Fra kælderdybet til toppen af bjerget
Populær
Tandløse, hyperproducerede kalkulationer overskygger de gode idéer på det femte album fra enmandsbandet The Ruins of Beverast. 'Exuvia' er dog ikke et uinteressant album.
2. Surtur Barbaar Maritime
3. Maere (On A Stillbirth's Tomb)
4. The Pythia's Pale Wolves
5. Towards Malakia
6. Takitum Tootem! (Trance)
Det er efterhånden et halvt år siden, den femte fuldlængde med tyske The Ruins of Beverast udkom. Rock- og metalmusik kender dog ikke til udløbsdatoer, og eftersom man med mellemrum bliver ved med at hive pladen ned fra sin digitale musikhylde, vil det være på sin plads også at give udgivelsen et par ord med på vejen.
Albummet hedder 'Exuvia' og karakteriseres blandt andet på dets miks af mørk undergrund og en stribe anderledes, mere omfavnende mainstreamambitioner. På den ene side er Alexander von Meilenwald, som bandets ophavsmand og eneste medlem hedder, interesseret i soniske landskaber bestående især af post-black metal-genrens typiske depressive og guitarfrenetiske repetitioner, mens han med åbenlyse referencer til Pink Floyd og i særdeleshed til David Gilmour på den anden side blotter en tydeligere forkærlighed for også den sensationelle wow-produktion. Meilenwald prioriterer på den enes side post-produktionens slaraffenland, mens han samtidig nægter at give slip på black metal-genrens tilstræbte, mere umiddelbare alt-eller-intet-sortsynethed. Når han på 'Exuvia' lader disse forskellige musikalske verdener mødes, er det på en og samme tid med til at gøre resultatet utilsigtet uharmonisk og samtidig interessant.
’Exuvia’ er den plade fra Meilenwalds hånd, der har tæerne mindst dyppet i black metal-genrens lo-fi-ondskabsfuldheder. Den placerer sig ret langt fra det album, der ofte omtales som The Ruins of Beverasts hovedværk, ’Rain Upon the Impure’ (2006), om end også denne bredt værdsatte plade havde kortere stunder af noget sonisk anderledes, som i sig selv placerede sig langt fra de aggressioner, man normalt forbinder black metal med. ’Exuvia’ ligger i stedet i fin forlængelse af den forrige plade, ’Blood Vaults – The Blazing Gospel of Heinrich Kramer’ (2013), og er under alle omstændigheder formentlig den mindst aggressive og ditto depressive fuldlængde, som Meilenwald og The Ruin of Beverast til dato har udgivet. Den får ikke vinteren til at føles længere, og den korrumperer ikke decembermånedens herskende højtid. Men som et slags overgangsritual mellem to musikalske verdener er den interessant.