Paradise Lost nævnes adskillige gange på skribent Villumsens  2015-liste, men de var dog ikke højst på albumfavoritlisten, for her skal man i stedet finde nogle tyskere, der er meget glade for H.P. Lovecraft.

Nordjyden fik sine bedste musikalske oplevelser med vækstlaget, og især Cattle Decapitation løb med opmærksomheden, mens en koncert med sønnerne tog kegler.

Dragejægeren så ikke mange nedlagte drager i et lidt sløjt år, hvor han til gengæld opdagede W.A.S.P., nød Amorphis og Lamb of God og blev meget imponeret over de danske debutanter The Vision Ablaze.

2015 har været et år med mange gode udgivelser og nogle ekstremt skuffende. I den positive afdeling har specielt Between the Buried and Me glædet øregangene, mens Iron Maiden og Slayer var blandt de mere skuffende oplevelser.  

For den nyeste mand på borgen bød de devilutionistiske højdepunkter i 2015 på masser af post-pop-død-post-black-post-frisk luft-metal, thrash, syre, doom og en genopdaget svensk P3 Guld-vinder.

To ting har gennemsyret året: Den ene er, selvforskyldt, mangel på tid, og den anden er, absolut kritisabelt, mangel på musikalsk format, hvad enten det omhandler mastodonter som blandt andet Iron Maiden og Slayer, der har udgivet gabende kedeligt nyt, eller de nye bands, der skulle forestille at være blodtørstige, men som ved nærmere gennemlytning viser sig blot at sidde og patte i en kvart liter lunken øko som en anden deprimeret skoleelev.

Stoledans til noiserock i en kirke, øko-black i et forsamlingshus inde i en skov, sludge på en strandbar og en vemodig afsked med en ambitiøs doom-festival: Den cardiganbærende fløj af redaktionen udpeger årets mest bebrillede næsten-metal.

Ifølge redaktøren har 2015 været et historisk elendigt musikår, men her giver han alligevel sit bud på, hvad der trods alt hævede sig over ligegyldighedernes sorte hav.

Det var især Triptykon, der satte trumf på 2014 for redaktøren. Men også Devilutions meget aktive og debatskabende rolle på det danske metallandkort var noget, det gav optur.

Som så ofte før for fotografen, blev det metalliske år 2014 tværsummen af en masse koncerter, den evige hyldest til Tyskland og den almene stræben.

2014 var et fornemt år for Lars Roest-Madsen, som i sit første år i Devilution-folden fik øjnene op for dansk og amerikansk black metal og tilmed fandt et nyt og tindrende smukt håb for doom-genren.

Skuffelserne var mere skelsættende end de positive overraskelser for Briller af Stål-klummisten i 2014. Alt som det skal være, med andre ord.

Krigsguden ser tilbage på et 2014, hvor nøgleordene har været Chrome, Tumor Warlord og digte.

2014 har været et godt musikår. Min egen opmærksomhed har, ligesom sidste år, mest været dedikeret til retrorockens frembrusning.

2014 bød på lige dele gode oplevelser på plade med unge og nye kræfter, samt fejringen af tidløse klassikere og koryfæer på scenerne rundt om i Europa for Kent Kirkegaard Jensen.

Redaktionens vel eneste rendyrkede koncertanmelder hylder de gamle travere og begræder sin forsømmelse af den danske scene.

Mads Pedersen begejstredes i 2014 over Triptykon, Primordial og Innsmouth og i det hele taget over det internationale pladeår, mens dansk metal var noget mindre imponerende. Der er også plads til et par ikke-metalliske indslag.

2014 var et lidt magert koncertår for Emil Svendsen, men blev dog reddet af albumudgivelserne.

Årslister er noget hø! Det, som man elsker i dag, hader man i morgen. Sådan er det i heavy metal såvel som i kærlighed. Med ubønhørligt pres fra redaktionen følger hermed alligevel nogle bud på det snart forgangne års hit og shit.

2014 bød på absurd mange fede album og koncerter og et par stykker, Turið Nolsøe (og andre) har ventet i årevis på - og heldigvis blev forventningerne indfriet.