En dansker i London
Morten Fausbøll har forenet undergrunden i London, spillet samme sted som Iron Maiden og åbnet for Nick Oliveri. Læs hvordan han er endt der!
Danske Morten Fausbøll har gennem mange år bevæget sig i internationale miljøer, og med en opvækst hjemme i Nordjylland og det danske foreningsliv, er han nu medvirkende til, at undergrunden i London har samlet sig og scenen hjælper hinanden på kryds og tværs. Vi fik en snak med Fausbøll, der spiller i flere bands såsom LEVEE og Ygodeh, og bl.a. har givet koncert samme sted, som Iron Maiden fik sin debut!
Men først skal vi have placeret Morten Fausbøll. Hvem er han og hvordan er han endt i London af alle steder? Vi spurgte ham til rejsen fra Danmark til udlandet.
– ”Jeg er en dansk svineavlers søn”. Sådan plejer jeg at introducere mig selv her i London. ”I have herded thousands of pigs to slaughter” er en sætning, der giver respekt i en storbys metal-scene. Min introduktion til metal skete, da min storebror kom hjem og satte Clawfingers ”Use Your Brain”-album på sit nye konfirmationsanlæg. Drengen, der synger: “…everybody has to do what I say!” vakte genklang i mig på en måde, jeg ikke helt forstod, men jeg kunne li’ det. Inden mit arbejde tog mig til London, boede jeg 10 år i Kina, hvor jeg også var en del af metalmiljøet. Jeg ejer en virksomhed, der handler med Kina og den sydafrikanske region, og som side-geschäft er jeg personlig udviklings-coach for University of Law her i London.
Så en forretningsmand med hang til den tunge musik og ophavet er svenske Clawfinger. Det satte gang i danskeren, der så også selv spiller. Det måtte vi høre mere om:
– Jeg spiller i to bands herovre. Mit eget band hedder LEVEE og er et two-piece band med mig på guitar og vokal og Fredrik Lindal fra Norge på trommer. Vi spiller riff-driven hard rock med et stort fokus på energiske og underholdende live-optrædener. Jeg skriver alt musik og tekst for LEVEE. Derudover er jeg også trommeslager i et symfonisk-elektronisk death metal band, der hedder Ygodeh.
Som nævnt i indledningen så gør Morten Fausbøll mere og andet end blot at spille guitar og synge i forskellige bands. Han har også bragt noget dansk foreningsmentalitet med sig til heavymiljøet i undergrunden i London. Så hvad mon det er for noget?
– Jeg er blevet en form for de-facto styrmand af The London Metal Coalition. Dette er et fællesskab, der helt organisk blev til for halvandet år siden, og som er vokset eksplosivt siden. Vi var fem etablerede metalbands, der begyndte at arbejde sammen for at styrke metalscenen i London. I stedet for at konkurrere med andre bands om gigs, netværkskontakter, social media strategier etc. begyndte vi at dele vores viden med hinanden under parolen ”A rising tide lifts all boats”. På under to år er vi vokset til over 50 metalbands! Disse er alle metalbands, der pt. spiller live gigs, er londonbaserede og har udgivet musik. Min rolle i The London Metal Coalition (LMC) er at kalde ind til og styre de møder, vi har hver anden måned. Disse møder er enormt vigtige, da de giver folk muligheden for at netværke ansigt til ansigt over nogle velskænkede fadøl. Dette har vist sig utroligt effektivt for udviklingen af et faktisk fællesskab. Der er masser af grupper på de sociale medier, der foregiver at have et fællesskab, men når ingen har drukket øl eller givet hinanden knusere battle vest mod battle vest, er det lidt ligegyldigt. Foruden at styre vores fysiske møder er jeg også ansvarlig for vores Instagram konto. Vi har også en styregruppe, der består af seks medlemmer fra seks forskellige bands. Denne gruppe forsøger at tage de ideer, som opstår i fællesskabet og gøre dem til virkelighed. Jeg sidder også i denne gruppe. Vi arrangerer vores egen LMC festival, sociale arrangementer, styrer vores LMC mental health support af folk i fællesskabet, kommunikerer med eksterne interessenter etc."
Hvornår gav du din første koncert og hvor var det?
