Fredericia overhaler Frankrig

CONCRETE FLOOD - FRONT

Det virker både velkendt og nyt, skolet og eksperimenterende, solidt og dynamisk. Sjældent er så stort potentiale blevet vist på et ungt bands første udspil, som Deadnate viser på ep’en ‘Concrete Flood’.

Kunstner
Titel
Concrete Flood
Trackliste
1. Mountain
2. Tribes of Giants
3. The Warden's Lullaby
4. Concrete Flood
5. Demystified
6. Black Lung
Forfatter
Karakter
5

Af og til dukker unge bands op i den danske undergrund, der fra første lyt blæser en omkuld. Under tilmeldingsprocessen til årets Wacken Metal Battle Danmark var Deadnate netop sådan et band, og det skal derfor heller ikke være nogen hemmelighed, at samtlige dommere under udvælgelsesprocessen ikke var i tvivl om, at det unge og ukendte band fortjente en plads i konkurrencen.

Og med ep’en ‘Concrete Flood’ slår Fredericia-gruppen for alvor fast, hvorfor de er så satans specielle.

Lytter man til pladen fra ende til anden, vil introen til åbningsnummeret ‘Mountain’ måske forekomme en anelse speciel; det første, lytteren bliver mødt med, er et drillende guitarriff understøttet af simpelt trommespil, der hurtigt får selskab af et lyst tostemmigt kor. Men før man ved af det, udvikles nummeret med hastige skridt til noget, der mentalt føles som at stå midt i en wall of death til en af de helt store Gojira-koncerter.

Det er da også den franske kvartet, der er den første musikalske sammenligning, man danner med ‘Concrete Flood’. Ep’ens stemning kan bedst sammenlignes med ‘L’Enfant Sauvage’, som har en enorm gennemslagskraft, der i sine afkroge alligevel har plads til at rumme en let melankoli, som kommer til udtryk i de detaljerede, komplekse og til tider skrøbelige riffs, Joe Duplantier og Christian Andreu kaster sig ud i.

Præcis samme ord kan bruges om Deadnates talentfulde guitarspil, der særligt kommer til udtryk i det instrumentale titelnummer, men alligevel når Kenneth Kejlstrup og Simon Juul langt ud over det karakteristiske franske udtryk. Deres spillestil rummer også en thrashet tilgang, der er med til at give Deadnates overordnede udtryk alsidighed og dybde, der nogle gange leder tankerne hen til Mastodons tidlige mudrede lyd fra særligt ‘Remission’, hvilket især kan høres på ep’ens to sidste numre.

Med andre ord er man på intet tidspunkt i tvivl om, at de unge fyre i Deadnate har deres referencer i orden, hvilket i høj grad bekræftes i det Slayer-inspirerede riff, der pludseligt kommer to tredjedele inde i ‘Tribes of Giants’. Alligevel forbliver det mest imponerende ved bandet, at de på trods af de tydelige musikalske inspirationer aldrig lyder som et cover- eller kopiband, der forsøger at lyde som deres store helte.

Oprigtigheden og dedikationen til musikken er ikke til at tage fejl af, og ‘Concrete Flood’ er et gennemarbejdet værk, som trods sine mange retninger og lag – hvilket gør ep’en mere og mere spændende for hver gennemlytning – alligevel har en stringent rød tråd. Her spiller særligt guitaristernes vokalkundskaber en stor rolle, da deres dualitet giver musikken et særpræg, få bands mestrer. Simon Juuls meget lyse korg står i skarp kontrast til Kenneth Kejlstrups rå og forvildede skrig, der er med til at nuancere lydbilledet, uden at det på noget tidspunkt virker forceret – vokalstykkerne er ikke til at for at give musikken kontrast, de er til for at give en flerdimensionel stemning.

Tager man gruppens musikalske talenter i betragtning, er det iøjnefaldende, at de dels ikke stikker af i flere retninger, og dels kan skabe et så rummeligt udtryk med så få redskaber. Det, der binder det hele sammen i en større enhed, er rytmesektionen, der på en og samme tid giver musikken fodfæstet og lader den virke organisk og uden grænser.

Frederik Fammés basgang giver guitarerne en understøttende modspil hele ep’en igennem, hvorved lydbilledet sammensættes på en underspillet og elegant manér, der netop virker som musikkens underliggende bindeled. Det, der derimod er med til at åbne lydbilledet på lige fod med de fremtrædende vokal- og leadguitarstykker, er Ole Franks organiske trommespil, der hverken er for dominerende eller for underspillet; uanset om det går hurtigt, langsomt eller kaotisk for sig, beviser han sine evner.

Alle, der har haft deres tvivl om dansk metals fremtid, kan sove trygt. Når et band, hvis medlemmer er i de allerførste år af 20’erne, kan give bands som Gojira kamp til stregen på blot seks numre, er der mere end håb forude. Hvis tingene går, som de skal, kan de om nogle år ende ud som nogle af de helt store spillere på den internationale metalscene.