Charmerende nostalgi

Svenske Witchcraft sammensmelter Sabbath og syre rock på det ganske vellykkede album ”The Alchemist”. Velkommen til tidsmaskinen. Örebro-bandet Witchcraft er tilbage. Og hvor er det dog en fornøjelse atter at stifte bekendtskab med d’herrer. Phil Anselmo har for nylig sagt, at han havde Witchcrafts debutalbum med over til Pepper Keenan, da han skulle overtales til at gendanne Down. Forståeligt nok, for dét album og 2005’s ”Firewood” smagte MEGET af Black Sabbath, og dette nye album, ”The Alchemist” er ingen undtagelse.

Med de to første skæringer starter vi dog i blomsterbørns-hippiemusikken, men det er alligevel stærkt relevant, for vi er samtidig tilbage i heavy metallens rødder; syrerocken. Tænk The Doors, Jefferson Airplane og 13th Floor Elevators, og krydr det så med lidt Iron Butterfly og Blue Cheer! Mindre gennemført bliver det ikke af, at den geniale frontmand Magnus Pelander lyder som krydsning af Jim Morrison og Roky Erickson.

”The Alchemist” er indspillet udelukkende på analogt udstyr uden nymodens hjælpemidler, og det betyder, at albummet er som taget ud af slut-60’erne eller 70’erne. Her lefles ingenlunde for publikum, og Witchcraft virker komplet ligeglade med, om de har mulighed for at slå igennem i det engelsktalende udland. Og for at understrege det, synger Pelander på svensk i ”Leva”, hvor man i øvrigt atter kan høre de stærke ekkoer af Sabbath.

Witchcraft arbejder videre med deres ”opdateringer” af Sabbath. Fx er ”Hey Doctor” et suverænt svar på ”Snowblind”. ”Remembered” er ”Sweet Leaf” riffet spillet baglæns, ja, man kunne blive ved. Men der bliver trods alt rundet af, og det bliver der med episk-psykedelisk manér i form af det 11 minutter lange titelnummer, hvorunder enhver musikalsk sten bliver vendt.

Svensken har gjort det igen, men der ryger dog en karakter fra, idet Witchcraft er hverken originale eller banebrydende nok til at man kan opfatte ”The Alchemist” som andet end 40 minutters charmerende, vedkommende nostalgi.