Deja-vu og bonuseffekter

Progpioneren Roger Waters havde taget ekstra scenografi med til Als, og hans show var overdådigt. Roger Waters? Han hører da ikke hjemme i Heavyjam? Tjaeh… uden Waters’ gamle band Pink Floyd var der for det første aldrig dukket et syret band ved navn Hawkwind op. Et band, der havde en mand ved navn Lemmy som medlem.

Herudover lagde Pink Floyd grundstenene til hele den progressive rockgenre, hvorunder man kan tælle navne som Rush samt de "nyere" Dream Theater og Marillion. Og så er der også det her band Iron Maiden, som pludselig fandt ud af, at man kunne lave episke numre omkring de 10 minutter i stedet for punkede metaludladninger på fire.


Brændevin og fnisetobak

I fjor spillede Roger Waters søndag aften på Roskilde Festival, og i den anledning havde et utal af koncertgængere valgt at købe søndagsbillet, hvorfor der den aften var fuldstændig sort af mennesker foran Orange Scene. Denne aften - på arbejdernes internationale kampdag - i Augustenborg Slotspark var der dog ”kun” omkring 13.000 tilskuere.

Allerede inden Waters gik på scenen, havde mange af de tilstedeværende fyldt sig med brændevin og fnisetobak. Det betød, at da de tunge toner til ”In the Flesh” endelig bragede ud af højtalerne, var man omgivet af yderst berusede modne mænd, der havde besluttet sig for at ”nyde” koncerten i søvne på plænen.

Så kunne man så stå og fundere lidt over, at nogen havde haft lyst til at punge 7-800 kr. ud, for at få lov til det!


Svinet flyver

Ovennævnte elementer gav en lidt underlig stemning på pladsen, og Waters’ sceneshow virkede ikke alt for overbevisende i dagslys. Samtidig begyndte man at stå og spekulere over, om det mon havde været dét værd, at rejse 330 kilometer for at se fuldstændig samme show som på Roskilde 2006.

Bandet virkede en anelse mere gumpetungt end på Roskilde, og det var først da de to dele af ”Perfect Sense” sammen med den stærkt anti-Bush’ske ”Leaving Beirut” blev spillet med overbevisende gnist, at man begyndte at trække på smilebåndet.

Fra det stærkt undervurderede ”Animals”-album kom ”Sheep” igen, og under dette nummer indtrådte første afvigelse fra Roskilde: et stort lyserødt svin blev sluppet løs over pladsen på Als. Et svin, der var blevet overmalet med diverse budskaber som Guantanamo-hentydningen ”Habeas corpus matters!”, det enkle og letforståelige ”Jyllands-Posten”, ”Kafka Rules OK!”, samt ”George Bush”, fra hvis navn en pil førte hen til svinets rektum…


Da mørket sænkede sig

Stilen var lagt, og mørket havde endelig sænket sig efter pausen mellem det ordinære sæt og fremførslen af hele ”Dark Side of the Moon”-albummet. Og det var her, at koncerten virkelig hævede sig over Roskilde, hvor der stadig ikke var tusmørke, da Waters & Co. kastede sig ud i værket fra 1973.

Projektionen på baggrundstæppet viste en helt ubeskrivelig, syret tredimensionel rejse gennem ”On the Run”, som ledte til ”Time”, med Waters tik-takkende basstrenge. Og som om sceneshowet ikke var nok, var lyden også ligeså exceptionel som på Roskilde Festival, og det er simpelthen en fryd at overvære kunstnere, der går op i at sikre publikum den optimale oplevelse.

En anden afvigelse fra Roskilde var, at der over scenen hang et gigantisk prisme magen til det på ”Dark Side of the Moon”-coveret. Og minsandten om ikke det lykkedes at få prismet til at sprede en hvid lysstråle til et farverigt tredimensionelt tæppe, der lagde sig over publikum, mens prismen drejede rundt.


Reel ros

Den ekstatiske stemning havde bredt sig over den smukke plads på Als, der vist bedst - for de, der ikke har været der - kan beskrives som en lidt maksimeret udgave af Amagers 5-øren. Ekstranumrene bestod igen af ”The Wall” materiale, hvoraf ”Another Brick in the Wall, Pt. II” fik hippiementaliteten frem i publikum.

Showet afsluttedes med “Comfortably Numb”, hvor sessionguitaristen Dave Kilminster (side om side med ex-Thin Lizzy-guitarist Snowy White) på uhyggelig vis efterlignede David Gilmours legendariske soloer.

Man kunne konkludere, at showet, på trods af den lidt svage første halvdel, atter var reddet op i de højere skylag. Nej, man havde ikke rejst forgæves.

Og det virkede reelt, da Waters efter den suveræne afslutning erklærede, at denne aften havde været helt speciel. Den vrisne mand virker ikke just som en, der spilder roser på hvem som helst. Overdådigt.