WOA '19: Slayer takkede af med verdensformat

Slayerarkiv

Igennem 90 minutter fyrede Slayer hele arsenalet af klassikere af under en suveræn koncert, før bandet sagde farvel med tårer i øjnene efter gruppens sidste festivalshow i Europa nogensinde.

Kunstner
Spillested
Dato
02-08-2019
Genre
Trackliste
1. Repentless
2. Evil Has No Boundaries
3. World Painted Blood
4. Postmortem
5. Hate Worldwide
6. War Ensemble
7. Gemini
8. Disciple
9. Mandatory Suicide
10. Chemical Warfare
11. Payback
12. Temptation
13. Born of Fire
14. Seasons in the Abyss
15. Hell Awaits
16. South of Heaven
17. Raining Blood
18. Black Magic
19. Dead Skin Mask
20. Angel of Death
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
5

Klokken er lige passeret midnat. Tom Araya står med håndfladerne samlet foran ansigtet og bukker sig forover. Menneskehavet på mindst 50.000 ellevilde tilskuere jubler og klapper. Tom Araya griber mikrofonen. ”Det var det,” siger han i et rørt stemmeleje og får tårer i øjenkrogene. ”Det var det,” gentager den 58-årige chilener og kigger en beundrende sidste gang ud over menneskehavet, før han forlader scenen for allersidste gang foran så mange mennesker.

Igennem fire årtier har Tom Araya stået i spidsen for en af de største mastodonter i musikhistoriens kapitel om heavy metal. Om tre måneder er det slut, når Slayer takker af på hjemmebane i Los Angeles. Måske ser vi Slayer igen om nogle år, hvis de som stort set alle andre bands, der har takket af, alligevel siger goddag igen, fordi tilværelsen som pensionist er kedelig.

Det er faktisk svært at forestille sig, vi vitterligt ikke ser Slayer igen. Men hvis koncerten i fremtiden viser sig at have været Slayers endegyldige festivalshow i Europa, så er det også okay. For før den tårevædede afsked på Wackens hovedscene på midten af festivalpladsen, demonstrerede Slayer igennem 90 minutter hvorfor de er thrash-genrens mest kompromisløse giganter. Metallica har altid været de største. Slayer har altid været de vildeste.

Langt bedre end i Danmark
12 knusende plader er det blevet til siden debuten ’Show No Mercy’ i 1983 allerede fra start slog Slayers navn fast som en gruppe i særklasse. Materiale fra ni af de plader samt ’Chemical Warfare’ fra ep’en ’Haunting the Chapel’ udgjorde den sønderrivende sætliste, Slayer medbragte på Wacken.

Oplevet med danske øjne var der gevinst, hvis man var blandt publikum til Slayers danske afsked i Royal Arena sidste år i december. Sætlisten bød på en håndfuld andre numre i form af de mere sjældne skæringer ’Evil Has No Boundaries’, ’Temptation’ og ikke mindst den aggressive ’Gemini’ fra den udskældte 90’er-plade ’Undisputed Attitude’. I Royal Arena var det som bekendt også uden Gary Holt, der på grund af dødsfald i familien var blevet afløst i sidste øjeblik af den tidligere guitarist i Machine Head Phil Demmel.

I Royal Arena forstod man også beslutningen om Slayers exit, da Tom Arayas stemme mildt sagt lød slidt. Oplevelsen var en helt anden på Wacken. Slayer havde fornuftigt holdt dages pause mellem hvert show her på sommerturneen.

Amok i musikalsk blodrus
Det var ren forløsning stadig at kunne høre Tom Arayas berømte brøl lyde, som de burde. Den 58-årige frontmand og bassist gav den alt, hvad lungerne kunne trække, mens Holt og King duellerede om, hvem der først riffede fingrene til blods. Paul Bostaph er bestemt ingen Dave Lombardo. Det har hele tiden været trist, at klodens vel nok bedste heavy metal-trommeslager ikke sad bag tønderne og har været med til at sige farvel med det band, Dave Lombardo i den grad har været med til at gøre berømte.

Sådan blev det ikke, men Paul Bostaph har on and off siden 1993 vist at være en kompetent erstatning for Lombardo, såvel som Gary Holt ikke er Jeff Hanneman, men stadig har vist sig at være sin helt egen fremragende figur i Slayer. Holt leverede den ene dræbersolo efter den anden og var iført en Body Count-trøje med teksten No Lives Matter påtrykt.

Budskabet kunne siges at være ganske præcist for et band, der vitterligt udøvede musikalsk mord på det menneskehav, der fyldte hele festivalpladsen.

Slayer har om nogen også diskografien til at folde sig ud i en musikalsk blodrus. Alle de store klassikere sendte trykbølger igennem publikum. ’Mandatory Suicide’, ’South of Heaven’, ’Raining Blood’ – hele arsenalet af thrasherskud kom bragende fra scenen med en lydstyrke, der var Slayer værdigt.

Euforien ville ingen ende tage, da Paul Bostaph satte trommeintroen i gang til ’Hell Awaits’. ’Black Magic’ tog én tilbage i tiden til dengang, Slayers musik var nyt og farligt. ’Angel of Death’ lukkede og slukkede, og fik Slayer til at lyde som et band, der stadig er farligt – i hvert fald dødsensfarlige for nakkemusklerne. Og det var så det. Hænderne kom i vejret. Tårerne kom i øjnene. Vi sagde farvel. Slayer sagde farvel. Med et fuckin’ brag.