Årsliste 2013 - Mads Pedersen

Populær
Årsliste 2013 - Mads Pedersen

2013 blev et år med både vellykkede og skuffende comebacks og året, hvor Mads Pedersen så Masters of Reality live for første gang. På det personlige plan var året én lang svømmetur i succes.

Forfatter

Årets internationale album:

1. Fates Warning: Darkness in a Different Light – progmetalkongerne vendte tilbage med et formidabelt album, der tog tråden op efter mesterværker som ’Perfect Symmetry’ og ’Parallels’ på fornemste vis. Den metalliske kant blev genfundet, og kvaliteten i sangskrivningen var uovertruffen. Gid alle comebacks var sådan.

2. Inquisition: Obscure Verses for the Multiverse – den columbiansk/amerikanske black metal-duo vandt utallige sorte hjerter med dette lille mesterværk, hvor de tog springet fra den mørkeste undergrund til et større selskab i form af Season of Mist. Den heraf forbedrede produktion gjorde kun Inquisition stærkere, og duoens monumentale satanhymner udmærkede sig især ved en sangskrivning, der lå langt over gennemsnitsniveauet i genren.

3. Cultes Des Ghoules: Henbane – polske Cultes Des Ghoules’ fokus ligger til sammenligning med Inquisition mere på stemningen, idet bandets pilrådne og ildelugtende ooooooold school-black er fyldt med ortodoks skrækttegneseriesatanisme, giftig atmosfære og en vokal, der lyder, som om sangeren har gurglet hals i ligsaft. Som at vade gennem en mose fyldt med rådnende kadavere. Et promofoto i muldnet kvalitet viser et bandmedlem give et trøsket kranie en ordentlig tungeslasker, og sådan lyder pladen også. Hurra!

4. Black Sabbath: ’13’ – comebackalbummet med den næsten originale besætning savnede Bill Wards swing på trommerne, en mere analog produktion og mere af den klassiske magi. Efter Black Sabbath-standarder lå den vel lidt under ’Technical Ecstasy’ og lidt over ’Never Say Die’ – med andre ord ikke noget opsigtsvækkende. Men nu er der bare det, at på trods af manges ihærdige forsøg på at overbevise om det modsatte, har Black Sabbath aldrig lavet et dårligt album, og selv et under deres egen standard er over de fleste andres. Smagen af skuffelse og penge kunne dog ikke vaskes helt bort.

5. Purson: ’The Circle and the Blue Door – bedst som man endnu engang er ved at begrave subgenren okkult rock med kvindevokal, kommer der en ny, virkelig god plade med et band i genren. Det er højst forstyrrende, men kvalitet fornægter sig ikke, og netop kvalitet havde debuterende britiske Purson så rigeligt af på et album med en mystisk, drømmeagtig og dragende appel; albummet virkede som et glemt soundtrack til sepiatintede spøgelsesfilm.

Af andre grupper, der ligeså godt kunne have været med, kan nævnes Attic, Beastmilk, Black Star Riders, Nick Cave & The Bad Seeds, In Solitude og Uncle Acid & The Deadbeats. 2013 var et helt godt år.

Årets danske album:

1. Spids Nøgenhat: ’Kommer med fred’ – en pæn sjat år efter debuten kom endelig opfølgeren, der var lidt mindre udsyret, men til gengæld mere umiddelbart fængende end ’En mærkelig kop te?’. Om en 10 års tid er denne med garanti også en dansk nyklassiker.

2. Iceage: ’You’re Nothing’ – på debuten havde ungdomspunkerne den fede lyd og den fede attitude. På dette andet album havde bandet udvidet konceptet til også at omfatte de fede sange.

3. Artillery: ’Legions’ – thrashveteranerne viste nye, mere melodiske og progressive takter på et af karrierens bedste album. Heldigvis betød ”mere melodiske” og ”progressive” ikke, nogen kvalitetsforringelse. Og med den nye sanger Michael Bastholm Dahl fik bandet et nyt trumfkort.

