu blevet udgivet på vinyl af Cornerkiosk Press. Det gør den desværre kun aktuel som et eksempel på en uheldig tendens.