Melodisk helvedeslarm

a2608502095_10

Martyrdöd viser igen på imponerende vis, hvor meget melodi der kan klemmes ind på en udgivelse uden at miste energien og den imponerende vildskab.

Kunstner
Titel
Hexhammaren
Dato
10-05-2019
Karakter
4

Svenske Martyrdöd har taget skiftet fra Southern Lord til Century Media, men det betyder ikke så frygteligt meget for hverken stilen eller kvaliteteten.  Derudover har bandet lavet en lille ændring i line-uppen, da Tim Rosenquist har smidt bassen til fordel for guitaren, da den tidligere guitarist Pontus Redig forlod bandet. Ind på den 4-strengede er så kommet Daniel Ekeroth, dødsmetal-connaisseur og forfatter til bogen 'Swedish Death Metal'.

Den udvikling, som bandet har vist over de senere album, 'Elddop' og 'List', er fortsat på 'Hexhammaren', det syvende album. Der er stadig vildskaben og D-beatet fra crust punk/metal, som Martyrdöd havde som udgangspunkt helt tilbage i starten i 2001. Siden da er der kommet en masse melodi ind i musikken samtidig med en formidabel metallisk nerve.

Martyrdöd forstår at hærge løs og samtdig være fandens melodiske, og på dette syvende album har de endda også i små doser fundet rum til den storladne stemning. Spændende er også sidste halvdel i et nummer som 'Nästa Syrien', hvor der melodisk set næsten går viking/folkemetal i temaet. En meget interessant finesse.

Martyrdöd, når din melodød skal smadre igennem
Men fordi svenskerne med smadrende trommer og voldsom produktion ikke giver afkald på det brutale, så når det melodiske islæt ikke et mætningspunkt. I stedet bliver Martyrdöd det oplagte valg til de metalfans, der er eller har været vilde med melodisk svensk dødsmetal, men som er stået lidt af på, at den stil let bliver pæn, sikker og nærmest forudsigelig i udførelsen. Bare tag den desperate vokal, som råber, growler, spytter sig nådesløst gennem sangene og indimellem nærmest knækker over. En slags naturlig variation, hvor andre måske havde forsøgt sig med et nyt forsøg i studiet, men her beholdes "fejlene", og det bidrager positivt til pladen.

Produktionen er som antydet bombastisk og altså langt fra poleret. Nogle gange sætter mixet vokalen for højt, andre gange er det et bækkenslag, der er unaturligt højt, og tilsammen er det kun positivt og fastholder lytteren i musikken, så det er spændende at lytte til, og det lyder fantastisk naturligt. Bunden er massiv og har sin del af æren for, at de indimellem nærmest endeløse rækker af melodier ikke fortynder musikkens voldsomhed.

'Hexhammaren' er catchy, melodisk, smuk, grum, vild og energisk på en måde, som den melodiske død ikke har været det i mange, mange år.