Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metalguder i en klasse for sig

Populær
Updated
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig
Metalguder i en klasse for sig

Søndag på Amager viste metalguderne Judas Priest, hvor kværnen skal stå. Birmingham-bandet osede af klasse, mens opvarmningen Megadeth stank som Køge Bugt i pålandsvind.

Kunstner
Titel
+ Megadeth
Spillested
Dato
10-06-2018
Trackliste
1. Firepower
2. Grinder
3. Sinner
4. The Ripper
5. Lightning Strike
6. Bloodstone
7. Saints in Hell
8. Turbo Lover
9. Tyrant
10. Night Comes Down
11. Freewheel Burning
12. You've Got Another Thing Comin'
13. Hell Bent for Leather
14. Painkiller

Ekstranumre
15. Rising from Ruins
16. Metal Gods
17. Breaking the Law
18. Living After Midnight
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Det kan godt være, at Amager i folkemunde kaldes lorteøen. Men også en lorteø kan få fint besøg af vaskeægte legender. Søndag var der hele to af slagsen, da Judas Priest på turne deres stærke album ’Firepower’ havde medbragt Megadeth som opvarmning. En fornem pakke, men også en pakke med klasseforskel. Priest pulveriserede Royal Arena; Megadeth fes ud som en lunken prut.

Slatten mishandling af bagkatalog
Dave Mustaine lod ellers til at være i helt godt humør, da Megadeth gik på klokken 20. Det var der ingen grund til: Lyden var katastrofal og katastrofalt lav. Man kunne gennem det meste af koncerten stort set kun høre trommerne og bassen, mens guitaren og Mustaines vokal var væk. Dirk Verbeurens kvaliteter som trommemaskine ufortalte er det ikke lige ham, men er kommet for at høre. Megadeths force er fuld skid på spaden og Mustaines karakteristiske skærebrændervokal, der brændte igennem som et fyrfadslys i efterårsstorm. Det var fladt, også under klassikere som ’Sweating Bullets’, ’Mechanix’ og ’Symphony of Destruction’, der blev leveret mærkeligt langsomt. En maltraktering af en ellers flot sangskat kunne man kalde det, hvis ikke et ord som maltraktering antyder en vis vildskab. Vi slap nådigt med en time.

Klasseforskellen blev tydelig fra første sekund af Priests åbningsnummer ’Firepower’. De spillede med den tyngde, autoritet og karisma, som var så fraværende hos Megadeth. Kontrasten var slående. Som en knytnæve lige i fjæset. Og det billede bibeholdt Judas Priest gennem hele koncerten i en fornemt afbalanceret sætliste, der (desværre, fristes man næsten til at sige) kun havde tre numre fra den nye plade og ellers en god blanding af evigtgyldige klassikere blandet med sjældent spillede deep cuts fra bagkataloget.

Statsmand i sølvlamé
Fra første færd skridtede ikoniske Rob Halford scenen af som en sand statsmand. Stivbenet, jovist, manden er 66 år gammel, men hans sceneoptræden har aldrig været energisk som fx en Bruce Dickinsons. Halford har en naturlig autoritet på en scene, som gør, at han kan slippe af sted med en lidt sløset gestik. Og stemmepragten og de suveræne fraseringer er i behold. Det sidste fik man blandt andet at høre i den hårdtpumpede ’Grinder’, det andet i særklasse under ’The Ripper’, som Judas Priest gav en forrygende version af. Kun i ’Tyrant’ savnede han luften, men præstationen var af høj klasse. Så lever man med, at scenetøjet efterhånden ligner noget, en Melodi Grand Prix-deltager trods alt ville finde for tacky. Utallige frynsede og skinnende jakker og kapper, den ene mere tvivlsom end den anden. Sølvlamébukser, som man sidst så dem på provinsdiskoteker i sluthalvfemserne på kvinder, der ikke var helt så smukke som Rob Halford.

Klassen var også tydelig på instrumentsiden, hvor man måske nok kan have sine principielle kvababbelser over, at Glenn Tipton og K.K. Downing ikke er med mere, men hvor producer Andy Sneap og især showmanden Richie Faulkner gjorde en flot figur.

Metallens signatursange
Til en koncert som denne blev man mindet om, hvor mange signatursange Judas Priest har. Tag bare de sidste fire inden ekstranumrene: ’Freewheel Burning’, ’You’ve Got Another Thing Comin’’, ’Hell Bent for Leather’ (med Halford med læderpisk, siddende overskrævs på en motorcykel og med et look, der ville gøre den falske Markis de Sade misundelig) og ’Painkiller’. Det er ikke bare signatursange for bandet, men for en hel genre. Testosteron, fart, styrke. Formidabelt. Blandet med sjældent spillede numre som ’Night Comes Down’, ’Saints in Hell’ og ’Bloodstone’ burde det kunne tilfredsstille de fleste.

Og direkte rørende blev det under ekstranumrene, hvor den Parkinsons-ramte Glenn Tipton spillede med. Den slags kan let blive topklamt. Tipton var tydeligt svækket af sin sygdom. Jeg tror ikke, han kommer til at spille med på noget på næste turné. Og netop derfor blev det ikke akavet. Det hjalp selvfølgelig også, at ekstranumrene blev spillet med ufravigelig pondus (og kikset grafik under ’Metal Gods’). Selv ’Living After Midnight’, som man godt kan blive træt af, var et hit som afslutning på en helt igennem fremragende koncert.

Karakterer:
Megadeth: 1
Judas Priest: 5