Fra Færøerne med mørke
Populær
De nordlige øers dystre, rå, og fascinerende atmosfære danner ramme om det velkomponerede og -udførte black- og doom metal-univers, der udspiller sig på Svartmálms debut.
2. Vík frá mær
3. Reiðmenn
4. Svartideyði I: Tað ónda
5. Svartideyði II: Mánin litast reyður
6. Svartideyði III: Deyðin nærkast
De mørke afkroge af den færøske metalscene er for alvor begyndt at røre på sig, senest med debutudspillet fra Svartmálm – et band, der er med på tidens trends, hvad angår hemmelige identiteter, brug af kostumer til koncerter og ikke mindst at synge på ens modersmål. Og selvom man kan mene, at det er én stor kliché, virker det umådelig godt lige netop for dette band. Det er måske en overdrivelse at sige, at Svartmálm er et koncept, men det er tæt på. Det univers, de har skabt rundt om og i musikken med mørke som den røde tråd,, er gennemgående for alle aspekter af om bandet og ikke mindst albummet af samme navn.
Musikken er original, som den bevæger sig i sfæren mellem black og doom, uden egentlig at kunne passe perfekt ind i nogen af disse kategorier. Jovist, der er både instrumentalstykker med distortionguitar og blastbeats samt tunge og langsommere passager, men dynamikken mellem og i sangenes enkeltdelene er så varieret og omskiftelig, at bandet er svært at sætte i bås, hvilket første del af ‘Svartideyði’, ‘Svartideyði I: Tað ónda’, er et fremragende eksempel på (i øvrigt en sang, der er baseret på den færøske digter Øssur Johannesens digtsamling ‘Tá eg hoyri míni einsligu fótafet millum følnaðu heystbløðini’).
Inspirationen fra 90’ernes traditionelle black metal, modernitetens post-black metal og progressiv doom er ikke til at tage fejl af, men i stedet for at være tilbageskuende mod genrenes karakteristika er bandets blik rettet fremad; Svartmálm lader sig ikke afgrænse af genredefinitioner, men bruger dem derimod til at videreudvikle det musikalske udtryk. En af de ting, der særligt skiller sig ud, er den gennemgående “friskhed”, der dominerer lydbilledet trods dens dystre og mørke fremtoning. I stedet for at gemme sig i inspiratorernes ellers mudrede udtryk, lader bandet de enkelte instrumenter fremstå klart og tydeligt, og det er med til at gøre pladen moderne, til at opdatere udtrykket.
Og det er netop denne egenskab, hvor hver enkeltdel har plads til at udfolde sig, der er Svartmálms helt store særpræg og force; det tillader musikken at blive lettere groovet i stedet for deprimerende, uden at den på noget tidspunkt mister sin mørke og dystre kerne.