Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2018 – Jacob Dinesen

Populær
Updated
sh_Hasselblad 100mm f3.5 - Hasselblad 503cw - Cinestill 800T push 2 stop - Januar 2018 - 6 copy
e4757061d0a81c841d766c26789632da_XL
a2352066609_10
body_count_srf2018__XTD3340
woebegone_obscured_train2018__XTJ9875
a3981217001_10
0013602145_10
xenoblight_pumpehuset2018__XTJ8490

Fremad, videre, nyt – 2018 var ikke præget af hverken stilstand eller tilbageskuende adfærd.

Fotograf
Bjarke Ahlstrand (hovedbilledet)
Forfatter

Årets danske album:

1. Sunless Dawn: ’Timeweaver’  På toppen af et usædvanlig stærkt dansk pladeår står ’Sunless Dawn’ og deres mesterlige ’Timeweaver’. Jeg frygtede at det unge håb – efter deres uendeligt lange tilløb – ville indlede albumkarrieren med deres helt egen ’Chinese Democracy’, men heldigvis viste det sig ikke at være tilfældet, og nok en gang blev det demonstreret, at hastværk under visse omstændigheder faktisk kan være lastværk. ’Timeweaver’ er et helstøbt mesterværk, der tydeligt viser, hvad der sker hvis teknisk overlegenhed kombineres med en enorm musikalitet.



2. Slægt: ’The Wheel’  Omsider lykkedes det Slægt at lave den plade, alt talte for, de havde i sig. Episk metal, der overlegent veksler mellem black og heavy metal



3. Alkymist: ‘s/t’  Alt andet end blot brøleabe-sludge. Insisterende som industrial og på samme tid tungt som den tungeste doom. Trods bandets … modne … gennemsnitsalder formår de at forny en ellers lettere udpint genre.



4. Svartmálm: ’s/t’  Fra kolonierne kommer en af årets stærkeste black metal-udgivelser. Atmosfærisk, isnende koldt og kulsort.



5. Vola: ’ Applause Of A Distant Crowd’ - Flere burde lytte til Vola. Voila.



Årets internationale album:

1. Funeral Mist: ‘Hekatomb’

Funeral Mist er ikke moderne.
Funeral Mist er ikke symfonisk.
Funeral Mist er ikke atmosfærisk.
Funeral Mist er ikke post-black.
Funeral Mist er ikke blackened-noget-som-helst
Funeral Mist er rendyrket black metal uden bindestreger. Hekatomb er otte herlige sange om Satan.



2. Primordial: ‘Exile amongst the Ruins’  I modsætning til både ’Where Greater Men Have Fallen’ og ’To the Nameless Dead’ vil ’Exile Amongst the Ruins’ ikke blive husket som et mesterværk, men ikke desto mindre stikker den stadig højt op blandt udgivelserne fra 2018. Mindre blacket, men mere leg med genrer.



3. Marduk: ’Viktoria’  Ni hurtige sange om krig.



4. Immortal: ‘Northern Chaos Gods’  Det er muligt, at der findes folk, der mener, at Abbath er essensen af Immortal, men ’Northern Chaos Gods’ viser, at bandet fungerer fremragende uden den fordrukne gøgler. Viva Demonaz!



5. Sulphur Aeon: 'The Scythe of Cosmic Chaos'  Potentielt årets bedste plade, men jeg føler mig endnu ikke sikker nok på den til at placere den højere. Måske den på næste års liste ender som den, jeg overså - eller blot ikke fattede storheden af – i 2018. 

Årets boblere består af en samling bands, der entydigt har lavet dårligere plader end deres forrige – men alle disse udgivelser var også mesterværker på et nært uopnåeligt højt niveau:
Behemoth: ’I loved You at Your Darkest’
Tribulation: ‘Down below’
Venom: ‘Storm the Gates’
The Night Flight Orchestra: ‘Sometimes the World Ain't Enough’.

Årets internationale hit:

Watain: ‘Nuclear Alchemy’

Medaljen for årets internationale hit går til Watain for årets mest inspirerende sang:

Transform! Aspire!
By the fire of will and the will of the fire
Nuclear alchemy
Pyromaniac witchcraft!



Lige i hælene følger Behemoth: ’Sabbath Mater’:



Og årets dansevise er The Night Flight Orchestra: ’ Sometimes The World Ain't Enough’:



Årets danske hit:

Pudsige herrer: ’På vej’
:


Årets genfundne klassiker:

I 2018 har jeg tilsyneladende ikke brugt tid på at være tilbageskuende. Fremad! Mod fremtiden.

Årets fysiske udgivelse:

Nej – heller ikke i år.

