Blandet boghandel

Panik, panik! Julen er nær og nu råber familien for alvor på en ønskeseddel - denne artikel er til dig, som har bedre held med at lokke gavegivere i en boghandel end i pladebiksen efter en cd med blod og splat på coveret.

Hvis man har det som undertegnede, så er det altid et helvede at finde på noget, når familien efterspørger en ønskeseddel op til jul. Og julen er som bekendt (oprindeligt) en hedensk fest, så selvfølgelig vil flertallet af metalheads fejre denne højtid på den ene eller anden vis. Hvad end det er for hyggen, snaps eller piccolinen henover kopimaskinen.

Bøger er noget af det, som storsælger i julen, og det behøver slet ikke være endnu en svensk krimi, for der findes masser af bøger om metal og relaterede emner. Og de der nævnes i det følgende er naturligvis blot et fåtal ud af en samlet mængde, der snildt kunne fylde et lille provinsbibliotek.

Undertegnedes interesse for ikke blot at lytte til fedt hegn, men også at lade det skrevne ord herom forføre startede for alvor med Jens "Jam" Rasmussens 'Heavy metal - 40 år med hård rock', som min kollega Molin anmeldte til fuld palette, og senere landede bogen i min besiddelse via en tur under et vissent træ sidste år.

Læs anmeldelsen HER for den fulde beskrivelse. Det er en fed bog, der kommer godt omkring i metallen lige fra det, som af mange kaldes for starten i et trist industriområde af England med Black Sabbath over norske kirker i brand til en konklusion om, at der trods masser af godt gennem tiden, så er der stadig godt at høre i fremtiden.


Et lille lys til at oplyse mørket

Apropos kirkebrande og hentydningen til den anden bølge af black metal med Norge i front, så er 'Lords of Chaos' værd at læse, hvis man vil forsøge at få lidt lys over denne mørke genre og de absurde hændelser i starten af halvfemserne. Ikke blot i Norge, for der skete bestialske mord og satanisk hærværk på kirker og lignende mange steder i Europa. Bogen er skrevet af Michael Moyniham og Didrik Søderlind.

Som genren black metal, så er bogen også omdiskuteret. Meget rost af anmeldere, men også kritiseret for ikke at tage større afstand til nogle af personernes racistiske ytringer, kærlighed til fascisme og andet skidt. Det røgslør - ja, man fristes i disse tider til at kalde det spin - som en person som Count Grishnakh trods mange og lange udtalelser om hændelserne omkring mordet på Euronymous har udlagt, er stadig intakt. Bogen formår nemlig ikke 100 % at belyse, hvad der præcis "gik galt" hos de mest indflydelsesrige unge mennesker i genren.

Men black metal dengang sejrede lidt på mystikken, så måske er det meget godt, at den forbliver lidt intakt? Et omfangsrigt værk, som man bestemt bliver klogere på genren af at læse, og så er det jo sundt at tænke selv, når bogen ikke besvarer alle spørgsmål.


Stærkt om den progressive genre

Så er der mere konsensus over 'Mean Deviation' som denne skribent anmeldte HER tidligere i år. Et værk meget lig bogen fra "Jam", men her er fokus mere holdt den progressive metal. Utroligt lærerigt og inspirerende for nye anskaffelser eller et hurtigt klik ind på Youtube for lige at lytte på noget, man aldrig havde hørt om før.

Ligeledes genrespecifik er 'Swedish Death Metal' af Daniel Ekeroth om, naturligvis, den svenske dødsmetalscene. Omfangsrig og altomfattende fra den spæde start med Nihilist (som blev til Entombed), Unleashed, Grave osv. over den mere melodiske stil til nogle mere nutidige navne. Fyldt med masser af fedt læsestof, fotos af lækre xerox-posters-flyers og sort/hvide covers til kassettedemoer. Bagerst en fyldig liste af noget, der ligner alle svenske metalbands med rå stemmeføring. For feinschmeckeren, som ved, vi skylder Sverige meget!


Én person er nok!

Selv når bøgerne indskrænkes til kun at omhandle én person eller ét band, så er der masser af fint læsestof på hylderne. Fx er bogen om Slash, der slet og ret hedder 'Slash' en utrolig historie, der ikke synes virkelig. For det første, så undrer man sig over, at han overhovedet har kunne huske noget med det indtag af alkohol og stoffer, som han beskriver. Dernæst tænker man: "var 80'erne virkelig så vilde, og var der SÅ mange villige rock-chicks?". Men det serveres meget troværdigt, og man har jo hørt nogle af historierne før...

Mange af memoirerne er husket, fordi Slash faktisk har ført kalender ganske udførligt, selvom han har mistet nogle gennem tiden. Og så er Guns n' Roses jo velbeskrevet i forhold til de utallige shows, der er spillet, så helt galt med sandheden er det næppe. Det er en ret personlig bog, og man mærker, hvad der har været vigtigt for Slash i alle de år. Lige fra den nærmest boheme-agtige opvækst med kunstneriske og kreative forældre over ballademageren på BMX og med guitaren på ryggen til det vilde rockliv, da det for alvor tog fat efter mange år på røven.

Også Dave Mustaine formår i sin bog, som vi anmeldte for nylig (læs HER), at virke hudløst ærlig, og også her undrer man sig over, hvordan alting er blevet husket så godt. Såfremt det er den rigtige vinkel på historien i det hele taget. Og historier er der masser af, og sproget er rigtig fint i bogen, så den er hurtig læst.


