Metaldiktator: Slayer – 'Show No Mercy'
Populær
Det er 35 år siden, Slayer udgav deres debutalbum, ’Show No Mercy’. I aften spiller de i Royal Arena på deres sidste verdensturné. Selvom debuten næppe kommer til at fylde på aftenens sætliste, er det værd at kigge tilbage mod det album, hvor det hele startede.
2. The Antichrist
3. Die by the Sword
4. Fight Till Death
5. Metalstorm / Face the Slayer
6. Black Magic
7. Tormentor
8. The Final Command
9. Crionics
10. Show No Mercy
Metal var ved at blive større end nogensinde i 1983. I slutningen af 1970’erne havde punken overtaget domænet som dominerende modkultur i musiklandskabet og dermed truet med at slå metalgenren ud af kurs. Men bølgen af New Wave of British Heavy Metal fornyede metallen og førte den ind i det nye årti, hvor den inden for få år stod over for sit helt store kommercielle gennembrud. Og det kom. Med glam metal, stilen, der med højt hår, stramme læderoutfits og store omkvæd vandt frem som popmusikalsk sensation med bands som Mötley Crüe, Quiet Riot og Ratt i spidsen.
Men i undergrunden ulmede noget langt mere faretruende. Bevæbnet med Venom, hardcore punk og metalhunger stod den spirende speed og thrash metal som den højpolerede glam metals rå og usoignerede modpol.
Blandt de mest ekstreme af disse var Slayer. Legenderne, der ikke behøver nogen introduktion. Med rebelsk gåpåmod, et arsenal af riff og med Satan ved deres side var de med til at tegne en ny front op i metal.
I dag er det 35 år siden, Slayer udgav deres debutalbum ’Show No Mercy’ på det dengang lille pladeselskab Metal Blade Records. I aften spiller de Royal Arena op på deres afsluttende verdensturné sammen med Lamb of God, Anthrax og Obituary. Og selvom de næppe kommer til at spille meget fra ’Show No Mercy’, er det i sig selv værd at kigge på det album, der startede det hele.
Metalmassakren
Lad det være sagt med det samme: ’Show No Mercy’ er ikke Slayers bedste album. Man kan argumentere stålsat for det, men for hverken bandet, deres fans eller genren er det en milepæl på lige fod med de fire plader, der fulgte efter og perfektionerede formlen: Efterfølgeren ’Hell Awaits’ (som vi har skrevet en selvstændig Metaldiktator om her), milepælen ’Reign in Blood’, ’South of Heaven’ og ’Seasons in the Abyss’.
Men ’Show No Mercy’ var startskuddet. Og alene derfor har albummet en monumental betydning i metalhistorien.
To år tidligere var Slayer blevet dannet i Huntington Park-bydelen af Los Angeles. Her fandt en ung Tom Araya sammen med guitaristerne Kerry King og Jeff Hanneman og trommeslageren Dave Lombardo, hvor de til at begynde med spillede de covers af britiske grupper som Iron Maiden og Judas Priest på de lokale klubber. En dag fangede de musikjournalisten Brian Slagels opmærksomhed, og da han spurgte, om Slayer havde lyst til at medvirke en opsamling, han udgav på sit nyopstartede pladeselskab, var de selvfølgelig hurtige til at sige ja.
Opsamlingen var ’Metal Massacre’, pladeselskabet Metal Blade Records. Hensigten var at fremhæve undergrundens usignede metalbands, og den første udgivelse i serien, der udkom i juni 1982, er først og fremmest gået over i historien for at inkludere et ungt Metallica med en tidlig og rå version af ’Hit the Lights’.
Et år senere var det Slayers ’Aggressive Perfector’, der åbnede ’Metal Massacre III’. Et nummer, der med eftertidens blik står i meget, meget stor arv til Metallica, idet introen er mere eller planket fra ’Hit the Lights’. Slayer var herefter hurtige til at smede, mens jernet var varmt, og de finansierede selv indspilningen af ’Show No Mercy’, som Slagel gik med til at udgive senere samme år.
Hidkaldelse af Satan
’Show No Mercy’ fulgte fem måneder efter ’Metal Massacre III’, nærmere betegnet den 3. december 1983, og for Metal Blade blev det en langt større succes end regnet med. Med over 30.000 solgte eksemplarer var der tydeligvis efterspørgsel efter metal med kant, og Slagels entreprenørsind så selvfølgelig, at der var mere at komme efter. Vejen var dermed banet for en karriere og en diskografi, hvis betydning for metalhistorien ikke kan overvurderes.
Metallica var i mellemtiden blevet samlet op af Megaforce Records og havde i juli 1983 udsendt ’Kill ’Em All’, som også blev en sensation i undergrunden. Sammen med ’Kill ’Em All’ er ’Show No Mercy’ startskuddet for thrash metal, som vi kender den i dag, men hvor Metallicas tidlige repertoire var domineret af sange om at være metalhoved (’Hit the Lights’, ’Motorbreath’, ’Metal Militia’), er der en anden agenda hos Slayer, der i langt højere grad lagde vægt på satanisme og okkultisme i deres sangtekster og udtryk udadtil.
Sangtitler som ’The Antichrist’, ’Face the Slayer’ og ’Tormentor’ understreger fint denne pointe, men det gør også det amatøristisk tegnede cover til ’Show No Mercy’: Bandets logo slår skrevet med den ikoniske, kantede skrift inde i et pentagram udformet af sværd, og ved siden af står en nitteklædt mand med gedehoved, trukket sværd og rød kappe – no less – og ser vidunderligt truende ud.