Årets koncerter:

1. Woebegone Obscured/SOL: Train, Århus, 20-10-2018  Teknisk set var det blot et brudstykke af en koncert, der i sig selv blot var en del af en stribe af koncerter samme aften under overskriften Kill ’Em Århus. Sædvanligvis er Woebegone Obscured hævet over middelmådighedens dynd, men de par sange, hvor de havde Søren ’Sol’ Zederkof med som ekstra vokal, var aldeles magiske. 

2. Body Count: Sweden Rock Festival, 07-06-2018  Opskrift på en perfekt eftermiddag:
Man blander lige dele høj sol, portvin, whisky, øl og Body Count. Derefter krydser man fingre og håber på det bedste.Resten af denne dag på Sweden Rock er mig ganske uklar, men jeg er sikker på, at Body Count var fantastiske.

3. Igorrr: Roadburn Festival, 20-04-2018  Jeg havde enorme forventninger til denne koncert, og de blev i den grad indfriet. Hypen om Igorrr havde også nået Roadburn, og den propfyldte sal summede af forventning, før bandet gik på scenen. Som koncerten skred frem, forlod flere og flere det mesterligt absurde teater, og da bandet takkede af, var der blot en tredjedel af publikum tilbage. Ikke desto mindre fik Igorrr festivalens både største og længste bifald.

4. Claudio Simonettis's Goblin: Metal Magic Festival, 14-07-2018  Pokkers langt fra Metal Magics vanlige nittearmbånd, men det gjorde ikke ligefrem oplevelsen mindre stærk. Wow – bare wow.

5. Iron Maiden/Judas Priest: Royal Arena, juni 2018  I den tidlige sommer lykkedes begge de aldrende giganter at give formidable koncerter på Amager. Begge bands burde absolut afholde sig fra at udgive ny musik, men når de blot spiller genredefinerende hits på stribe, er det svært for alvor at være misfornøjet.

Årets internationale navn:

Slayer  Hvis de rent faktisk holder ord og indstiller karrieren, inden det bliver pinligt. Hvis ikke er de forhåndsnominerede til prisen som årets skuffelse i 202x, hvor de annoncerer deres store gendannelsesturne.

Ud over Slayer fortjener Pat O’Brien/Cannibal Corpse også et kip med flaget. Dette for at blive anholdt med manér. Et er at blive anholdt for indbrud, men samtidig at lykkes i at få sit eget hus til at eksplodere og miste alle sine ejendele inkl. en anseelig våbensamling med både uzier og flammekastere OG koble det hele sammen med både rummænd og bortrykkelsen ER imponerende.

Årets danske navn:

Xenoblight  er sluppet fri af den jyske undergrund og vandt den hjemlige udgave af årets Wacken Metal Battle, nåede højt i den internationale, spillede på Copenhell-sejladsen, er booket til When Copenhell Freezes over OG er nomineret til en Steppeulv som ”Årets Håb”. 2019 bliver deres år.

Årets nye internationale navn:

Pas – ingen nye har for alvor imponeret eller blot gjort sig bemærket

Årets nye danske navn:

Deadnate  før vi begyndte at lytte materiale igennem til Wacken Metal Battle, havde jeg ikke hørt om bandet. De er bestemt ikke færdige med deres udvikling, men på det lille år, der er gået siden da, er det lykkedes dem at få form på deres ambitioner i en sådan grad, at vi kunne kvittere med topkarakter til deres debut-ep.

Årets comeback:

Behemoth  polakkerne genvandt deres ære og værdighed ved IKKE at lave en leflende episk opfølger til ’The Satanist’. Efter flere år med formulariske og ubehjælpeligt kedelige koncerter frygtede, eller måske nærmere forventede, jeg, at Behemoth ville gå benhårdt efter at blive massernes nye yndlingssatanister. Det undgikkes på den klædeligt bistre ’I loved You at Your Darkest’.

Det overså jeg i 2017: The Ruins of Beverast – ’Exuvia’ 
 Herværende magasins skribent Jacobh Hansen introducerede mig til The Ruins of Beverast en tømmermændsplaget morgen på sidste års Sweden Rock Festival. Der fængede ’Exuvia’ ikke rigtigt. Fast-forward til Roadburn dette år, hvor jeg måske/måske ikke så en halv koncert med bandet og kort derefter blev prakket Exuvia på af en ganske lille dame. Et mesterværk der – om jeg havde været vaksere ved havelågen – var endt højt på sidste års liste over de bedste plader.