4. Spost: ’Manio-døs’ – de kantede postpunkere i nærtbeslægtede Synd og Skam fik en del opmærksomhed i det forgangne år, men jeg kunne bedre lide Sposts musikalske udskejelser, der måske ikke ligefrem inviterede lytteren indenfor, men som havde en vrangvillig, indadvendt mumlende kant, som var sært betagende.

5. Amdi Petersens Armé: ’Amdi Petersens Armé’ – jeg glemte lidt at høre dansk musik i år, og derfor må jeg snyde og inddrage en opsamlings-lp, selvom det er imod reglerne. Opsamlingen samlede vel omtrent det hele med APA, og det var på tide. Jeg vil nødig gøre mig klog på hardcoregenren, som jeg har et særdeles overfladisk kendskab til. Men APA har jeg et nostalgisk forhold til, og ved genhør viste det sig lige så røvsparkende som dengang. Fedt. (PS.: Der er en øl til den læser, der kan finde nærværende skribents nakke i det righoldige fotomateriale i den flotte booklet.)

Årets internationale hit:

Darkthrone: ’Leave No Cross Unturned’ – man kan ligesom høre det på titlen, kan man ikke?

Lige i hælene herpå er Fates Warning: ’Firefly’, som var en suveræn progmetalballade, der fremhævede, at Fates Warning også er nogle af genrens bedste melankolikere, og Black Star Riders: ’Bound for Glory’, der er en af de bedste Thin Lizzy-sange, Thin Lizzy ikke har skrevet eller spillet.

Årets danske hit:

Spids Nøgenhat: 'Lolland-Falster' – Spids Nøgenhats sang om at tage ned sydpå for at ryge Peter Belli-tobak, fordi ”svinene har slået ring om Staden igen” er en klokkeklar vinder.

Årets genfundne klassiker:

Black Sabbath: Alt. Gendannelsen og en mærkelig trang til at læse Black Sabbath-biografier gav lejlighed til at gå ombord i hele bagkataloget (skønt Ozzy- og Dio-årene ganske aldrig har været gemt langt nok væk til at være decideret ”genfundne”) og konstatere, at Black Sabbath aldrig har udgivet et dårligt album, og at Tony Martin-årene i den grad trænger til en opnormering. Og til at konstatere, at især ’Technical Ecstasy’ er bedre end sit rygte, at de seks første er gudeskiver (okay, lige det var ingen overraskelse), at Dio-pladerne er det samme, og at ’Born Again’ har en del momenter. Hurra for Black Sabbath, og hurra for at pådrage sig en Black Sabbath-fiksering.

Den overså jeg i 2012:

Satan’s Satyrs’ debutalbum ’Wild Beyond Belief!’ var en pragtfuld omgang beskidt, bøllet og Blue Cheer-inficeret bikerrock, som fik sig et mindre gennembrud i år – som så mange andre havde heller ikke jeg fingeren på pulsen og opdagede dem først, efter rapporterne om deres koncerter på Roadburn nåede mig.

Pallbearers episke doom-debut ’Sorrow and Extinction’ havde nok også fortjent en højere placering sidste år, men jeg havde ikke hørt albummet nok til at indse dets storhed, da årslisterne blev lavet.

Årets DVD/Blu-ray:

Jeg har ikke set en dvd i 2013. Hvad skal man med dem? Man kan jo ikke se film og høre metal samtidig. Levende billeder...? Jeg tror ikke rigtigt på, at det for alvor bliver en succes.

Årets opsamling/bokssæt:

’There's a Dream I've Been Saving: Lee Hazlewood Industries 1966-1971’ er meget langt fra metal, men til gengæld samler denne boks alt, hvad sangskriveren, sangeren og produceren Lee Hazlewood udgav af egne album på sit label samt vigtige numre med andre kunstnere fra Lee Hazlewood Industries og giver et billede af en af populærmusikkens vigtigste sangskrivere, producere og kunstnere. Ekstramaterialet er luksuriøst.