Bog uden hovedpersonens accept

Hvor både Slash og Dave har været 100 % inde over selvbiografierne, så forholder det sig anderledes med 'W. Axl Rose'. Bogen er skrevet af Mick Wall, der efter at have været på god fod med bandet i de første år og have skrevet flere artikler på Kerrang!, pludselig kom i uføre. Han er nævnt i 'Get in The Ring', hvor Axl så flot sviner ham og andre pressefolk til med sætningen "Fuck You! Suck my fuckin' dick!" (ca. 3.01 inde i sangen: "Mick Wall at Kerrang" - red.). Men er Mick så ude på at svine Axl til som hævn?

Nej, bogen er hæderlig på det punkt, for Mick er meget fascineret af Axl. Og det går heller ikke helt galt, at han har skrevet om en person, der ikke vil tale med ham, for kilderne er mange og nære personer (eller i det mindste forhenværende nære...) af Axl. Og nogle af de spørgsmål eller den skepsis, som opstod efter at have læst Slash-bogen bliver belyst og understreget. Axl var og er om nogen en personage, som er en bog værd!

Et fascinerende band, Guns 'N Roses. Og som forfatteren skriver måske det sidste sande rockband, hvor klichéerne var ægte og i tusindfold. Og så er Mick ikke bange for lige at komme med historielærdom om LA-scenen i årene forud og samtidig med at Axl og co. slog igennem, så man forstår hvad musikken kom ud af. Så der er både lærdom og sladderblads-retorik at hente i bogen.


Gnæk og grin med rockens grand old man

Men, så er der jo også lige Lemmy. 'White Line Fever: Lemmy' er også en fantastisk bog. Musikalsk er den spændende, fordi Lemmy lige er det ældre, og dermed tager sit afsæt nogle år tidligere end de bøger, som er beskrevet i det foregående. Vi starter før Beatles, som Lemmy i øvrigt priser højt. En spændende start på bogen, som er vigtig for at forstå Lemmys musikalske baggrund.

Lemmy er god for mange humoristiske indfald, hvor der langes ud efter alt fra religion til vegetarer. Selvom han ikke er bleg for at hænge sig selv ud med pinlige historier, så føler man alligevel ikke at bogen går helt tæt på. Eller også er han bare så meget rocker, at der ikke rigtig er plads til føle-føle-fnidder under overfladen på selvudnævnte storforbruger af speed. En god bog, der giver stor lyst til at høre mere Motörhead og se de nuancer, der er fra album til album i følge skaberen selv. Motörhead er mere end 'Ace of Spaces', som han skriver. Et nummer han i øvrigt er "dødtræt af, selvom det er et godt nummer".


Metallica fra en skæv vinkel

Man kommer vel ikke uden om bøger om Metallica, og med Dave Mustaine i søgelyset tidligere, så skal vi da lige have det med. Denne artikels valg faldt dog på den anderledes indgangsvinkel med bogen - ikke filmen! - 'Some Kind of Monster: This Monster Lives'. For efter filmen fandt Joe Berlinger - den ene af makkerparret bag - på lige at skrive en bog også. Med fraklip og andre betragtninger så at sige.

Indholdsmæssigt god og spændende læsning, som giver lige det sidste klarhed over, det man måtte mene at mangle i den skelsættende dokumentar. Fokus er dog en hel del på forfatteren selv, og hans jagt på en nødvendig succes efter at smagt på succesen med en dokumentar om 'The West Memphis Three' (tre metalfans, der blev dømt for mord) for siden at have kunstnerisk nedtur som instruktør på 'Blairwitch Project 2'. Og han er meget synlig i bogen, da han ikke lægger skjul på, at hvordan han selv tolker visse passager i filmen.

På trods af den personlige vinkling, så bliver man klogere på det projekt som dokumentaren var, samt de bizarre handlinger som udspringer sig på kameraet. Og på hvordan et kamera aldrig helt bare er "en flue på væggen". Det har undervejs været hårdt for makkerparret bag filmen, for de har i en stor del af projektet ikke vidst, hvad de arbejdede hen mod: for var Metallica ved at lukke ned med James langt væk i rehab og samtidige store frustrationer mellem bandmedlemmerne?

Dette beskrives rigtigt godt og levende, og vil du læse bogen, så prøv at få den på engelsk for den danske oversættelse er fyldt med hobevis af fejl. Og er man lidt små-neurotisk omkring det skrevne ord, så er det rent ud sagt pisseirriterende.


Kun for fans

Hvor alle de førnævnte bøger i princippet burde være for alle, uanset, om man er fan eller ej, så bliver 'LZ-75' om Led Zeppelins tour i USA i 1975 lige lidt for uinteressant, hvis man ikke er diehard fan. For Stephen Davis, som ellers også har skrevet 'Hammer of the Gods', der er et ganske hyldet værk ligeledes om Led Zeppelin, har trods invitationen til at følge touren på nært hold ikke formået at komme rigtig tæt på. Så det bliver mere en opremsning af sætlister og problemer med vind og vejr, end det bliver rigtig informativt.

Alligevel er der da lidt at komme efter, hvis man tilhører en generation, der er født efter 1975. For man får lidt forståelse for hvordan idoldyrkelsen af rockmusik tog sig ud dengang, og hvordan et stort opsat rockshow tog sig ud. Fx havde havde bandet et lysskilt med bandets navn. Det lyste én gang til sidst i hver koncert, og bestod af vist nok mere end 1500 lyspærer (beklager det upræcise heri - det er nogle måneder siden jeg læste bogen). På lønningslisten var blandet en person, der alene tog sig af at skifte pærerne før hvert show. Hvert show!

God læsning - og fortsat god julemåned!