Årsliste 2013 - Jacob Dinesen

Populær
Årsliste 2013 - Jacob Dinesen

Det herrens år 2013 var et af de bedre for fotografen, dog ser han med bekymring på fremtiden.

Årets danske album:

1. Cerekloth: 'In the Midst of Life We're in Death' – lige fra første lyt var det klart at denne skive var noget særligt. At det lykkedes dem at følge op på fantastiske koncerter med en plade, der var endnu bedre, var overraskende, at det kort efter vælger at opgive ævred var en skuffelse af de større.

2. Ajuna: 'Prisoners of the Sun' – sidste år gav jeg Ajuna præmien for at være årets bedste nye danske band, I år beviste de at det var en korrekt vurdering. ’Prisoners of the Sun’ er både skramlet og smuk – dyster og melodisk.

3. Rising: 'Abominor' – mangen en omtale af ‘Aborminor’ har påstået at “skramlede” lyd har gjort pladen svært at komme ind på livet af. Visse vasse! Lyden er lige i skabet og det er befriende at høre at den overhovedet ikke lyder som bandets noget polerede debutplade ’To Solemn Ash’. Oveni dette er pladen fuld af gode sange der skiller sig ud i hoben af jammerlig sludge.

4. Artillery: 'Legions' – comeback? Nej - genkomst! Med 'Legions' viser Artillery hvorfor de har været her længere end noget andet dansk thrash band. Fængende, melodisk, rockende og hårdtslående. 

5. Boil - 'aXiom' – endnu et orkester der laver en mesterlig plade for derefter at tænke: det må række. ARGH!

Årets internationale album:

1. Six Feet Under: 'Unborn' – ‘Unborn’ er så god en plade at jeg i islandsk radio har forsøgt at hype den. Om det virkede har jeg ikke fulgt op på, men her må der igen slåes et slag for den: Six Feet Under er stoppet med at være dårlige. og har nu lavet en plade alle der er fans af dødsmetal, eller bare heavy metal generelt bør lytte til. Tungt + langsomt + slæbende + fandens fedt. Dertil tekster som alle bør kunne relatere til.

2. Infernal Poetry: ‘Paraphiliac’ – for mig har Italien alle dage været et land der burde have stoppet med at lave musik ca. samtidig med at det blev almindeligt med hesteløse vogne – al den fesne powermetal er vi alle bedre tjent uden. Men så...Infernal Poetry landede i promobunken. Novra! På trods af et lettere komisk cover, der vel bedst kan beskrives som et lysende skræv, har vi her at gøre med en lille perle. Moderne men groovende og med en massiv lyd.

3. Lady beast: ’Lady Beast’ – Heavy Metal! Dette er ikke retro-vest-narrøvs-kliché-metal, Lady Beast er helt inde ved kernen af hvad der gør at vi hører heavy og ikke alt mulig lort!

4. All Pigs must die: ‘Nothing Violates this Nature’ – sådan bør hardcore anno 2013 lyde. Intet mere, intet mindre.

5. Hell: ‘Curse and Chapter’ – ’Human Remains’ blev på det skammeligste overset, men med ’Curse and Chapter’ ser det ud til at Hell omsider får en smule velfortjent opmærksomhed. Pladen giver som få en lyst til at lave obskøne fagter, og det er ikke sådan at kimse af.

Summa summarum, når Satyricon, Arroganz, Dream Theater, Ghost, Sepultura og Zombified alle har lavet mesterlige plader der ikke har fundet plads på listen kan man roligt konkludere at pladeåret 2013 har været godt.

Årets internationale hit:
Ghost: ‘Year Zero’. En fin lille popsang om satan. Meget mere skal der vel dårligt til for at lave et hit i vores sluttede kreds?



Årets danske hit:
Rising: ’Vengance Is timeless’. Allerede inden jeg havde hørt denne sang til ende vidste jeg at dette ville blive årets danske hit. Tvivler du, kære læser, på dette, så skal du blot vente 24 sekunder førend det tydeliggøres.

 

Det var dog lige ved og næsten for Hatesphere der med ’Fear Me’ var meget tæt på at løbe med æren. Hatesphere i halvt tempo er et godt Hatesphere.

 

Årets genfundne klassiker:

Grave: ’Soulless’ – den har aldrig været væk, men efter to solide koncerter kan de lige snige sig med her. 

Den overså jeg i 2012:

Zombified: 'Carnage Slaughter and Death' – det er muligt at navnet ikke er det mest begavede man har set, men giv musikken en chance, du vil næppe fortryde det.

