Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sort spøgelsesmesse

Populær
Updated
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse
Sort spøgelsesmesse

Forsanger Papa Emeritus II og de navnløse, kutteklædte medsammensvorne i svenske Ghost forsøgte tirsdag at påkalde Djævelen i Amager Bio. Det lykkedes i lange perioder, skønt messen var kortvarig.

Kunstner
Spillested
Dato
26-03-2013
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Ghosts Skeletor-i-pavekostume-lignende frontmand Papa Emeritus blev mærkværdigvis forbigået, da der for nylig var pavevalg. Han er ellers væsentligt mere karismatisk end den nyvalgte pave Frans I. Men okay, Papa Emeritus II som pave ville nok have givet doktrinære problemer i den katolske kirke. For selvom bagtæppet fik scenen til at ligne et kirkerum, var det snarere en sort messe, som Papa Emeritus og hans fem ”nameless ghouls” (som musikerne i bandet kaldes) forestod tirsdag aften i et Amager Bio, der ikke var proppet som Peterskirken under messen, men som alligevel var en del bedre fyldt op end en dansk folkekirke.

Opvarmningsbandene var blevet skrottet til fordel for landskamp. Landskampens kvalitet in mente var det et dumt valg. Men hvor landsholdet skuffede, så viste Ghost i det store og hele, hvorfor de har fået så meget succes.

Der blev lagt ud med et par numre fra det kommende album ’Infestissumam’, og de lod til at holde stilen og niveauet fra debuten ’Opus Eponymous’ fint. Modigt nok at starte med nye numre, men rigtig gang i koncerten kom der dog først, da ’Con Clavi Con Dio’, der er debutens reelle åbningsnummer, gjorde sin entré. Derefter gik det sådan set slag i slag i en god times tid med hits fra ’Opus Eponymous’ og enkelte nye numre, som faldt fint ind i sættet.

66,6 % menneskeofring i Satans navn

Ghosts styrke og svaghed er deres evne til at skrive afsindigt ørehængende og melodiske sange inden for et tekstunivers, der er herligt B-filmssatanistisk – 66,6 % af tekstmaterialet handler om menneskeofring i Satans navn, mens resten vel handler om almen tegneserieagtig ondskab.

Musikalsk blander de Mercyful Fate-riffing – og en ren vokal, der synes ganske inspireret af King Diamonds falsetsang – med en Blue Öyster Cult-agtig fornemmelse for poppet metal-/hard rock-epik fordelt på 3-5 minutter. Det forekommer mig ret modigt i en tid, hvor alt for megen metal jagter brutalitet for brutalitetens skyld at fokusere så meget på det ultramelodiske, som tilfældet er.

Ghost er naturligvis ikke lige så gode som nogen af de to, men når de er bedst, kommer de et godt stykke af vejen, og det er bestemt nok. Fra tid til anden er faren dog, at det melodiske og catchyness’en kommer til at fremstå lidt villet, og man kommer til at savne lidt mere kompleksitet og lidt mere råhed i musikken. Eksempelvis i ’Satan Prayer’, hvor den evindelige omkvædsgentagelse næsten får en til at ønske sig en præst og en sjat vievand – ikke i håb om at mane Djævelen i jorden, men i håb om at fremprovokere den hornedes tilsynekomst. Musikernes dygtighed vejer dog som oftest op for svaghederne ved dele af materialet.

Høj pris for kort spilletid

Ghost har i sagens natur modtaget en del kritik for at være for poppede og for, at gimmicken fylder for meget, men når det kører for sangskrivningen synes jeg ikke, at poppetheden gør noget, og hvad angår det gimmickagtige, så skal man altså være lavet af sten for ikke at nyde synet at kutter, Skeletor-makeup, bispehatte med omvendte kors og højstemte og værdige fagter fra Papa Emeritus.

Hittet ’Ritual’ lukker sættet på allerfornemste vis efter en times tid, inden ekstranummeret, den nye ’Monstrance Clock’. Det er en dunkel, halvlangsom, mellow, småpsykedelisk sag, der bliver et højdepunkt i en koncert, der har ganske mange højdepunkter, og som er lige præcis kort nok til, at man efterlades med lyst til mere. Men selvom man har lyst til mere, kan man godt stille spørgsmålstegn ved det betimelige i, at koncertbilletten lyder på 250,- for en god time. Det er – trods alt – lige djævelsk nok.