Årets koncert:

1. Nifelheim, Ungdomshuset – ”Niflerne” viste igen, hvor metalskabet skal stå med et brag af en koncert i Ungdomshuset på en ellers sløv tirsdag lige efter Heavy Days in Doom Town. Live (og på plade, for den dags skyld) er Nifelheim et af verdens bedste bands, og de ville sikkert ikke kunne finde ud af at spille en dårlig koncert, selv hvis de prøvede; det skyldes, at de sikkert blot er instrumenter i Satans og metallens hånd, eller sådan noget lignende.

2. Masters of Reality, Pumpehuset – anført af Chris Goss, der mest er kendt som producer, men hvis mest interessante musikalske virke findes i Masters of Reality, leverede én af rockens bedst bevarede hemmeligheder en overlegen rockkoncert, midtvejs mellem stenalderboogie, krautrock og stonerrock spillet med sublim fornemmelse for det swingende. At se Masters of Reality live var en ældgammel drøm, der endelig gik i opfyldelse.

3. King Diamond, Copenhell – Kim fra Hvidovre er sjældent set synge bedre end på årets Copenhell, og Kongens hjemkomst var formidabel; også selvom den blev skæmmet af nogle lidt mystiske sætlistevalg fra plader som ’The Graveyard’ og ’Voodoo’.

4. Spids Nøgenhat, Pumpehuset – foran et totalt udsolgt Pumpehuset gav Spids Nøgenhat endnu en suverænt svævende, udkokset koncert, der viste, hvor syrerockskabet skal stå. Kalenderen sagde 2013, men tidsmaskinen sagde 1970.

5. Denial of God, Pumpehuset – Denial of God viste sig igen som et af Danmarks stærkeste kort, på metal-scenen og i det hele taget, med en stemningsfuld koncert af international klasse, med deres atmosfærefyldte og horrorficerede black metal. Det var også dejligt endelig at se dem på et københavnsk spillested.

Af andre koncerter kan nævnes Beastmilk og PortalMetal Magic Festival; Roky Erickson & The Hounds of Baskerville og ABSU på Loppen; Hexvessel, Dark Buddha Rising og Mournful Congregation på Heavy Days in Doom Town samt Ed Askew på Jazzhouse.

Årets internationale navn:

For mit vedkommende har året stået i (en) Black Sabbath(-fiksering)s navn på godt og ondt.

Årets danske navn:

Spids Nøgenhat – fik udgivet en virkelig god debutopfølger, solgte masser af plader, var på tv hele tiden og spillede for fulde huse. Iceage havde nok været et ligeså godt bud, men begejstringen over, at dansksproget syrerock indsmurt i hampeolie kan få et folkeligt gennembrud i 2013, er altså stor.

Årets nye internationale navn:

Black Star Riders var måske ikke helt unge i gårde, men bandnavnet var ny, og albummet var en debut og føltes som en meget naturlig forlængelse af det Thin Lizzy, bandet er en slags udløber af. Egen personlighed var der ikke meget af, Thin Lizzys personlighed var der masser af, og nogle gange er det nok.

Årets nye danske navn:

Spost er ikke helt nye, men de udgav deres debut i år, så det må blive dem. Synd og Skams vrantne, smågnavne fætter, der bor i et fugtigt kælderlokale og sjældent kommer ud.

Årets comeback:

- Fates Warning – leverede årets bedste album.

- King Diamond – leverede et brag af et comeback på dansk grund på Copenhell og prydede samtlige avisers kultursektionsforsider. På tide!

- Black Sabbath – hvis comeback jeg på trods af mild skuffelse også er glad for. Sådan kan man have så modstridende følelser, især når det er et band, der virkelig betyder noget.

Årets optur:

2013 var et år med unævnelige mængder personlig succes, herunder:
- Endnu en storslået sejr i Devilutions julefrokostmetalquiz.
- Fast arbejde med voksenløn.
- At blive årets spiller på syvmandsfodboldholdet.
- Tv-optræden på TV2 News som black metal-ekspert i forbindelse med Varg Vikernes' arrestation, hvor jeg blev interviewet af selveste Poul Erik Skammelsen. Skammelsens begejstring for Burzums musik var til at overse.
- Okay, det var ikke så meget.
Mere musikorienteret kan man sige, at offentliggørelsen af Aura Noirs tilstedeværelse på Metal Magic 2014, Fates Warnings tilbagekomst, Spids Nøgenhats succes og metal generelt også var temmelig optur.

