Det mægtige motörhoved

HeavyJams kåde anmelder fik taget sin Motörhead-mødom og imponeredes både svært af hovednavnet og opvarmningen fra Witchcraft. Det er ikke længe siden, svenskerkongerne i Witchcraft gæstede Københavns Loppen, hvor de leverede en fandens energisk rock and rollish doomkoncert. Denne gennemblødte tirsdag varmede de så op for mægtige Motörhead, og selv om de på papiret umiddelbart ikke synes at være det oplagte navn at smække foran Kilmister og co., tog Örebro-kvartetten opgaven med stiveste arm, og lod endda til også at overbevise mange af salens indikerede Lemmy-worshippers om deres brillante rocklødighed. Og det manglede sgu’ også bare! Magnus Pelander er en gudbenådet frontmand med en gigantisk vokalkapacitet, der ærefrygtigt og ganske klædeligt nikker applauderende til ikonerne i 13th Floor Elevators Roky Erickson og Pentagrams Bobby Liebling. John Hoyles supplerer Pelander på guitar, og deres vekselvirkning af 70’er soli og fuldfede riffs er himmelråbende. Tilsæt da Ola Henrikssons bas og det virkelystne helvedesuhyre, trommeslageren Fredrik Jansson, og du har dig et af de bedste og mest solide stykker rockfundamenter i dag. Det klædte Witchcraft enormt at komme foran et stort publikum. ”No Angel or Demon” og ”Wooden Cross”, fra henholdsvis den selvbetitlede debut (2004) og opfølgeren ”Firewood” (2005), blev begge trykket af med overskud og Pelanders sædvanlige gode humør. ”Leva”, ”Hey Doctor” og ”If Crinmson Was Your Colour” fra sidste års mesterværk, ”The Alchemist”, frembragte afslutningsvis en god headbangerisk entusiasme på de forreste rækker. Jeg kom personligt i bukserne under ”Hey Doctor”, og kunne derfor ikke rigtig rokke mig ud af stedet. Det blev kun til små 25 minutters opvarmning, men det var nu også tid nok til at bevise os om, hvorfor Witchcraft bør erobre verden! Havde de spillet et helt sæt med samme højtbegavede rockflid, havde de sprængt karakterskalaen. For fanden da! ”We are Motörhead” – gu’ er I det! I koncertregi var det Motörhead-mødommen, der denne aften blev taget for undertegnede. Forventningerne var dog ikke rigtig til at føle på, for der var ærlig talt ikke rigtig nogen. For hvad skal man egentlig forvente af en koncert med et band, der har udgivet nogle og tyve albums på nogle og tredive år? Godt nok er man eddikepjattet med bandets seneste udspil, ”Motörizer”, men selv spilletræthed og alderdom kan jo skjules bag enhver god studieproduktion. Det er først under en koncert, at et bands rockentusiasme viser dets kraft eller kryber til kort. Der blev lagt ud med ”Iron Fist” og ”Stay Clean”, og for helvede – godt hurtigt ord igen, Motör-drenge. I spiller røven af en bavian! Det kom som en enorm positiv overraskelse, hvor kompetente musikere denne trio stadigvæk er. Med sine 62 år tager Lemmy alderstronen i bandet, og Mikkey Dee og Phil Campbell er da blot nogle knægte i midt-40’erne i forhold til, men at de skulle spille som en flok begavede up-and-coming-show-off’s, der grådigt sigter efter førerpositionen, havde man sgu’ alligevel ikke regnet med. Det, der er Motörheads livestyrke, er ikke kun deres enorme sangskat, men i lige så høj grad deres indstilling til det at spille foran et publikum. Det virker uforceret og afkølet, og det er netop derfor, at det bliver venskabeligt og imødekommet med skålehilsner og højt humør. Kort sagt: Det er en fucking fest! Store Vega var pakket til lejligheden, og sjældent har man set bedre support fra publikum i den sal, der kun alt for sjældent får besøg af så solid rock og rul. Det synes som om, at Motörhead normalvis spiller større steder end det var tilfældet i Vega, hvilket to mindre, men ganske anseelige storskærme antydede. Det gjorde dog ikke noget ved bandets spillelyst. Skærmene fyldte en del af hver side af bagtæppet, hvilket specielt kom publikum til gode midt inde i ”In the Name of Tragedy”, som lige før guitarsoloen blev afbrudt af en underholdende trommesolo, filmet oppefra og ned, så vi kunne følge med i herlighederne – før sangen igen gik videre med ”In the Name of Tragedy” i en prisværdig overgang. "Now we’re gonna play something from '83. The record is 'Another Perfect Day'. Everyone fucking hated it so of course we’ll play two songs from it". Lemmys citat inden ”I Got Mine” må stå alene, for sangen var en af aftenens bedste. Phil Campbell er en charmør af kæmpe format. Han udtrykker ikke så meget, men med huen trukket godt ned og en guitarrem med "Welsh Wanker" skrevet henover den, er et skævt smil nok. Afslutningen var triumferende. Første ekstranummer var den blusede ”Whorehouse Blues” fra ”Inferno” (2004), som med Dee og Campbell på hver deres akustiske guitar, Lemmy i front med en smøg, fedtet hår og en eksotisk, mørkerød belysning, fik en i hvad der lod til at være ægte Beale Street-stemning - med den afsluttende mundharmonikasolo som den fede streg under ”ægte”. ”Ace of Spades” fulgte efter, og den generende Vegas til dato største mosh pit, men gik for undertegnede hurtigt i glemmebogen, da ”Overkill” rykkede ind og… ja… lagde os alle ned med sit monster riff fra Lemmys solide Rickenbacker. Lemmy, Phil, Mikkey - jeg er fucking ked af, jeg overhovedet tvivlede til at begynde med. More fool me! I er kongerne, der aldrig sælger ud. Sådan skal den skæres igen og igen og igen...