Slayers hidkaldelse af Satan var grænseoverskridende i sin samtid og står i stor arv til britiske Venom, der med deres smadrede lyd, hurtige tempo og okkulte image havde sendt chok igennem undergrunden med pladerne ’Welcome to Hell’ og ’Black Metal’ – også med gedehoveder på albumcoverne – årene før. Som Venoms frontmand Cronos så simpelt udtalte om attraktionen i denne transgressive provokation: ”Satan is power.”
Sådan fik man også skilt fårene fra bukkene. Det var en indsnævring og en indkapsling af en distinkt æstetik, som holdt metal i undergrunden, men det var også en måde at skubbe genren frem på, at presse den længere ud mod ekstremen i både sonisk og visuel form. Som den akademiske rockhistoriker Steve Waksman har formuleret det i bogen ’This Ain’t the Summer of Love: Conflict and Crossover in Heavy Metal and Punk’, så gik metal fra at være musik for masserne til at være musik, der først og fremmest var for metalhoveder. Og det er blandt andet her, vi finder en bro til den senere dødsmetal og black metal – fra Bathory og Hellhammer til Death og Morbid Angel.
Mellem hardcore og metal
Afkastet fra Venom løber igennem hele ’Show No Mercy’, men det sataniske image skylder også danske Mercyful Fate meget, ligesom der musikalsk er en understrøm af inspiration fra NWOBHM-bands som Motörhead, Iron Maiden og Judas Priest. Hør blot, hvordan et nummer som ’Die by the Sword’ næsten lyder som tidlig Iron Maiden i versene: Tom Arayas vokal har ikke helt fundet sit leje, men befinder sig et sted mellem sang og de senere så karakteristisk hurtige fraser, og på ’Tormentor’ er der ligefrem inkorporereret et hook, der kunne høre hjemme hos flere NWOBHM-bands.
Men ’Show No Mercy’ skorter heller ikke på inspiration fra samtidige californiske hardcoregrupper som Black Flag, der også havde sat tempoet gevaldigt i vejret i nærområdet. Faktisk er indflydelsen så kraftig, at Slayer blev betragtet som et crossoverband i sin samtid, hvor blandt andet rockjournalisten Brian "Pushead" Schroeder betegnede dem som "speedcore" sammen med blandt andre Venom, Metallica og Discharge. Skellet mellem metal og hardcore var et andet i 1983, og ifølge Waksman var det også Slayer, der blandt andet åbnede for, at en gruppe som D.R.I. senere kunne blive signet på Metal Blade.
Når man lytter tilbage på ’Show No Mercy’, er det på sin vis til at forstå: Der er fuld fart over feltet, og den rå produktion giver bandet en punketos, der først ville stå så klart frem, da gruppen 13 år senere indspillede gamle hardcorefavoritter på ’Undisputed Attitude’. Men albummet indeholder samtidig også et væld af virkemidler, som gruppen senere ville forfine, mens thrash krystalliseredes som selvstændig metalgenre: Der er den klassiske vekslen mellem hurtige stykker og midttempo-riff, som det blandt andet kan høres i ’The Antichrist’ og ’Black Magic’, temposkiftet, der finder sted to minutter inde i ’Crionics’, de hvinende guitarer i ’Die by the Sword’ og de ekstreme soli, der dog bibeholder en vis grad tonalt centrum her modsat de senere pladers frenetiske atonale løb. Og så er der selvfølgelig Tom Arayas karakteristiske skrig, der åbner ’Evil Has No Boundaries’ (der også inkluderer trommeslageren Gene Hoglan på råbekor), men som først ville blive skrevet direkte ind i metallens kanon med ’Angel of Death’ tre år senere.
Uforanderlige Slayer
Når Slayer i aften går på i Royal Arena, bliver det ikke materialet fra ’Show No Mercy’, der kommer til at fylde – medmindre de altså overrasker og varierer sætlisten mere, end de plejer. De vil muligvis spille ’Black Magic’, som de har luftet de seneste år, blandt andet på Roskilde Festival i 2016, og de vil med al sandsynlighed spille det faste livenummer ’Chemical Warfare’ fra ’Haunting the Chapel’-ep’en, der udkom i 1984. Men det vil sandsynligvis også være dét.
Vægten ligger altså andetsteds, og det med rette. For det er de efterfølgende ’Hell Awaits’ (der blev den sidste udgivelse på Metal Blade, før bandet skiftede over til Def Jam og fik Rick Rubin som producer), ’Reign in Blood’, ’South of Heaven’ og ’Seasons in the Abyss’, der er Slayers største bidrag til den varige thrash-kanon.
Selvom ’Show No Mercy’ i høj grad bærer præg af at være en debut, hvor bandet endnu ikke helt har fundet frem til den lyd og skarpskårne stil, som de senere ville perfektionere og blive kendte på, så er det stadig imponerende, i hvor høj grad fundamentet allerede var lagt. Slayers diskografi har aldrig været præget af særlig stor udvikling – de største variationer har som regel været justeringer i tempi og forandringer på produktionssiden – og sådan falder ’Show No Mercy’ ikke udenfor.
Det er Slayer, som vi kender dem. Og det er lige, som det skal være.