Årets optur:

Wacken Metal Battle blev igen i 2018 mit års metalliske højdepunkt. Bundniveauet er stadigt stigende, og flere af de tidligere deltagere begynder at sætte sig spor i verden omkring os. Jeg bliver oprigtigt glad af at se på resultaterne af alle involveredes hårde arbejde. Det blev også herigennem, at jeg stiftede bekendtskab med de Pudsige Herrer og deres ræverøde socialistprotestrock. Hyperfængende melodier, gode tekster med noget reelt på hjerte – de fortjener et utrolig meget større publikum, end de p.t. har.

Roskilde Festival for:
a) Watain havde al den vildskab, ild og blod, som Copenhell savnede. Publikum var der ikke meget af, så det blev aldrig for alvor intenst, men det var dog tættere på målet end det meste, Refshaleøen havde at byde på.
b) Jeg fik skældud af Phil Anselmos kone for at have guldglimmer (= mikroplastik) i mit skæg. Derefter fulgte et par timer, hvor min kæreste og jeg hang ud med ham der Philip og hans kone.

Og til sidst fortjener det, at Machine Head opgiver ævred, også en bette skål. Det band kravlede så langt op i røven på sig selv, at det var en fornøjelse at se dem lide den selvforskyldte kvælningsdød.

Årets største skuffelse:

På mange måder kan min største skuffelse opsummeres i min Alestorm-koncert på Copenhell. Hele denne festival føltes som værende helt umanerlig lang, overfyldt og kedelig. Festlige Alestorm burde være den ultimative optur oven på en umetallisk metalfestival, men ak ak ak ...stemningen til Alestorm var så munter, at den totalt knockoutede mig, og jeg i stedet måtte fortrække til Satyricon, der spillede samtidig. Her så jeg en aldeles ufarlig omgang sort metal – men i det mindste var det mørkt, og ingen smil var at se.

Ganske som forudset missede jeg Waste of Space Orchestra på Roadburn, jeg prøvede, men hollændernes umulige trafikdisciplin gjorde det umuligt. Fordømt. Det lykkedes mig også at misse et par Hooded Menace-koncerter; én på Roadburn, fordi jeg troede, jeg skulle dø af hedeslag, og en anden på Kill Town Death Fest, hvor jeg fik en flyvende mandsling i hovedet.

Ikke mindre nedtrykkende er det, at mange af mine yndlinge alle udgav kedelige plader. Her tænker jeg på for eksempel Bersærk, Madball, Sick of It All, Mantar, High on Fire, Orange Goblin, At the Gates (selvom det vitterligt er svært at have forventninger til dem længere), Ken Mode, Krisiun, Pig Destroyer og Vreid.
En særlig bemærkning vil jeg knytte til betagelsen af 'Firepower’, Judas Priests jammerlige 2018-udgivelse. Nogen mangler at påpenge, at kejseren står splitterragende nøgen. At fremhæve denne plade i denne grad er perverst! Har ingen af jer prøvet at lytte til Savage Machines udspil fra det forgangne år? Det er sandt for dyden intet mesterværk, men den er dælme en del mere levedygtig end ’Firepower’.

Største ønske for 2019:

Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere, der forsøger sig med tekster på dansk. Alle vildfarelser om, at det hæmmer det kommercielle potentiale, vil jeg mene er noget sludder – de færreste kommer i nærheden af at leve af musikken, og, kære musikanter, da de fleste af jer alligevel ikke tør tage på de hårde minibusturneer til klubberne i Langbortistan, mister ingen noget ved at indspille musikken på vort modersmål.

Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål end at nusse om en dødfødt drøm.

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Indtil videre tegner 2019 hæderligt, blandt andet fordi jeg ENDELIG kommer til at se Midnight live. Dette kommer til at ske på Roadburn, medmindre jeg gør, hvad jeg sædvanligvis gør, når jeg glæder mig til noget, dvs. drikker mig i helt hegnet, farer vild, kommer for sent, glemmer et kamera, sidder med en hasteopgave på jobbet – potentielt et mix af disse – noget VIL komme på tværs.

Derudover tyder alt også på, at Powertrip rent faktisk ER booket til Roskilde Festival 2019, og forventningen ikke blot er resultatet af en feberdrøm. Dette var tilfældet i 2017, hvor jeg, lige op til festivalen begyndte, glædede mig helt ustyrligt til min egen fiktive Powertrip-koncert – stor var skuffelsen, da jeg opdagede, at den oplevelse vist ikke rigtigt ville blive til noget.

Wacken Metal Battle vil også i 2019 blive et projekt, jeg kommer til at bruge horribelt meget tid på, men som altid forventer jeg, at det på alle planer vil blive en givende oplevelse, med både nye venner og fjender.