Bastardmetal

Populær
Bastardmetal

Italienske Infernal Poetry får noget godt ud af at blande dødsmetal og grind med lidt thrash i en solid lyd, der låner af moderne metal som Lamb of God.

Titel
Paraphiliac
Dato
14-01-2013
Distributør
Karakter
4

På Infernal Poetrys Facebook-side skriver bandet, at de regnes som et af de vigtigste af de ekstreme metalbands i Italien. Umiddelbart har de fået skruet lidt ned for det ekstreme her på det fjerde album, eller også er det bare albummets umiddelbare kvalitet i form af utroligt fængende sange allerede ved første lyt, der gør, at det egentlig ikke virker så brutalt igen.

Overordnet er det dødsmetal med en flot varieret vokal mellem klassisk growl og et thrash-råb i retning af en Cavalera (uden den charmerende accent) og så et mere hysterisk growl, som vækker nostalgiske minder om afdøde Chuck Shuldiner. Men der er et solidt groove, som sammen med mixningen og produktionen peger antennerne i retning af Lamb of God.

På et nummer som den finurligt betitlede 'Hypertrophic Jellyfish' lægges ud med et anderledes riff af start-stop-typen (tekstmæssigt er bandet lettere humoristisk sine steder). Dernæst kommer et Soulfly-agtigt groove inden intro-riffet blander sig igen. Omkvædet byder på fede guitar-hyletoner og et insisterende groove, som gør, at stykket har en moderne thrashet energi, så det med succes kunne have været en del af Testaments 2012-hit 'True American Hate'. Nummeret illustrerer glimrende, hvordan Infernal Poetry vandrer over genregrænser på må og få, og den svære kunst i den slags skizofreni er at lykkes med det. Det gør italienerne heldigvis.

Der er masser af fede melodier på albummet, og det skyldes måske bandets meget tidlige ophav, hvor formålsbeskrivelsen stod på at ramme en blanding mellem svensk og amerikansk dødsmetal. Nogle af melodierne er relativt obskure, og her kommer tankerne så over på amerikanske Nile, når dette band ikke blaster derudad. 'Everythings Means 'I'' er stedet at lede efter den slags ledetråde.

Skal namedroppingen fortsætte fra denne skribents hånd, så er der også nogle hammer-on-pull-off-riffs, hvor det er et metallens største navne pt. nemlig Gojira, som anes i Infernal Poetrys lille heksekedel af glimrende ingredienser.

For så vidt er der ingen stykker, der lyder som andre bands, hvor bandet overgår originalerne. Men det imponerende i Infernal Poetrys musik er, hvor fedt de får det til at hænge sammen, både i det enkelte nummer, men også fra nummer til nummer. Og så rykker det. Simpelthen.