Copenhell 2018: Vanvidssejlads med piratkongerne

Copenhell 2018: Vanvidssejlads med piratkongerne

Hæsblæsende polka-beats fik publikum til at gå amok, mens øl, kasketter og en gigantisk gul gummiand føg om kap med crowdsurfere, der regnede ned over scenevagterne

Kunstner
Dato
23-06-2018
Genre
Trackliste
1. Keelhauled
2. Alestorm
3. Over the Seas
4. Mexico
5. The Sunk'n Norwegian
6. Nancy the Tavern Wench
7. No Grave but the Sea
8. Bar ünd Imbiss
9. Captain Morgan's Revenge
10. Shipwrecked
11. Drink
12. Fucked With An Anchor
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Alestorm kan man ikke diskutere med. Slet ikke på en dag, hvor de er booket på det bedst tænkelige tidspunkt i et festivalprogram, hvor folk er er fulde, feststemte og mætte af sol og et par dages tung musik. 

Lidt før officiel koncertstart bragede et par gode gamle Queen-numre ud af Hades’ højttalere og sikrede den første dybfølte fællessang af mange, fra et fjederspændt publikum, der med ild i øjnene ville have skreget og hoppet med samme iver, hvis Alestorm havde valgt at prutte nationalsangen med armhulerne.

Da skotterne trådte på scenen, var det med al naturlighed til en changéren fra Freddie Mercury til panfløjte, inden keytaren ledte an og detonerede ‘Keelhauled’ med harmonika-tramp i tempo 220. 

Publikum eksploderede og startede festen, som dagen derpå rygtes som rekordholder for crowdsurfers på Copenhell. Over 700, hvordan man end tæller den slags op. 

Alestorm

Flyvende øl og en kæmpe gummiand
Et kvarters piratpolka senere havde den første bølge lagt sig, og en del trak ud fra pitten og kunne med god samvittighed sige, at de havde set papegøjen. Det var de resterende foran det propfyldte Hades jævnt ligeglade med. De fortsatte plyndringen af alt, hvad der kan kategoriseres som seriøs musik, og skreg videre, mens de stampede med imaginære træben.

Alestorm er et band, der skriver numre uden voldsom variation. Men når det hele begynder at lyde lidt af det samme, modulerer de bare og kører videre i endnu et gear, man ikke troede fandtes.  

I et inferno af flyvende arme, ben, fadøl, sabler, piratkostumer i pitten, en overdimensioneret gummiand og sange om øl og fisse eskalerede stemningen på Copenhells sidste dag, ført an af en flok velspillende vanvidspirater.

En sidste fællessang
Keytarchef og vokalist Christopher Bowes befalede festen fortsat med sit “and you’re gonna stand along. Fingering your ugly girlfriends!” Pludselig var der gået en time, og et publikum, der føltes som hele Copenhell på én gang, brølede inderligt med på ‘Fucked with an Anchor’, mens den gule gummiand blev bortført henover bakken ved Helvíti, hvor den efter alt at dømme tog sit sidste åndedrag.

Det harmonika- og skonnert-inspirerede skotske svar på Bloodhound Gang sikrede en oplevelse, der var lige dele virkefuld, velspillet, festlig og fjollet, som kun meget få bands kan slippe afsted med en time inden midnat på Copenhells mellemstore scene, hvor selv en gammelkritisk dame må lægge sig fladt ned og lytte til folket. Og de HAR talt:



(filmet af Peter S.)