Årets DVD/Blu-Ray:

Endnu et år uden en eneste set, men jeg har dog været i biografen for at se ’Through the Never’. Tanker om den er nedfældet her!

Årets opsamling/bokssæt:

Det er det heller ikke blevet til i år.

Årets koncerter:

1. Graves at Sea – Heavy Days in Doom Town, 04-05-2013 – reelt er jeg meget i tvivl om, præcist hvad der foregik til denne koncert, men det er dog en trøst at jeg husket at forsangeren i bandet var en kende mere beruset end jeg. Jeg glæder mig til at skulle opleve/genopleve Graves at Sea på både Roadburn og igen på Heavy Days in Doom Town.

2. Meshuggah – Vega, 05-05-2013 – ja, på plade er Meshuggah ofte stabilt gode, men live er det eddermandeme en ustabil størrelse. De kan gå fra dræbende kedeligt, over uinspireret til decideret magisk. I Vega var det magisk.

3. Iron Maiden – Malmö Stadion, 10-07-2013 – efter en stribe absolut håbløse koncerter havde jeg egentlig afskrevet Iron Maiden, men et par dage efter Roskilde – der hvor jeg er allermest mæt af musik – tog de fusen på mig. Fuld fart frem fra første tone, deres vildeste show nogensinde. Jeg er spændt på at se hvordan de følger op på den d. 11. juni 2014.

4. Slayer – Vega, 06-08-2013 – ja, Jeff Hannemann døde i år, men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Med Gary Holt i startopstillingen er Slayer tilbage! Når koncerten samtidig finder sted i mit elskede Vega er vi i mål.

5. Leningrad Cowboys – Sweden Rock Festival, 07-06-2013 – ret skal være ret: jeg anede ikke hvad jeg gik indtil, solen stod højt på himlen og både humøret og promillen var i top. Men med alle disse faktorer på plads blev koncerten en yderst festlig oplevelse.

For at det hele ikke skal gå op i skæg og ballade, må eksempelvis Asphyx' konceert på Roadburn hives frem. Denne koncert livede op med en solid omgang doomet død. Lad os dog lige løfte glasset for følgende der alle spillede koncerter der i et mere normalt år, alle havde været oppe i top 5:

Cattle Decapitation på Royal Metal Festival spillede så man vitterligt troede de var besatte, Ghost gav i Amager Bio den perfekte koncert til en rødvinsbrandert, hvor The Darkness samme sted spillede op til dans på en lørdag. Min første Denial of God fandt sted i Pumpehuset og det var lige så gennemført i stemningen som på plade.

Tyranny viste sig på Roskilde Festival i den grad værd at holde sig vågen til, og det var en fryd at opleve en 100% klaphattefri koncert i hipsternes katedral (Gloria). På en festival som Roadburn skinner alt der lugter af heavy metal altid klarest og Primordial var årets overraskelse i Tilburg.

Malrun fik på Copenhell endelig det fortjente dansk publikum af en rimelig størrelse på Copenhell, Newsted på Sweden Rock havde jeg nær misset – for Asia!! – men jeg fik kigget på programmet i tide og blev mindet om hvorfor man bør lytte til metal. Slutteligt demonstrerede Napalm Death på Aalborg Metal Festival hvorfor de stadig er yderst relevante.

Årets internationale navn:

Carcass, alene fordi der har været så meget larm omkring dem. 'Surgical Steel' er ikke en overvældende god plade, og live viste Vega-koncerten, at der stadig er rum for forbedring.

Årets danske navn:

Cerekloth – for at lave årets klart bedste plade og derefter som en anden flok kællinger at skændes, indtil det hele sprænger i luften. IDIOTER!

Årets nye internationale navn:

Vintage Caravan. Purunge knøse fra Island. Jeg stiftede først bekendtskab med dem et sted i vildmarken på Island og det jeg hørte her var en omgang sjældent habil (retro)rock. Nu er de så blevet signet af Nuclear Blast og inden længe udkommer Voyage.

Årets nye danske navn:

Pet the Preacher for at skrive gode sange og være superseriøse omkring deres karriere. De har allerede spillet på Roadburn og er i den grad klar til de store scener herhjemme. For mig virker Pet the Preacher som et oplagt bud på 2014s Pavilion-Junior-metalband.