– Min første koncert i London blev sat op den samme aften som jeg første gang mødte min trommeslager Fredrick. Efter vi havde snakket om bandet over en pint tog vi ned på et lille spillested, der hed Sevilla Mia, hvor vi mødtes med en af Lemmy Kilmisters gamle venner lidt tilfældigt. Han kendte Fredrick og var interesseret i at høre os spille live. Han henvendte sig til manageren af spillestedet og sagde ”Freddy and Morten are gonna play here. When do you have a free Saturday?”. Vi spillede for et fuld pakket Sevilla Mia en måned efter.
Koncert med Levee under Coalition Fest i september 2023 (Foto: Morten Fausbøll)
Hvad fik dig til at involvere dig i miljøet i og omkring London?
– På samme tid som vi spillede vores første gig blev vi valgt ud til at spille Londons ultimative “metal battle of the bands” -konkurrence Metal 2 The Masses. Da vi kun havde spillet et show, havde vi ingen forventninger overhovedet. Vi var bare henrykte for at være blevet udvalgt. Til vores store overraskelse befandt vi os efter tre vundne heats i finalen! Vinderen af konkurrencen spiller på Bloodstock Open Air, der er den største metalfestival i UK. Vi vandt ikke men mødte en masse gode mennesker fra andre bands på vejen til finalen. Vi fik sat en WhatsApp gruppechat op, hvilket blev starten til London Metal Coalition. Jeg kunne mærke fra starten, at mit band ville kunne få en masse ud af at arbejde sammen med andre bands. LEVEE var også pludselig blevet et respekteret band i undergrunden efter vi var endt i finalen af Metal 2 The Masses. Det var fedt at føle sig som en del af et fællesskab af kreative metalkunstnere, så jeg kunne ikke lade være med at bruge en masse energi på at udvikle dette fællesskab. Det var rent passionsprojekt. En anden fordel ved at alle de bedste bands taler med hinanden er, at vi lettere kan koordinere vores egne shows. Samarbejder har udviklet sig mellem bands på alle ledder og kanter. Det er helt anderledes at tale lejeomkostninger med spillesteder, når man gør det på vegne af 50+ metal bands. Så skal vi pludselig ikke betale for leje og spillestederne er ivrige efter at udvikle samarbejder.
Hvor mange shows har du efterhånden været en del af?
– Jeg tror vi har spillet i nærheden af 25 shows i løbet af de sidste to år.
Hvad har været den største oplevelse indtil videre?
– I forhold til London Metal Coalition var det nok da 21 forskellige bands var featured på et nummer kaldet: ”Battle for London” skrevet af thrash-gruppen Halberd. Vi optog en video på et mikrobryggeri en hverdagsaften over sommeren. Det var muligvis den bedste aften, jeg nogensinde har haft. Den efterfølgende video er muligvis det bedste svar, nogen kan give på spørgsmålet: ”Hvad er London Metal Coalition?”.
– En anden oplevelse jeg bliver nødt til at nævne, var da vi formåede at sætte en to-dags metalfestival op ”Coalition Fest” hvor 18 LMC bands spillede sammen med to store headliners Red Method og The Five Hundred. Ingen promotorer var involverede. Det var udelukkende bands, der samarbejdede om at få festivalen op at stå. Og den solgte ud! Pludselig havde vi vist London, at vi var en ”force to be reckoned with”. Det var fremragende græsrodsagtigt. Jeg er meget stolt over at have været med til at lancere en ny årlig metal-festival i London.
Hvad er dine planer for 2024?
– Vi starter 2024 med at indspille en EP, som skal udgives over sommeren. Vi har en turne planlagt i Spanien og Portugal og senere en UK-tour. Vi arbejder også på at komme til Danmark for at spille nogle koncerter. Jeg spiller også akustiske LEVEE sets og er blevet booket som opvarmning for Nick Oliveri fra Queens Of The Stone Age, når hans akustiske turne når til London. Jeg håber at udvikle de akustiske shows i 2024, da det er en mulighed for at komme helt tæt på publikum. Det er en meget anderledes koncert, end med fuld band, distortion og trommer. Det er en fed udfordring, og indtil videre er jeg blevet modtaget godt af scenen her.
Kan du se forskelle på den danske og engelske undergrund? Hvis ja, hvad er der af forskelle?
– Metalundergrunden i Danmark og England er i bund og grund meget ens. Den eneste forskel jeg ser er nok, hvordan metal er mere mainstream i Danmark. Metal heads i London er ofte i fuldt gear, battle vest og band t-shirt til hverdag. Det er i højere grad en måde at identificere sig på her i London. Det er en alternativ og rebelsk livsstil i højere grad end i Danmark, føler jeg.