Årets største skuffelse:

2013 var på trods af ovennævnte succesoplevelser også et år, der var fyldt med skuffelser, vrede, afmagt og missede koncerter, heriblandt:

- At Lemmy åbenbart ikke er udødelig. ”All that is solid melts into air”, som en mand, der ligner Vulcanos trommeslager, skrev i en anden sammenhæng, og alt, hvad man tror på, forsvinder som spiritus til en fest, hvor Jørgen Ryg, Erik Påske og Poul Glargaard er til stede.

- I samme ombæring: Rockmusikeres død generelt. Lou Reed: Ikke kun, fordi det var en af de store (om end ujævne; det var betegnende nok, at det sidste album blev ’Lulu’ med Metallica), der døde, men fordi det mindede én om, at snart kommer de til at dø alle sammen, dem, vi voksede op med, og som har været der altid; Jeff Hanneman, fordi han på én eller anden måde for mig inkarnerede Slayers sjæl; Kevin Ayers, fordi han var en af de største; George Jones, fordi han var en af de bedste countrysangere nogensinde; Trevor Bolder, der var en af rockens store ubesungne helte, først som medlem af The Spiders From Mars, siden som bassist i lang og tro tjeneste i evigt undervurderede Uriah Heep; Clive Burrs sklerosedødsfald. Det bliver værre til næste år.

- Black Sabbath: ’13’ – bevares, det var da et album laaaaangt over gennemsnittet for nutidens metalscene, og isoleret set et glimrende album, men når man hedder Black Sabbath og er gendannet med ¾ af den originale besætning, så kan man altså kun skuffe, især når sangenes kvalitet ikke helt holder niveauet, bandet selv satte. Sådan er det. Desværre. Rick Rubins produktion gjorde det ikke bedre, og ret beset skulle han vel have hakket pølsefingrene af for den sterile lyd, han udstyrede Sabbath med.

- På trods af ovenstående: at misse Black Sabbath i Forum. I vrede over Bill Wards fravær valgte jeg ikke at købe billet. Pissedumt. Der blev udsolgt alligevel, så man kan sige, at mit vrede statement ikke helt nåede frem til rette vedkommende. Og koncerten skulle oven i købet have været god.

- At misse masser af andre koncerter, herunder Nifelheim i Fredericia, Denial of God m.fl. i Fredericia, Black Star Riders i Amager Bio, og hvad man nu ellers kan fortsætte listen med. Et problem, der ganske vist er affødt af et massivt opbud af koncerter, men ikke desto mindre et problem.

- Pagan Altar på Heavy Days in Doom Town. Her havde man forventet kongemetal og spilleglæde og suveræne metalschlagere, og så fik man ellers en mageløs opvisning i stivbenethed, manglende timing og alderssvækkethed, der end ikke kan have stillet den mest nekrogerontofile tilskuer tilfreds. Publikums begejstring var uforståelig.

- At Sabaton har et publikum.

- At Kulturministeriet stoppede tilskuddet til onlineordbogen www.ordnet.dk, der er en uundværlig ressource for enhver, der beskæftiger sig med sproget på én eller anden måde, dvs. os alle sammen. De(n) ansvarlige skulle tvinges til at lytte til Sabaton hver vågne time i det kommende år. Gerne i et lokale fyldt med den trælse gruppe af Volbeatfans.

Mit største ønske for 2014:

- At få den Mercyful Fate-gendannelse. Jeg er et beskedent menneske, så det er egentlig det hele.

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

- Heavy Days in Doom Town har allerede løftet sløret for store dele af et program, der igen tegner meget stærkt.
- Metal Magics program tegner også stærkt. Og Aura Noir kommer!
- Det er også helt okay med Iron Maiden på Copenhell.
- Endnu en storslået sejr i Devilutions julefrokostmetalquiz.
- Current 93 i London d. 8. februar.
- To nye noveller skrevet af forfatteren Thomas Ligotti, som man ellers regnede med var stoppet helt med at skrive pga. sygdom og depression.