Årets comeback:

Black Sabbath! De udgav både ny plade og tog på tour. Pladen var en sløj omgang voksenrock, der ikke har nogen relevans i en verden hvor man kan fodre svin med unge, moderat friske, doombands. Touren, udtrykt ved koncerten i Forum, viste dog at de stadig er de største i genren. Kombinationen af et oprigtig spilleglæde og en Ozzy der nærmest kunne synge (i noget af koncerten) gjorde at de, og ikke Carcass, får titlen som ”årets comeback”.

Årets optur:

I år var et godt år. Særligt stærkt står minderne fra turen til Islands W:O:A Metal Battle. Kombinationen af glimrende selskab og min verdens vildeste natur gjorde dette til en storslået ekspedition. Lidt i samme kategori er Sepultura koncerten i Sao Paulo. Uanset hvor i verden man befinder sig er man altid hjemme når man er blandt metalfolk. Banalt, men sandt.

Og så blev 2013 året hvor det omsider blev bevist at emo/crapcore er både kriminelt og perverst. Lad opgøret med Lostprophets og As I Lay Dying kun være begyndelsen!

Årets største skuffelse:

Disse er der naturligvis mange af, men den mest deprimerende er metallens tiltagende folkelighed. At Volbeats publikum er blevet en anelse tumpet er I denne sammenhæng et ganske lille problem – det er jo uundgåeligt. Et meget større problem er det derimod når man kan stå midt i pitten til Slipknot på Roskilde og se på ungersvendene lave en art technodans, i stedet for at udøve en smule vold blandt venner, var trist.

Hvis ikke du hører metal til hverdag, så gå et andet sted hen og irriter nogle andre.

Fredagen på Copenhell kan også henregnes under en art skuffelse, men det kan jeg kun takke mig selv før.
1. Jeg glemmer redaktionens armbånd mm. på Østerbro. Det opdager jeg da jeg har siddet i bil i ca. en time gennem Københavns myldretid. Tilbage igen.
2. Jeg glemmer samtlige hukommelseskort på Østerbro. Dette opdager jeg da jeg endelig er tilbage på Refshaleøen med alle armbånd. Derefter følger en tur rundt til samtlige fotoforhandlere på Amager. Dejligt.

Herefter bliver dagen stille og roligt noget uklar. Jeg er omsider inde på festivalområdet et par minutter før Amon Amarth går på, men når stadig at få et par øl eller tre inden der skal fotograferes. Derfra går det slag i slag og det topper vist da jeg farer vild mens jeg fotograferer Illdisposed. De næste timer lader det til at jeg fint har fulgt min plan og får fotograferet samtlige bands. Jeg vågner så småt op da jeg efter at have fotograferet Alice in Chains råber(/tænker?) "DETTE ER ÅRETS KONCERT!".

Derefter tager jeg en taxa hjem.

Største ønske for 2014:

Mindre tuderi.
1. At unge bands tør satse hele butikken og gør noget – hvad som helst for at opnå succes/udleve drømme/nå mål. Lån alt hvad i overhovedet kan i banken (I kan alligevel ikke låne så meget at det får langtrækkende konsekvenser), indspil jeres drømmedemo, tag på en tour der går længere væk end Esbjerg - Klynk ej. Gør noget!. Lad være med at give branchen, medierne eller fansne skylden for at I ikke bliver til noget. Hvor der er vilje er der vej, ellers mangler talentet sgu nok bare…

2. Ja, der er mange koncerter, men det er ikke publikums skyld at de ikke alle bliver udsolgte, endsige går i nul. Udbuds/efterspørgselsteori er ikke voldsomt kompliceret, og det kan svare sig at læse op på det hvis man vil gøre sig som koncertarrangør.

Derudover bør Bolt Thrower bookes til Copenhell!

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

At finde ud af hvorfor jeg for 11. gang tager på Wacken når festivalens program degenererer og de ”logistiske udfordringer” blot bliver større og større. Med positivt fortegn ser jeg dog frem til en ny runde af W:O:A Metal Battle.
Derudover er jeg spændt på at se udviklingen for et par af de danske håb:
- Rising, hvordan kommer Jacob Krogholt videre. Der er en fantastisk plade at følge på på, men ikke rigtig noget band.
- Essence, de har valgt at gå en utraditionel vej for deres kommende album, men der er så lagt så meget i det at det bliver et uhyre spændende projekt at følge.
- Pet the Preacher er nået langt og har pokkers gode folk omkring sig, samtidig lader de til at vide hvad de vil og hvordan det kommer til at lykkes med det.