Hvilke egenskaber har du haft med, som du kan se, at dit danske ophav måske har været en del af? Altså hvad har du som dansker kunne bidrage med?
– Jeg har fundet ud af, at vi danskere er gode til at starte og vedligeholde foreninger. Helt små samfund i Danmark har fodboldhold, spejderklubber etc. som ledes af mennesker, der taler om tingene som ligemænd. Det at kunne have en konstruktiv diskussion uden nødvendigvis at have en leder, der træffer den endelige beslutning, er ikke en færdighed, man kan tage for givet i udlandet. Jeg tror mange af de forskellige LMC-bands føler sig lyttet til i fællesskabet, hvilket giver mere ejerskab generelt. Vi er ikke en gruppe, som nogle enkelte individer har sat sammen, vi er opstået mere eller mindre spontant og er vokset pga. andre bands' interesse i at blive en del af fælleskabet. Det sætter os i en meget stærk position, da limen i fællesskabet er vores kærlighed til metal og ikke en organisatorisk struktur.
Men det er heller ikke altid let at holde alle glade i gruppen. Vi er mellem 150-200 bandmedlemmer, der alle interagerer på en eller anden måde. Vi er alle kunstnere med egoer, usikkerhed, angst og frustrationer omkring livet og hvordan vores musik passer i det. En gang imellem kan dette manifestere sig som grus i metalmaskineriet, men samtidig er fællesskabet enormt godt til at bygge hinanden op, når man er nede.
Vi har startet et ”mental health support”-initiativ, efter at vi mistede en af vores egne over sommeren. Han blev æret med sin egen festival hvor otte af hans favoritbands spillede et all-dayer-show. Vi samlede penge ind til hans efterladte ved samme lejlighed. Det var vidunderligt at se, hvordan scenen stod sammen om at ære ham. Det ville ikke være sket på samme måde uden LMC. Jeg er en af dem, som folk kan kontakte anonymt for at snakke ting igennem, når alt er noget lort. Det er nok den rolle, jeg er mest beæret over at have i scenen her.
Hvordan var det at spille på det sted, hvor Iron Maiden også har givet koncert/blev født?
– Det var superfedt! Cart & Horses var igennem 70’erne og 80’erne et vigtigt spillested i London for nye bands. Stedet er netop blevet renoveret og er fyldt med Iron Maiden gejl som originale guitarer, tegninger af kunstneren bag Eddie the Monster, billeder af Maiden etc. Det er fremragende at se investeringer i nye metalspillesteder, efter covid tog livet af mange legendariske venues.
Morten Fausbøll på scenen som opvarmning til Nick Oliveri 23. marts 2024 i London (foto: Morten Fausbøll)
Men det er ikke kun Iron Maiden, Fausbøll jagter. Han har også lige haft et gig som opvarmning for Nick Oliveri, der nok er bedst kendt for sine bidrag i grupper som Kyuss og Queens of the Stone Age. Derudover var Skindred også på plakaten. Sammen med Morten Fausbøll. Spillestedet var Signature Brew, der ligger i den østlige del af London, og koncerten var den 23. marts. Selv siger Fausbøll, at koncerten gik fremragende og at han mødte en sød herre i Nick Oliveri.
– Man ved man har med en metal-legende at gøre når hans “rider” er en flaske tequila og alt, man har brug for til at lave peanut butter sandwiches. Han var en ydmyg fyr, der satte stor pris på sine opvarmningsbands. Vi fik en masse gode snakke om forskellen på at gå på scenen alene med en akustisk guitar vs. stort band, stor lyd og stort sceneshow. Det er skræmmende på en anden måde. Venuet var et bryggeri “Signature Brew”. Deres bryggehal kan laves om til et spillested på en times tid, så man står blandt en masse kæmpestore tanke fyldt med øl og spiller. Jeg kan ikke forestille mig et mere “metal” spillested. Jeg gik på scenen, fortalte historier og spillede i en halv time for et pakket venue.
Fremtiden er naturligvis flere koncerter og mere netværk i London. Om Fausbølls veje også får London Metal Coalitions bands, måske endda hans egne, forbi Danmark må tiden vise. Vi har i hvert fald en ambassadør i hjertet af den britiske undergrund, der trives med at spille den tunge musik.